FCK, Don Ø og historien
Jeg har grædt for FC København. Tudbrølet som 43-årig foran en masse mennesker.
Af: Jes Dorph-Petersen
Foto: Privat
En sen maj-aften i 2002 fik jeg serveret oksemørbrad i gorgonzola-sauce på en propfyldt italiensk Østerbro-restaurant , men lige inden retten kom på bordet, begyndte jeg at tude. Kun en lille smule, men der kom altså vand ud af hovedet. Tårer, som dryppede ned på en ternet dug på grund af en fodboldkamp.
Nogle timer før havde FCK spillet 1-1 i Parken mod Brøndby, som udlignede to minutter før tid, da mageløse Mykland lavede sin eneste, men forfærdelige fejl i den store kamp. Sekundet efter knaldede Brøndbys Mads Jørgensen bolden ind bag Rune Pedersen på en tilfældig ripost. Det smertede. Uafgjort betød nemlig, at BIF kunne spille mesterskabet hjem i sidste runde ugen efter, hvad desværre også skete. Men den matchbold ville FCK’erne have haft, hvis de havde vundet den søndag i Parken.
Derfor – på grund af et lillebitte sølle mål - knækkede jeg sammen i momentet på restauranten i simpel og ægte sorg over en pludseligt forduftet guldmedalje. Muligvis en uforståelig og umoden overreaktion fra en mand med kone, barn, fast job, lædersko og ejerbolig – men den viser vel, at mit fodbold-hjerte slog for FC København. Det gør det stadig her 15 år efter. Bare ikke længere så voldsomt. Hvorfor skal jeg vende tilbage til.
Min passion for FC København blev født 10 år tidligere – også af en kamp mod Brøndby. Med Pierre Larsen, Ivan Nielsen, Johansen-tvillingerne og min ven Michael Manniche på holdet vandt den splinternye klub i sin første sæson 3-2 i en livlig kamp på Brøndby Stadion. Den eftermiddag derude, hvor motorvejene fletter i alle retninger, lagde københavnerne kimen til monopolbruddet i dansk fodbold. I årene inden havde det været Brøndby her, der og allevegne, fordi klubben vandt næsten alt og spillede forrygende – med mellemrum også ude i Europa.
“Det var træningsdragten mod jakkesættet. Forstaden mod storbyen.”
Opbakningen til de gule og blå var fortjent og forståelig, men jeg syntes alligevel, det var temmelig trættende med al den Brøndby-eufori. Og nu kom der endelig noget nyt: en klub, der lidt selvsikkert spillede helt i Madrid-hvidt og ikke var præget af stolte traditioner med træskure, ulønnede pølsesælgere, egen avl og højtudråbt ydmyghed. FCK blev med en vis distance af pressen og nostalgi-elskere døbt ”Fusionsklubben” som en modsætning til BIF - selvom ”bøfferne” også er en sammenslutning af Brøndbyøster og Brøndbyvester, alene skabt af doktor Bjerregaard for at vinde pokaler. Men forskellen på BIF og FCK var alligevel udpræget fra starten. Det var træningsdragten mod jakkesættet. Forstaden mod storbyen. Foreningen mod koncernen. Og den forskel var og er stadig selve charmen ved kampene mellem de to fodboldrivaler. Modsætningens motor.
FCK flyttede tilmed ind på landets største stadion i cykelafstand fra mit daværende hjem inde ved Søerne. Byens hold blev mit hold. Og jeg trillede til Parken hver anden weekend på min grønne Raleigh med pitstop foran pølsevognen på Trianglen.
Jeg er siden blevet portrætteret som en kendis-medløber, der først blev fan, da VIP-billetterne til polstrede pladser kom dumpende med posten, fordi jeg bestrider et job som vært i fjernsynet. Men fakta er, at jeg sad knap en halv million gange som menig betalende på både B og C-tribunen – og led med en fodboldklub, der i sine første år tumlede rundt som den baby, den jo egentlig også stadig var. Jeg fulgte forvirringen på banen og i ledelsen med truende nedrykninger og konkurser. Jeg sad på et fugtigt klapsæde, da Vejle vandt 4-1 i Parken og var vidne til utallige andre nedsmeltninger – inklusive den smertelige 1-1-kamp med Brøndby. Den dag sad (men mest stod) jeg i øvrigt bag målet i den ende, hvor dommeren Kim Milton Nielsen snød hjemmeholdet for to straffespark og dermed kickstartede sin pensionistkarriere som fotomodel for en brillekæde.
I de år lod jeg mig håne af selvfede jyder, snobbede nordsjællændere, gnækkende fynboere og allerværst: de utålelige Brøndby-tilhængere, som nu var blevet mine største fodboldfjender, selvom jeg aldrig har haft det fjerneste mod dem som mennesker. Det var hårde sæsoner for en københavner-fan. Men jeg holdt hovedet højt og bar med værdighed mine hvide trøjer med Danica, Kinnarps eller Carlsberg Cool på maven. Og jeg plantede et flag med Leo i haven den nat, min søn blev født.
“Flemming Østergaard var FCK – og FCK var Flemming. Eller mere præcist: De 2 havde ikke været det samme uden hinanden. Det er et faktum.”
På det tidspunkt havde jeg et par gange tilfældigt mødt Flemming Østergaard. Han var blevet direktør i klubben i 1997. Ingen var i tvivl om, at hans magt i FCK var enorm. Det var Flemming, som skaffede kapital til Øster Alle. Ham, der definerede ambitionerne og lagde strategierne. Flemming stod bag købet af Parken og han blandede sig åbenlyst i valget af spillere. Han var klubbens ideolog og reelle profil – ikke mindst i medierne, selvom aktørerne på banen med årene blev mere og mere kendte. Kun Brian Laudrups komplicerede og korte ophold i klubben gav lige så meget omtale. Flemming Østergaard var FCK – og FCK var Flemming. Eller mere præcist: De 2 havde ikke været det samme uden hinanden. Det er et faktum.
Vores første face-to-face møde var helt privat. Jeg fik lov at besøge Flemming Østergaard en formiddag i år 2000 på hans kontor inde i hjørnetårnet i Parken, fordi jeg skulle lave en lille optagelse med ham til en fødselsdagsvideo for en kammerat, der fyldte rundt. Flemming og jeg talte fra starten godt sammen. Han viste mig rundt på sin imponerende arbejdsplads, og siden blev vi nære venner. I de følgende år spiste vi mange frokoster sammen og inviterede hinanden til vores private fester. Når jeg kedede mig på jobbet, sendte jeg ham kritiske mails om tvivlsomme køb af svenske og ungarnske målmand med fedtede handsker. Og han skældte mig ud i sms’er med VERSALER, hvis jeg havde lavet et dårligt interview i fjernsynet. Det skete en del gange…
Flemming har været en ekstremt god ven gennem årene. Da jeg røg ind i en personlig krise for et par år siden, var Flemming blandt de første, der tilbød mig hjælp og støtte. Det vil jeg aldrig glemme ham for. Man kan grine og græde sammen med ham.
Flemming Østergaard skælder mig ud ved VIP-indgangen til en koncert i Parken fordi jeg kommer for sent**. Foto: Privatfoto.
Vores venskab betød også, at Flemming satte mig på sin VIP-liste, så jeg blev inviteret til fodbold og koncerter i Parken. Fra at indtage grillpølser på en papbakke bag målet, fik jeg nu serveret laks, oksekød og flødekartofler i en fin loge sammen med skuespillere, politikere og andet godtfolk fra samfundets solskinsside. Der var ingen grund til at klage over traktementet, som også efterhånden blev bedre på banen. FC København vandt flere og flere fodboldkampe.
Når jeg havde min dengang lille søn med i Parken, tog Don Ø knægten med ned i omklædningsrummet og ind på banen inden kampen. Og når junior havde fødselsdag, kom Flemming forbi vores lejlighed om morgenen med håndplukkede FCK-gaver i en plastickpose.
Flemmings exit fra FC København smertede mig naturligvis af helt personlige grunde. For når venner møder modgang, står man bag dem nøjagtig som når de vader i succes. Men jeg har ikke talt meget med ham om substansen af anklagerne for det, han siden er blevet dømt for. Ikke fordi Flemming er tavs. Tværtimod. Han føler sig uskyldig dømt og taler gerne om, hvorfor dommen efter hans mening er forkert, uforståelig og uretfærdig. Men desværre er jeg ikke stor ekspert i, hvad der foregår hverken moralsk eller juridisk i det private erhvervsliv. Det interesserer mig faktisk ikke. Jeg kender dårligt forskel på en aktie og en obligation.
Derfor er min mening om rettens afgørelse ikke interessant. Og den er heller ikke mit ærinde i denne klumme. Til gengæld kan jeg både med al min skråsikkerhed og almindelige sunde fornuft konstatere, at FC København kan takke Flemming Østergaard mere end nogen andre for, at klubben blev og stadig er Danmarks og Nordens største. Men den tak får han ikke. Tværtimod.
“Don Øs betydning skal ikke bare nedjusteres i annalerne. Den skal helt væk.”
Desværre er der i dag endog meget stærke kræfter, som forsøger at ændre på fortiden. Øverst i FC København er man tilsyneladende i fuld gang med et uskønt og usmageligt forsøg på at slette Flemming Østergård fuldstændig fra klubbens historiebog. Det er ikke kun hans sidste tid i hjørnetårnet, der skal mørklægges og udraderes – det skal samtlige Flemmings 13 år i spidsen for FCK. Jeg kunne måske forstå, hvis en ny ledelse ville nedtone forgængerens resultater og fremhæve sine egne. Men det, der iscenesættes er at sammenligne med en elektronisk bogafbrænding. Don Øs betydning skal ikke bare nedjusteres i annalerne. Den skal helt væk.
På fck.dk (klubbens officielle hjemmeside) er der flere fyldige afsnit, der kronologisk beskriver FC Københavns 25 årige historie år for år. Det vrimler i mange og lange spalter med navne på spillere, trænere og ledere, som har markeret sig i klubbens kvarte århundrede. Men ikke en eneste gang er Don Ø/Flemming Østergaard nævnt. Han findes simpelthen ikke længere på hjemmesiden i den klub, han selv har skabt. Tekstforfatterne har åbenlyst vredet sig helt udenom Flemmings tilstedeværelse og betydning ved at slette ham fuldstændig med tilbagevirkende kraft fra linjerne.
Det er naturligvis en kompliceret manøvre, der nærmer sig et litterært kamikaze-projekt at fjerne selve hovedpersonen fra en fortælling – ligeså vanskeligt og selvmodsigende, som hvis man skulle gennemgå Rolling Stones’ karriere uden at nævne Mick Jagger.
Men det forsøger fck.dk for eksempel sådan her:
”I 1997 gik en investorgruppe ind i klubben og lagde de følgende år et nyt forretningsmæssigt fundament med bl.a. en børsnotering samt opkøbet af PARKEN.”
Det er ikke forkert – men det er eddermama heller ikke rigtigt.
Endnu mere markant og nærmest grotesk var det jubilæumsshow, klubben afholdt i Cirkusbygningen i København i januar i år. I 2 timer hyldede FC København fortjent sig selv med de første 25 år – med de 12 mesterskaber og 8 pokaltitler, de flotte kampe i Champions League, de trofaste fans og de gavmilde sponsorer. Showet blev afviklet som en kombination af gæster på scenen og oceaner af glade klip fra de store kampe.
Flemming Østergaard og Jes Dorph-Petersen
“Der gik groft sagt Nordkorea i den store fest.”
Værterne (en FCK-ansat og en kendt studievært) formulerede det nogenlunde sådan her: ”Vi er stolte af klubbens rødder, og vi vil i aften vise, hvordan eventyret startede.” og ”Vi vil værdsætte de personer, der har været med til skabe klubben”.
Derefter blev trænere, spillere og ledere hyldet. Nogen på scenen – andre i videoklip og taler. Showet ligger i dag i en version på en time og 55 minutter på nettet, og her er der er ikke et eneste ord eller et eneste billede om og med Flemming Østergaard. Der gik groft sagt Nordkorea i den store fest.
Det er naturligvis næppe et hukommelsessvigt eller en tanketorsk. Jeg er ikke i tvivl om, at klubbens øverste lag bevidst har lagt en strategi om at udskamme Flemming Østergaard og hans nærmeste. Det har jeg selv mærket på en helt anden måde.
I efteråret 2015 blev jeg pludseligt fjernet fra den VIP-liste, jeg havde stået på i årevis. Det er helt i orden, fordi klubbens ledelse naturligvis selv bestemmer, hvem den vil invitere som gæster til et privat arrangement i logen på nedre A. Men jeg tillod mig alligevel at spørge en ansat i FCK’s administration, hvad der lå bag. Jeg havde hverken blottet mig på tribunerne eller klappet af modstanderne.
Svaret var ærligt og enkelt. Jeg er ikke længere værdig som repræsentant for FCK’s værdisæt, fordi jeg kender Flemming Østergaard privat og fordi jeg havde lagt fotografier af ham og mig ud på min private Facebook-profil. I øvrigt billeder af os sammen med en stor gruppe FCK-fans, der hyldede Don Ø på en tankstation udenfor Odense, hvor vi var stoppet på vej hjem fra en udekamp mod FCM i Herning.
Jeg kan heldigvis sagtens selv betale mine fodbold-billetter med min gode tv-hyre, så jeg kommer stadig i Parken flere gange om året. Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor jeg med baggrund i mit privatliv er stemplet som en uværdig repræsentant for et fodboldhold, jeg har støttet i hoved og røv i 25 år.
Og jeg skammer mig i øvrigt slet ikke over hverken min bekendtskabskreds eller mit eget værdisæt.
Så Flemming og jeg er stadig venner og vil være det resten af livet. Vi går også fortsat i Parken sammen og ser fodbold, men på andre pladser end dengang – et par rækker under direktion, bestyrelse og andre værdige FCK’ere. Til gengæld er alt ved det gamle, når vi skal ned til bilen efter kampene. Så omringes Flemming nemlig stadig af jublende FCK-fans, som takker ham højlydt for hans bedrifter. Det glade fodboldfolk har heldigvis ikke fattet deres egen klubs forsøg på at definere, at Don Ø aldrig har eksisteret. Tværtimod.
Legendariske Zuma. Fanboy. Man bliver aldrig for gammel til, at blive lidt starstruck. Foto: Privatfoto.
Når jeg i dag ser Kvist, Santander, Boilesen og kompagni fise rundt på græsplænen, holder jeg stadig med FC København. Alle de dybe følelser forsvinder ikke med et knips, bare fordi der kommer nye drenge ind i klassen med en særpræget tolkning af virkeligheden. For den afgørende del af min veneration for klubben er netop minderne. De vilde øjeblikke. Sejrene og nederlagene. Zumas saksespark. Mirakelkampen i Amsterdam. Hjaltes mål i 93. minut. Og dem, der skabte fundamentet udenfor banen.
Men når min fodboldklub ikke vil kendes ved sin egen historie, kan jeg ikke længere græde snot over et nederlag. Så er der ikke længere samme klangbund i den ellers smukke sætning, der i 25 år har stået som det lysende slogan over Parken:
Success is temporary – loyalty is forever.
Bonusinfo
* Den omtalte annonce fra Synoptik var resultatet af en hurtig og modig satsning fra to legendariske F.C. København fanskikkelser Tobias Rosenberg Jørgensen og Hilda Fro Prins Kløvedal Hickling.
** "En kinder". Flemming Østergaard yndede, som en anden mafiaboss, at få et godt tag i kinden på folk der skulle have en mindre opsang. Så kunne man stå der og blive rusket og få sin til tider velfortjente overhaling. Og til andre tider bare skide irriterende ;-)
Jes er journalist og studievært og har arbejdet på Frederiksborg Amts Avis, Danmarks Radio, TV2, TV3 og Nordisk Film.
Han er 63 år, bosat i Hellerup og FCK-tilhænger siden klubben blev stiftet.
