LAD NU FCK SPILLE SOM FCK

Mareridtet er nær. Klubben er ved at miste guldet, og kampen mod Brøndby var ganske symptomatisk for en sæson, hvor holdet spiller forsigtig Europafodbold – også hjemme i Superligaen. Men der er håb endnu, skriver mandagstræner Jes Dorph i denne klumme. Smid tøjlerne og giv den gas på kattegruset mod Silkeborg.

Mandagstræner Jes Dorph har et ønske til Jess Thorup og co. Foto: David E. Bastian-Møller, Copenhagen Sundays.

Af Jes Dorph-Petersen.

”Det ligger stadig i vores hænder”

”Jeg vil hellere stå i vores situation end i Midtjyllands”

Sådan har det lydt utallige gange fra FCK-lejren de seneste uger, hvor fem kampe har kastet sølle 5 point af sig. Og det har isoleret set været beroligende ord, for Sektionen kunne fortsat i overensstemmelse med sandheden gynge videre og råbe ”Vi ligger nummer 1”.

Men på torsdag omkring klokken 22 er det måske slut med de fraser og festen på B-og C-tribunerne.

For sætter FCK point til mod Silkeborg onsdag, og vinder FCM aftenen efter som ventet over Brøndby, har jyderne (gen)erobret førstepladsen og match-bolden om mesterskabet – med kun to runder igen. Så er det os, der hellere vil være dem. Og gulddrømmen kan meget vel blive til en badedyrsforladt, sørgelig sølvblamage den 22. maj.

Det er både fortvivlende og nærmest skandaløst at Danmarks dyreste hold kan solde et forspring på 9 point væk. Men det er desværre også logisk. Døden har altid en årsag. Kampen mod Brøndby i søndags var selve definitionen på FCK’s store problem: “Vi” spiller fodbold med frygt, forsigtighed og håndbremsen trukket.  

Men sådan er vi ikke. Tværtimod. Selvforståelsen og udtrykket hos byens blærede boldspillere er nemlig historisk lige modsat. Siden 1992 har vi stået for den anti-jyske positive arrogance: FCK bestemmer. Dem vi møder skal være bange. Og udgangspunktet er, at alle de andre hold i Superligaen skal knuses, hvis de viser det mindste svaghedstegn. Kun ude i Europa er der grund til ydmyghed og udpræget forsvars- og fedtspil.

Men desværre spiller FCK denne sæson æresfrygtig Europafodbold i den hjemlige turnering. Og når man kamp efter kamp har problemer med at holde risikable et-måls føringer – og samtidig har mere end svært ved overhovedet at score, så går det galt. Som det gjorde efter 92 minutter på Hjalte Park med en tåbelig udligning i overtiden. Måske var det momentet, der kostede et mesterskab. Men det var ikke uheld, tilfældigheder, skader eller dommerens skyld. Kun vores egen.

For på det tidspunkt burde FCK have ført 3-0, så Bøffernes mål alene havde været en clean sheet-irritation for den polske målmand og statistik-nørderne.

Logikken er enkel: vi mødte et såret hold, der havde tabt syv kampe i streg. To af deres bedste spillere havde karantæne, moralen ude ved motorvejene var lav - og reserverne i Brøndby har mildt sagt ikke noget højt niveau. Den slags fordele skal udnyttes brutalt, og det gør man ved at møde modstanderen med massivt presspil over hele banen. Brøndby skulle simpelthen skræmmes og trues fra første fløjt. For her reger’ FCK. Brystet frem og bissen på. Det er selve vores DNA mod dårligere hold, der nådesløst skal moses ned mod egen baglinje. Søndag mødte vi mesterskabsspillets bundprop, hvor ikke en i deres start-11’er kunne få plads på vores hold. Alligevel var oplægget åbenbart at have masser af respekt for de gule og derfor spille med en ydmyghed, som om vi var på besøg som kanonføde hos Benzema og Modric i Real Madrid.

Men FCK skal være respektløse. Og fandme ikke nusse bolde rundt med forudsigelige indersidespark i bagkæden, lade Falk spille falsk libero (mit selvopfundne udtryk) eller bede Vavro og Grabara losse skyskraber-bolde henover en overbefolket midtbane og ned på modstanderens banehalvdel mod den desværre altid enlige angriber. Men sådan så det ud i Brøndby. En kamp, der udviklede sig til en af sæsonens ringeste og kedeligste i en sløv søndagsseance af fantasiforladte tværpasninger og tilforladelige tilbageløb – med Pep Biels pragtmål efter 28 minutter som eneste undtagelse.

Resten var fodbold med livrem, styrthjelm og seler. Og 11 mand i hvidt tøj iklædt forsigtighedens dyne. Ingen powerplay, men til gengæld talløse tabte andenbolde, som betød, at BIF’erne fik bolden og FCK måtte hjem og organisere sig – oftest med alle 11 mand. Vi har desværre set det før i denne mærkværdige sæson. Kampforløbet var forventeligt som slutningen på filmen om Titanic. Og desværre endte det noget nær ligeså galt.

Og lad mig fra brokkehjørnet være helt ærlig – set over hele sæsonens 29 Superligakampe, der har budt på kun 17 sejre og et målgennemsnit på 1,7 pr. kamp:

Der har kun været momenter at lækkert, hurtigt, frigjort FCK-spil i de to hjemmekampe mod Brøndby (2-0) og mod Randers (3-0). De kampe var godkendte, men stadig uden at være prangende. Ellers er alle kampe i dette forår spillet efter den triste og tvivlsomme forsigtighedsskabelon: hold kæderne, spil gerne bagud eller på tværs – og håb på det bedste. Kommer vi foran, er det hjem på egen halvdel for at få tiden til at gå. Det har naturligvis stoppet blødningen af indkasserede mål fra sidste sæson, hvor FCK var latterligt ringe nede bagved. Men prisen er høj, og nu er den måske ved at koste endnu et mesterskab. Vi scorer færre mål end der er solskinstimer i Glasgow – og som tilskuer er det faktisk sjældent særlig sjovt at se på. Og fodbold er for helvede også underholdning! Ikonkampe med lækkerier, 5 mål og en udtværing af modstanderne. Sådan nogen, hvor man allerede sidst i første halvleg kan læne sig tilbage i plasticsædet uden at være bange for, at sejren smutter ved en tilfældighed i overtiden.

“Sæt spilerne fri,” siger Jes Dorph til de mange trænere m.m. omkring holdet. Foto: David E. Bastian-Møller, Copenhagen Sundays.

Jeg ved godt, at Jess Thorup og hans enorme stab har et kæmpe ansvar for at holdet vinder. De har også meget mere forstand på fodboldfinesser, taktik, spillernes tilstand og den slags end jeg har. Deres dedikation til projektet fejler ikke noget - tværtimod. Men måske er staben desværre også ved at overtænke holdet ihjel med skabeloner, magnetplader, statistikker og alskens moderne opmåling af spillernes gøren og laden på banen (det er vistnok derfor, de spiller med “BH” under kamptrøjen).

Thorup ynder efter de mange ikke-vundne kampe at sige til pressen: ”Nu må vi hjem og evaluere”. Som om der er noget, han ikke opdagede derude i sin kridt-firkant på sidelinjen. Noget, han først finder ud af senere med en blok og en fjernbetjening med masser af repeat og slowmotion, efter et sløvt FCK-hold for eksempel er blevet overmandet af Randers i Parken. Og som Thorup siden i fodboldlaboratoriet kan ”evaluere” sammen med de rigtig mange mænd, som også sidder sammen med ham under kampene i deres sorte Adidas-dragter med iPads og øretelefoner i udskiftningsboksen. Når de ikke er ude og pege i alle mulige retninger på sidelinjen til spillerne, som jeg har mistænkt for ikke altid helt at forstå de komplicerede kommandoer.

Jeg er sikker på, at Thorup og co er ekstremt professionelle og grundige i forberedelserne. Der laves game-planer på samlebånd – og der studeres og indøves alverdens ting på computere og træningsbaner. Alt sammen med et nærmest videnskabeligt sigte på sejre og guldmedaljer.

Men nu er vi desværre i trængselstider, hvor FCK trods endeløse analyser og storindkøb af spillere, chefer og trænere til mange millioner, hverken kan score eller vinde (4 mål og 5 point i 5 kampe). Derfor får jeg som dedikeret og - skal jeg også understrege - fuldstændig ansvarsfri mandagstræner inden onsdagskampen mod Silkeborg lyst til bare at skrige op i fodboldhimlen og ud mod 10’eren:

”GIV NU LOS OG SÆT SPILLERNE FRI”.

FCK har det med afstand bedste fodboldhold i Danmark.

Drop evalueringer, fejlfinding, forsvarsfiduser og fedtspil med Falk.

Overlad ansvaret til spillerne.

Smid to mand op i front.

Skal der være en gameplan, så lad den hedde: ”Vind 3-0 eller endnu mere”.

Og giv den så for helvede max gas på kattegruset i Parken.

Kampen mod Silkeborg er reelt en pokalfinale. Sådan nogen skal nydes og spilles helt frit.

Og hvis vi ikke vinder den, har vi alligevel sandsynligvis tabt pokalen. DM-pokalen.

Bare tre små eller helst store sejre til – i så fald spiser jeg gerne et papirprint af dette mavesure manuskript i en livesending på Copenhagen Sundays.

Forza F.C. København.