LERAGER: SIKKER PÅ, VI VINDER GULD

LERAGER: SIKKER PÅ, VI VINDER GULD

“Begravelsesstemning” er det bedste ord for F.C. Københavnernes udtryk foran pressen et kvarter efter 1-1 kampen søndag - og BIF-udligningen i overtiden.

Mens holdkammeraterne kom ud af omklædningsrummet med tomme blikke vendt mod kakkelgulvet, stillede Lukas Lerager op for at svare på spørgsmål fra journalisterne. Og han forsøgte da at se lyset i mørket efter det skandaløse tab af 2 point mod et hold, der havde tabt 7 kampe på stribe.

“Det er vores egen fejl i dag, men vi har det stadig i vores egne hænder. Lige meget hvad der sker i Aalborg i aften”, sagde Lerager, der afviste at der nu er uro i truppen - efter forspringet på 9 point næsten er soldet væk.

“Overhovedet ikke. Da vi gik ind til foråret, var vi bagud. Så vi er stadig det bedste hold. Vi har stor tiltro til os selv, og vi har allerede en ny kamp onsdag (Silkeborg i Parken, red). Vi skal være klar til den kamp, og den skal vindes,” sagde midtbanemanden.

-Men er der noget, man skal lægge af sig, når man taber sejren til sidst som idag?

“Selvom man er ved at springe i luften, så nytter det ikke at gå ind til Silkeborg-kampen og tænke på, vi tabte to point herude,” sagde Lerager.

-Det var ikke et kønt derby, og det virker som to hold, der hakker lidt i det?

“Når vi finder vores positioner, får vi spillet godt omkring dem, og hvis vi havde haft tålmodigheden, er jeg sikker på, vi havde vundet”.

-Hvor stor en skuffelse vil det være, hvis I ikke vinder guld?

“Jeg er sikker på, vi vinder guld. I dag taber vi to point i overtiden, men igen: det ligger stadig i vores hænder. Vi bliver mestre, fordi vi har tiltro til os selv. Men der da nogen ting, vi skal have snakket igennem. Vi skal have mere tålmodighed til at få vendt spillet og skabe mere plads til vores farlige mænd oppe foran. Og så skal vi have bragt nogen flere spillere med frem,” sagde Lukas Lerager.

-Hvis man ser det udefra, kan man tænke, at I for meget forsøger at forsvare 1-0 føringen - i stedet for at få lukket kampen til 2-0. Og det er jo ikke nogen tilfældighed. I scorer generelt for få mål. Hvad snakker I om inde på banen den sidste halve time?

“Vi skal holde mere i bolden. Når vi kører i en side,så prøver vi at komme igennem og så kan de køre deres omstillinger. Og så bliver det hele tiden sådan omstilling på omstilling. Det gælder om at komme op og lægge trykket hele tiden. Det synes jeg er det store problem idag,” sagde den skuffede FCK-spiller.

-Hvad talte I om i omklædningen lige bagefter?

“Der blev råbt og skreget en masse. Ting, der lige kom ud af hovedet. Det var ikke kønne ord. Og så blev der snakket om, at vi skal fokusere på kampen på onsdag,” fortalte Lerager.

-Hvordan håndterede I, at der ikke var FCK-fans på stadion idag?

“Det håndterede vi godt nok. Man kunne godt se, at de første 10 minutter var lidt dødt og manglede noget energi fra begge hold dog,” sagde Lerager.

-Onsdag er det Silkeborg, som I har haft det utrolig svært med i denne sæson. Så det er vel ikke drømmemodstanderen efter det her?

“Ja, vi har haft det svært mod dem, men vi spiller i Parken og så må vi komme ud med alt, hvad vi har og vinde den kamp. Vi skal slå dem”, sagde Lukas Lerager, som til gengæld ikke ville tale om græssets kvalitet i Parken - og at der blev holdt stor privatfest på banen lørdag.

“Vi ved, hvordan den bane er, og det er sådan, det er,” sluttede FCK-spilleren.

Fotos: Copenhagen Sundays.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!