Jes Dorph-Petersen

MO MESTER I TO LANDE: KOMMER HELT SIKKERT TILBAGE TIL FCK

Jes Dorph-Petersen
MO MESTER I TO LANDE: KOMMER HELT SIKKERT TILBAGE TIL FCK

Mohamed Daramy var meget passende klædt helt i hvidt – fra top til tå – søndag i Parken. Men den 20-årige angriber var naturligvis ikke trukket i FCK-dragten, for tidligt i guldsæsonen forlod han som bekendt København og skiftede til Ajax Amsterdam.

Mohamed Daramy - her på skuldrene af kaptajn Zeca - kan kalde sig mester i to lande. Foto: David E. Bastian-Møller/Copenhagen Sundays.

Han var derimod iført rullekrave, løse bukser og sneakers. Alt sammen hvidt – på denne store dag, hvor Daramy vandt sit andet mesterskab i år. Og han kan nu kalde sig både hollandsk og dansk mester.

Mo nåede i den grad at sætte sit aftryk på FCK-holdet, der vandt guld - blandt andet godt med to scoringer. Og derfor kunne han også helt fortjent modtage en guldmedalje og feste videre med sine tidligere holdkammerater.

Efter medaljeoverrækkelsen trissede Daramy glad og smilende rundt på grønsværen – og ville meget gerne give et lille interview til Copenhagen Sundays, mens de fleste andre mestre havde travlt med at hælde øl ud over hinanden.

Daramy tilbage i Parken for at modtage guld for den sæson han nåede at spille fem kampe i. Foto: Jes Dorph-Petersen.

-Hvordan er det at komme hjem til København i dag?

”Det er dejligt. Fed stemning og god energi – det føles fantastisk at være tilbage og hjemme igen,” sagde Mo.

-Hvor meget følger du med i FCK til dagligt, når du er nede i Amsterdam?

”Jeg følger meget med, og jeg skriver meget sammen med nogen af drengene, så jeg følger hele tiden med og hører, hvordan det går. Og de følger også med i, hvordan jeg klarer mig i Ajax”, sagde Daramy, som nåede 93 kampe og scorede 18 mål for FCK, inden han i august sidste år flyttede til Holland.

-Sad du også nede i Amsterdam og blev nervøs sidst i sæsonen, da Midtjylland kom nærmere og nærmere?

”Ahhh – nervøs og nervøs. Altså, det blev spændende, men drengene viser bare, hvor stærke de er og tager guldet sikkert hjem i dag,” svarede Daramy.

-Fortryder du nogensinde, at du forlod FC København?

”Nej. Jeg har aldrig brugt tid på at fortryde. Så det fortryder jeg slet ikke,” sagde Mohamed Daramy, der har haft svært ved at få spilletid på et stjernespækket Ajax-hold.

-Men tænker du, at du kommer tilbage?

”Ja, jeg kommer tilbage til FCK på et tidspunkt. Det er der slet ikke nogen tvivl om,” lovede klassespilleren.

-Hvordan har du det egentlig nede i Amsterdam?

”Jeg har det godt”, sagde Daramy – og så ud som om, han mener det.

”Og vi blev også mestre dernede. Jeg ville jo gerne spille noget mere, men sådan er det en gang imellem. Nu må vi se, hvad der sker. Men jeg har det rigtig godt,” supplerede Mo.

-Du skal med til fest i aften?

”Ja, det er guldet jo…”.

-Hvornår skal du hjem til Ajax?

”Jaaa – det ved jeg ikke endnu”, svarede Mo Daramy, der vist næppe havde booket et morgenfly mandag til Amsterdam. For nu skulle den dobbelte mester ud og feste i København.

Mohamed Daramy er siden vores snak søndag i Parken blevet udtaget til U21-landsholdets tre EM-kvalifikationskampe i juni måned, og han slutter sig således inden længe til landsholdslejren.

Fotos: Jes Dorph-Petersen og David E. Bastian-Møller/Copenhagen Sundays.

Jes er journalist og studievært og har arbejdet på Frederiksborg Amts Avis, Danmarks Radio, TV2, TV3 og Nordisk Film.

Han er 63 år, bosat i Hellerup og FCK-tilhænger siden klubben blev stiftet.