Thomas Delaney om temperament

25-årige Thomas Delaney er bedst, når han er oppe at køre. Problemet er, at han har følt, at han har måttet lægge en dæmper på den attitude på landsholdet. Og hvad gør den tidligere anfører i FC København, nu når han skal markere sig i en ny udenlandsk klub?

---

Fortalt til Kasper Steenbach
Fotos: Christian Friis
Interviewet blev bragt første gang i magasinet Dossier i foråret 2017

---

Min kæreste har tit sagt til mig, at hun ville ønske, at jeg derhjemme var lidt mere, som jeg er på banen. At jeg en gang imellem råbte og skreg. Viste temperament. Jeg bliver som besat af en dæmon, når jeg løber på banen. Men jeg må brænde det hele af under kampen, for uden for banen opfører jeg mig stik modsat. Når jeg ikke spiller fodbold, kan man næsten ikke få gang i et skænderi med mig. 

Foto: Christian Friis

Jeg kan ikke sige, hvor det kommer fra. Jeg kan ikke pege på det eller det i min barndom, der tricker mit temperament. Men jeg kan sige, at jeg har opført mig sådan, så længe jeg kan huske. Været den der idiot på en bane. Jeg brugte som barn meget tid sammen med min far. Vi har stået på KB’s baner og sparket på mål i timevis. Eller spillet tennis. Men han har aldrig pacet mig. Vi har bare haft det sjovt. Jeg tror måske, at det kommer af, at jeg er blevet opdraget med, at man skal gøre tingene ordentligt. Gøre sig umage. Min far kunne godt, da jeg var yngre, sige til mig efter en kamp: Det virkede, som om du ikke rigtig gad i dag. Ikke på en sur eller bebrejdende måde, men det har jeg nok taget med mig. Jeg er ligeglad med, om der står i avisen, at jeg lavede ti fejlafleveringer, men jeg er meget ærekær over for, at man sår tvivl om min arbejdsindsats. Jeg er ikke en dårlig taber. Jeg står ikke og skaber mig efter et nederlag. Men jeg kan simpelthen få så ondt i hjertet, hvis jeg sidder efter en kamp og kan mærke, at jeg har flere kræfter tilbage. Altså, sådan en på papiret ligegyldig pokalkamp, der ender 1-1, og alle bare er ligeglade … Det er det værste, jeg ved. Lige meget hvad skal man gøre det ordentligt.

Jeg var meget værre, da jeg var yngre. Min U19-træner, Brian Riemer, var meget efter mig. Han prøvede at forklare mig, at det handlede om at gøre sine medspillere gode. Det var også det, jeg ønskede, men jeg tror, at jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle gøre det. Jeg skældte folk ud. Jeg uddelte regulære svinere i kampene. Jeg var øverst i hierarkiet, og man kan sige, at min opførsel fulgte med ansvaret. Det var min måde at tage ansvar på. I dag kan jeg godt se, at det ikke var sådan, det skulle gøres. Jeg var på det tidspunkt begyndt at træne med Superliga-truppen, og jeg burde have haft mere overskud til at hjælpe de andre, jeg stadig spillede U19-kampe med. De kunne ikke rigtig svare igen, for vi var ikke længere jævnbyrdige. Jeg misbrugte nok min position. Jeg er ikke meget for at erkende det, men sådan var det. Til mit forsvar kan man så sige, at det ikke var noget, der pludselig dukkede op i mig, for jeg havde jo altid været sådan, men det var noget, jeg ikke kunne styre, da jeg skulle styre det. Det er noget helt andet i en Superliga-trup. Der er alle mere lige. Vi taler om egoer i en helt anden liga. Alle er egoister, og jeg kunne forvente, at der blev svaret igen, når jeg sagde noget. Der var sgu ikke mange på holdet, som ikke svarede igen. Og når der blev svaret igen, så blev det rigtig grimt.

Foto: Christian Friis

Jeg er en klart bedre fodboldspiller, når jeg er oppe at køre. Til en vis grænse. Hvis du kommer over grænsen, træffer du dårlige beslutninger. Mister fokus. Men det har jeg altid kunnet styre. Jeg har opført mig som en idiot, men jeg har aldrig tabt hovedet. Jeg har aldrig fået et rødt kort. Jeg er mest oppe at køre i de store kampe, og derfor er jeg også bedst i de kampe. Jeg er mest opmærksom, når der for alvor er noget på spil. 

Jeg er helt sikkert også bedst, når jeg er øverst i hierarkiet. Det er mit store dilemma, for det tager selvfølgelig tid at arbejde sig op i hierarkiet, og jeg kan ikke spille på mit temperament på samme måde, når jeg ikke er øverst i hierarkiet. Og så tager det længere tid at komme op i hierarkiet, for jeg er jo bedst, når jeg er oppe at køre. Men man kan bare ikke råbe og skrige og dirigere, hvis man er 13. mand eller spiller ad helvedes til. Så jeg var også en mere ydmyg udgave af mig selv, da jeg rykkede fast op i FCK’s Superliga-trup. Og det tog lang tid at arbejde mig op til den status, jeg har haft i de seneste sæsoner. Jeg var lang tid om at få mit gennembrud, og jeg tror, at jeg på landsholdet bliver nødt til at skulle gå igennem den samme udvikling. Nogle kommer ind og tager teten med det samme, men den eneste vej, jeg kender, er at bygge det op fra bunden. Vinde respekt stille og roligt. I mine første år på landsholdet har jeg helt klart været mere stille og rolig, end jeg er i FCK. Jeg vil gerne være den på landsholdet, jeg er i FCK, men det kræver gode præstationer og den respekt, der følger med. Hvis du ikke respekterer hierarkiet, får du altså en på lampen på et eller andet tidspunkt. Man skal have noget at have temperamentet i. Hvis du skal forlange noget af andre, bliver du nødt til at gå forrest selv. Sådan tænkte jeg, da jeg blev anfører i FCK. Ellers bliver det påtaget, og så falder korthuset sammen.

Foto: Christian Friis

Jeg tror, at min rolle kan blive større på landsholdet. Det er ikke fordi, jeg tror, at jeg kan blive en meget bedre spiller, men det handler mere om, at jeg finder min rolle og udfolder det, jeg kan. Det lange, seje træk handler om, hvordan man finder ro i sit spil, finder ro i sin rolle. Jeg taler med min agent, min far og min kæreste om det. Jeg tror, at det var min kæreste, der først nævnte det: Du er ikke den samme på landsholdet, som du er i FCK. Men jeg synes, at jeg er på vej. Men det er noget, jeg bruger meget tid på at tænke over: I FCK spekulerede jeg virkelig ikke over tingene, og jeg vil gerne nå frem til at spille lige så meget på instinktet på landsholdet.

Men landsholdsfodbold er også anderledes. Det er måske sværere at finde sin rolle. Der er ikke de samme relationer mellem spillerne, fordi vi har mindre tid sammen. Man ved ikke helt, hvad man kan forvente af hinanden. Din sidemand har måske haft en måned i sin klub, hvor det overhovedet ikke har kørt for ham. Det er jo også en del af helhedsbilledet, at landsholdet lige nu er ved at blive bygget op igen. Alle ved, hvordan FCK spiller, det kan man ikke helt sige om landsholdet endnu. Det kræver tid, men det kan også være, at det bliver nemmere, hvis vi vinder tre kampe i træk, eller at Dolberg lige pludselig scorer fem mål i tre kampe. Nogle gange er der en smutvej.

 Foto: Christian Friis

Selvfølgelig er der noget om, at vi i FCK har været arrogante. I Dansk sammenhæng er FCK arrogant. Vi arbejdede faktisk også med at være det, vi kaldte positiv arrogante. FCK har en sportspsykolog tilknyttet, og det handlede meget om kropssprog og kommunikation. Om hvordan man træner bedre, og hvordan man får de andre med på vognen uden først at holde et møde med 25 mennesker. Hvordan man sætter tonen i kampene. Det handler også om at sætte tonen i medierne.

Det er det, jeg har lært mest i FCK og brugt mest i min egen karriere – det der med at sige tingene, som de er. Det kan du tillade dig, hvis du er god nok. Man skal udvise, at man synes, at man er god. En ting er at fortælle andre det. Det er noget med at psyke folk. Jo flere gange, en ting bliver gentaget i medierne, jo mere bliver det til en sandhed. En af historierne om mig er jo, at jeg er god på hovedet, men altså, hvis du er 190 cm og skal dække mig op, så bør du vinde den duel ti ud af ti gange. Men historien om mit hovedspil gør måske forsvareren på 190 nervøs. Det er ikke en historie, jeg selv har gjort særligt meget ud af, men jeg har heller ikke gjort noget for at aflive den. Jeg har til gengæld været meget bevidst om at melde klart ud, at jeg ville være den bedste, og fortalt journalisterne, hvad jeg gerne ville bedømmes på. Så ser journalisterne på mig som en, der er målrettet og arbejder hårdt. Jeg har arbejdet meget på, at det skulle være den historie, der skulle fortælles om mig.

Det startede lang tid før, vi fik sportspsykologen. Lige da jeg blev rykket op, blev jeg af en avis spurgt, hvor jeg var om fem år, og jeg svarede, at enten var jeg anfører i FCK, eller også var jeg i Premier League. Jeg havde en snak med Brian og min agent om at bruge det aktivt. En ting er nemlig at overbevise andre om, at du er så god, at de nærmest frygter dig. Noget andet er, at det er en måde at holde dig selv skarp på. Nu har du sagt det højt, så nu må du hellere få det til at ske. Men det skal gerne være ting, som ikke er så målbare. Det er bedre at sige, at jeg vil gerne være dominerende på holdet, end at jeg skal score 15 mål, ellers er jeg en fiasko. Jeg har været god til at skabe fortællingen om mig selv. Der har aldrig været særligt meget snak om, at jeg ikke har scoret særligt mange mål. Men nu er der en del snak om, at jeg scorer mange mål, fordi jeg selv er begyndt at tale om det.

Der er ingen tvivl om, at vores attitude kan virke som en rød klud på modstanderen. Men det har vi også brugt bevidst. Jeg taler for eksempel til modspillerne under kampen. Det sker bare. Men jo, tanken bag er da at psyke dem. Jeg er skizofren på en bane. Jeg kan sagtens gå og snakke helt stille og roligt med en modspiller og så bagefter svine ham til. Det handler om tempoet i kampen. Der kan sagtens være fem minutter, hvor man går og griner lidt sammen. Sekundet efter er der en hård tackling, og så sviner man hinanden til. Jeg kan også godt fortælle nogle af spillerne på de små hold, at de er dårlige. Det handler om at hyle dem ud af den, så de begår fejl. Helt enkelt sige: Hold kæft, hvor er du dårlig. 

I vores anden kamp mod Lyngby i efteråret fik jeg ikke lov til at spille fodbold, fordi jeg blev sparket ned hele tiden. Det var nok et resultat af den arrogance. Det har jeg ikke oplevet så meget før. Det skete også mod Viborg. De kom meget sent ind i tacklingerne. Med vilje og for at tirre os. I vores første kamp mod Lyngby blev ham Rygaard (Mikkel, red.) skiftet ind, meget dygtig spiller, og jeg tror, at han nåede at være på banen i fem minutter, inden jeg flækkede hans læbe i en hovedstødsduel. Det var selvfølgelig et hændeligt uheld. Mens han lå og brokkede sig, sagde jeg bare helt stille og roligt: Velkommen til Superligaen. Det skulle der åbenbart betales tilbage for i den anden kamp, hvor han burde have fået tre gule kort.

Jeg tænker meget over, hvordan jeg skal opføre mig i min nye klub. Hvordan skal jeg gå ind til det? Jeg bliver en af dem, der tjener mest, og jeg er købt til at være en profil på holdet, men skal jeg gå ind med den attitude, at jeg bestemmer. Skal jeg folde mig ud i den tændte udgave, jeg er bedst i? Og få nogle på låget af det. Eller skal jeg gå ind i truppen med større respekt og tage det lidt mere stille og roligt? Jeg ved det ikke endnu. 

---

Interviewet med Thomas Delaney blev bragt første gang i magasinet Dossier i foråret 2017. Dossier er en slags Ted Talks på print, der udkommer fire gange om året. Magasinet distribueres blandt andet med den danske udgave af ELLE og i udvalgte lounges og herrebutikker i Københavns Lufthavn, ligesom man kan abonnere på magasinet (se mere på Allerservice.dk/Magasiner/Dossier)

Copenhagen Sundays er glade for, at vi har fået mulighed for, at bringe dette interview og billeder med vores forhenværende men aldrig glemte kaptajn.