David E. Bastian-Møller

LERAGER EFTER GODT INDHOP: JEG ER KLAR, SÅ SNART DE HAR BRUG FOR MIG

David E. Bastian-Møller
LERAGER EFTER GODT INDHOP: JEG ER KLAR, SÅ SNART DE HAR BRUG FOR MIG

Mandag var F.C. København på jagt efter sin fjerde sejr i træk. Løverne gæstede Lyngby Boldklub og Jess Thorups trup til kampen var stjernespækket med stort set alle førsteholdsspillere tilbage fra skader. Kun Kaufmann og Ankersen måtte atter se med hjemme fra sofaen.

Efter kampen var det en følelsesmæssigt blandet Lukas Lerager, der mødte pressen i mixed zone. Midtbanespilleren var glad, for at have hjulpet holdet med at komme foran og score karrierens første superliga-mål. Han var dog ikke tilfreds med den skuffende pointdeler i Lyngby.

Foto: David E. Bastian-Møller.

Foto: David E. Bastian-Møller.

”Jeg er glad for mit indhop, men jeg er selvfølgelig meget irriteret over resultatet. Vi skal have tre point her med fra. Ja, det er sgu egentlig lidt træls,” sagde Lerager.

- Hvad ser du derude (på bænken, red.), indtil du kommer ind?

”Nå men jeg ser, at gutterne de har styr på det. Vi spiller selvfølgelig lidt mere direkte i anden halvleg, qua banen den er, som den er. Det synes jeg, vi har meget godt styr på. Vi har også chancerne til at gøre det, men mangler lige det sidste, for lige at straffe dem,” sagde midtbanespilleren.

I kampen mod AC Horsens, fik Lukas Lerager sin debut i F.C. København-trøjen. En kamp, hvor Lerager også måtte starte på bænken, hvorfra han kom ind i anden halvleg. Siden debuten i Horsens, er det endnu ikke blevet til en startplads for Lerager. Ifølge den nye løve, er han klar til at starte kampen og gå på jagt, for at få de tre point.

”Jeg er klar til det, så det op til Jess (Thorup, red.), altså der er en konkurrence på holdet, og det holder alle sammen skarpe, så jeg er klar, når han har brug for mig,” sagde Københavns nr. 12.

Lerager præsterede mandag aften et godt indhop, flankeret af en scoring kort efter han var kommet på banen.

lerager_mål_zeca_www.jpg

FCK-spillerens første mål i den hvide trøje, og i superligaen nogensinde, blev dog en kort fornøjelse. Lyngby spurtede med det samme ned mod ’Kalle’ i FCK-målet og udlignede til 2-2. For anden gang måtte løverne altså se de kongeblå udligne, efter at have bragt sig foran.

”Jo men det er jo faktisk over i min side, de kommer igennem. Jeg ser i situationen, at der er en, som løber i ryggen på mig. Men ja det går hurtigt lige pludselig. Jeg ved ikke om vi organiserer, det burde vi jo være, men det er noget, vi må hjem og kigge på,” sagde Lerager.

Et skuffende resultat for Københavnerne, der måtte se sig skuffet vende hjem, med en pointdeler i Lyngby. For løvernes nye midtbanespiller, betød karrierens første superliga-mål ikke meget, for ham er det kun de tre point, som tæller.

”Det altid dejligt at score men altså, jeg vil sgu’ hellere have de tre point,” sagde nummer 12 om målet.

- Du kunne være gået ud med meget mere glæde, går jeg ud fra, hvis det også havde været sejrsmålet?

”Nå, men det gælder om, når du sidder på bænken, så se kampen igennem. Så komme ind, med en masse energi. Se hvor man kan ramme modstanderen og hvor har vi vores områder ad kampen, hvor vi kan gøre ondt på de andre. Det gælder det om, når man sidder ude. Jeg prøver bare at komme med en masse energi. Ja, selvfølgelig irriterende vi ikke vinder,” sagde Lukas Lerager.

- Er du også lidt som en tiger i et bur, at nu vil du altså gerne ind og have den der startplads?

“Ja, det er kun fordi jeg er ny i klubben, eller så plejer jeg bare at køre på og bide mig ind på holdet igen,” sagde målscoreren.

- Du tager det meget stille og roligt? Det giver måske meget god mening det her med, at du bliver kørt stille og roligt ind fra start måske?

“Ja altså, jeg havde lidt med baglåret, da jeg kom (til København, red.), men igen, jeg er klar, så snart de har brug for mig. Gi’r den gas til træning og glæder mig til, når jeg får min første start,” sluttede Lerager.

Foto: Copenhagen Sundays.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!