NULLERT PÅ HEDEN – IKKE SÅ RINGE ENDDA!

JES DORPH fortæller her om kampdagen på den jyske hede før, under og efter 0-0 kampen i Herning. Om VAR-dommeren, der heldigvis skulle tisse i pausen – om heltene på væggene i Herning – om Rasmus Falks tynde ankler og om Grabaras mesterlige, men også selvforskyldte feberredning.

To tosser på tur. Foto: Jes Dorph-Petersen.

VAR-dommere skal heldigvis også tisse i pausen. Derfor havde Jakob Kehlet efter første halvleg forladt fjernsynsvognen og stod i toilet-køen under hovedtribunen i Herning.

”Var den tæt ved at være inde?,” spurgte jeg den pæne mand med det sølvgrå hår.

”Nej, bolden havde med sikkerhed ikke sluppet stregen,” sagde Kehlet om Nicolai Boilesens usædvanlige tilbagelægning efter et kvarters spil – den, der siden skulle vise sig at være topkampens klart største målchance.

Grabaras glidende og ikke særligt graciøse redning mindede om en baseballspiller, der kaster sig i desperat dødsforagt for at nå basen i tide. Forskellen var bare, at den pinkklædte polak også fik lidt hjælp fra en målstolpe, panden og en af sine handsker til lige nøjagtigt at holde bolden inde på banen – og dermed også holde nullet og sikre sig endnu en clean sheet. Men redningen udløste enormt mishag på tribunerne, fordi dommer Morten Krogh ikke dømte mål.

Sekvensen blev vist omkring 15 gange på de to storskærme og jydefolkets fornemmelse for et justitsmord mod de sortklædte ulveunger voksede for hver afspilning. Men ikke et eneste af billederne var taget i flugt med baglinjen, og vi fik ikke vist optagelserne med de grafiklinjer, der afslørede alt ude hos Kehlet i VAR-vognen. Så ingen af os på stadion blev reelt klogere af de endeløse repetitioner. Kun mere sure – hvis man altså holdt med FCM. Hvad de fleste naturligvis gjorde – undtagen de 1.100 københavnere, der stod i en samlet flok længst væk fra Grabara-redningen. Og som igen igen larmede meget mere end hjemmeholdets tilskuere.

Københavnske fans på udebane. Foto: David E. Bastian-Møller.

Respekt til de rejsende fra Sektionen og C-tribunen – og til Nicolai Boilesen, der var første mand hos pressen i mixed zone 10 minutter efter sidste fløjt. Han tog nemlig bommerten fra den humoristiske side.

”Jeg var den farligste mand på banen,” sagde Boile og fik dermed sikkert også demonteret journalisternes lyst til at bore endnu mere i brøleren. For nu kom de jo til at grine sammen med anføreren, der i øvrigt klædeligt undlod at skose sin målmand for at stå næsten nærmere hjørneflaget end målet, da tilbagelægningen faldt. Grabaras mærkværdige placering hører med til historien om sekvensen, der var en støvlespids fra at skrive sig ind som det måske mest tåbelige selvmål i superligahistorien.

Boilesen var stadig iført sine hvide fodboldstøvler, da han kom ud fra omklædningsrummet til reporterne – og det er usædvanligt. Næsten alle de spillere, klubberne udpeger til pressekommentarer møder godt nok op i deres beskidte kampdragter, men de fleste har taget støvlerne af og kommer frem foran mikrofonerne i strømpesokker eller – som Rasmus Falk gjorde i søndags – i badetøfler. Ligesom Boilesen er Falk en venlig og reflekteret mand, der faktisk forsøger at give gode og fornuftige svar på de mange spørgsmål af - lad mig udtrykke det pænt – ret svingende kvalitet.

Rasmus kender sin plads som FCK’s vigtigste spiller, og var reelt mere end mellemgodt tilfreds med, at kampen endte uafgjort. Jeg hørte dog ikke efter hele tiden, fordi jeg kom til at kigge ned på Falks ankler i de stribede badetøfler og tænkte, at det nærmest kan kaldes et mirakel, at den lille mand stadig kan stå op på de prægtige pinde. Rasmus Falk må jo springe for liv og førlighed i hver eneste kamp - således også et par gange denne søndag, hvor det heller ikke havde været langt fra fodboldloven, hvis der var givet et rødt kort i anden halvleg til en af spillerne fra hjemmeholdet.

Nicolai Jørgensen har ægte fodboldspillerfødder. Foto: Jes Dorph-Petersen.

Nicolai Jørgensens ankler er til gengæld mere robuste – det kunne jeg tydeligt se, fordi NJ stillede op foran pressen i bare fødder. Eller ikke helt bare. To af tæerne og begge ankler var tapet op – og hans storetå-negle bar præg af, at fodboldspillere ofte træder hinanden over tæerne – og at fodboldstøvler er bløde og derfor ikke giver nogen som helst beskyttelse. Det var noget andet, dengang jeg var knægt. Der spillede vi i Gola, der havde en hårdhed nærmest som en skistøvle – og vejede nogenlunde det samme som den AGV-styrhjelm, jeg havde på, når jeg kørte til træning i HIK på min Puch 3-gear knallert.

Jeg har altid godt kunnet lide Nicolai Jørgensen! Ikke kun fordi han har leveret mange mål og fantastiske kampe for F.C. København. Og heller ikke kun, fordi hans far har en gocart-bane udenfor København, hvor jeg engang er blevet nummer 2 i en firma-turnering. Nej, jeg kan lide Nicolai, fordi han simpelthen er behagelig. Han ser ind imellem lidt sørgmodig ud, men den blonde angriber med det rødlige fuldskæg er altid nærværende og i godt humør. Også søndag i Herning, selvom hans præstation inden udskiftningen med rivalen Babacar ikke just sikrede ham en langtidskontrakt med københavnerne. Alligevel smilede Jørgensen bagefter – og talte tydeligvis fra hjertet, da han blev spurgt til sine drømme om fodboldfremtiden.

En flink mand i mixed zone. Foto: David E. Bastian-Møller.

”Hvis det var op til mig, er der ingen tvivl: så bliver jeg i FCK i mange år,” sagde Nicolai og så næsten ud som om, tanken om endnu en flytning til udlandet føltes vederstyggelig.

Jess Thorup kom ud til journalisterne i mixed zone som den sidste fra udeholdet. Klædt i det, der efterhånden er blevet hans uniform: hvid skjorte, slips og den mørkeblå striktrøje med lynlås og krave fra tøjsponseren Les Deux. Thorup er ligeså venlig, som han er velklædt. Og han giver sig også tid til at svare og levere de nødvendige sætninger til journalisternes artikler. Men nogen storleverandør af one-linere til overskrifter bliver cheftræneren aldrig. Det er heller ikke en disciplin, jeg tror Thorup er interesseret i. Hvis det kikser med trænerkarrieren, bør Jess Thorup måske forsøge sig i diplomatiets verden.

Uafgjort i Herning var ”Mission completed” for F.C. København, og spillerne kunne med deres headphones og rullekufferter lunte ud i den store, matsorte bus og køre de 303 kilometer hjem til Frederiksberg med en vis lettelse: afstanden til de eneste guldrivaler er stadig 3 point og en bedre målscore – og nu er der kun 12 point tilbage at spille om.

”Jeg vil i hvert fald hellere være i vores situation end Midtjyllands,” som Boilesen udtrykte det.

Banens farligste den søndag på Heden. Foto: David E. Bastian-Møller.

Inden kampen havde jeg i vores Copenhagen Sundays-optakt som sædvanlig tippet resultatet skrupforkert. 2-1 til FCK var mit bud – og David ramte endnu længere fra skiven ved at tippe 3-1. Men vores analyse holdt stik: man slipper kun hjem fra MUH Arena uden nederlag ved at spille med muskler, vilje og hjerte. For det var ikke kønt, hvad FCK leverede derovre. Slet ikke i det første kvarter, der lignede et truende sammenbrud på banen. Men drengene kæmpede sig tilbage – med en helt anderledes hårdhed og styrke end ugen før i Parken mod Randers. Så også på den front var 0-0 et godkendt resultat. Og set på spil og chancer var det bestemt ikke uheldigt. Hvis ikke dette blev publiceret i et fan-forum, ville jeg muligvis endda have påstået, at Midtjylland spillede bedre.

Og efter Herning mangler vi stadig at se en fodboldkamp, hvor København smadrer modstanderen og scorer mere end ét eller to mål. En af dem, hvor vi tilskuere allerede i starten af 2. halvleg kan læne os tilbage og nyde fodbolden – uden at være bange for resultatet.

Selv Rasmus Falk erkendte, at ingen af sæsonens hidtidige 28 kampe har været perfekte. Lidt her – lidt der. Men stadig kun momenter af skønhed. Hvad bare ikke er det vigtigste, som Falk også påpegede: for det handler allermest om guldet. Faktisk handler det KUN om at vinde guld. Så kan Barcelona-spillet komme næste år, når holdet med mange unge folk er mere spillet sammen, som Rasmus Falk formulerede det.

Det var blevet mørkt, da David og jeg rullede hjem fra det jyske, så vi kunne ikke længere tælle jydekroge på motorvejen. Det kunne vi til gengæld på vejen over, og skiftet er markant, når man har krydset Fyn og passeret Lillebælt: antallet af anhængertræk vokser dramatisk i Jylland. Jeg vil gætte på, at hver anden bil efter Vejle havde en jydekrog under nummerpladen. Men ikke en eneste bil brugte konstruktionen denne søndag eftermiddag. Ingen anhængere med speedway-cykler, brændestabler eller andet ragelse. Måske var hele banden bare på vej hjem og se fodbold. Eller til 1. maj-demonstrationer…

Det skulle David og jeg så ikke, for vi skulle på stadion langt væk hjemmefra og var kørt fra hovedstaden allerede ved middagstid. Men vi var integrerbare, for Davids bil, som er en ikke helt ung stationcar med visse start-problemer, har faktisk også sådan en jydekrog.

”Men jeg ved ikke hvorfor. Krogen sad på bilen, da jeg købte den”, lyder hans forklaring. Eller rettere: undskyldning. David kunne ellers godt bruge lidt aflastningsplads i sit køretøj – der er nærmest pulterrums-stemning over både bagsæde og bagagerum. Oprydning er ikke redaktørens spidskompetance. Til gengæld er David en engageret bilist, der også viser store evner som kritisk trafik-kommentator, hvis en ældre dame i en Daihatsu kun kører 94 kilometer i timen i overhalingsbanen – eller når en BMW med tonede ruder slalommer sig igennem motorvejen. David kan også sætte mange ord på både vejarbejder og forvirrende direktioner fra hende damen inde i GPS’en. Den er i øvrigt konstant tændt i Davids bil, eftersom han er fuldstændig blottet for stedsans. Uden GPS var vi endt enten i Rødby eller på Læsø denne søndag.

Og for første gang i verdenshistorien var der IKKE lange køer og forsinkelser på Fyn, så vi var fremme i Herning i god tid. ”Ankommet til destinationen”, som vores redningskvinde sagde nede fra mobilen i kopholderen. Derfor kunne jeg snuse lidt til atmosfæren, inden vi sendte optakt klokken 16:30 fra lobbyen under hovedtribunen.

Herning hylder sine helte. Foto: Jes Dorph-Petersen.

I Herning hylder man sine lokale helte, som vi allerede fik en forsmag på i en rundkørsel i et industriområde i forstaden: her tronede en større skulptur af en cykelrytter, som naturligvis kun kan være byens stolte og rene søn: Bjarne Riis, der dog ikke var at finde i VIP-området til fodboldkampen.

Her så vi til gengæld ikke helt få tilsyneladende betydningsfulde mænd i sorte FCM-vindjakker og den tvivlsomme midtjyske tøjspecialitet: lyseblå skjorter med reklamer på flipperne.

Forhallen på MCH Arena er også designet med stor hensyntagen til sponsorer – samt en hyldest til fodboldholdets største stjerner, som portrætteres på enorme fotostater overalt. Man kan så undre sig over, hvad den faste bænkevarmer Pione Sisto skal i det fine selskab – men mon ikke han blev udvalgt som blikfang og hovedperson, inden sæsonen gik i gang og han manifesterede sig som marginalspiller?

Sisto, Erik, Jes og Isaksen. Foto: Jes Dorph-Petersen.

I centrum for det hele er dog forståeligt nok Erik Sviatchenko, der – selvom han først kom på banen i 2. halvleg mod FCK og faktisk blev født i rivalbyen Viborg – er selve inkarnationen af FC Midtjylland. Klublegende, DNA, kulturbærer – alt det der, vi også siger om folk som Delaney, Zeca og Kvist.

Sviatchenko pryder endda også herretoiletterne på en reklame for velduftende håndsæbe – og så kan man vel ikke nå højere i en fodboldklub med store ambitioner. Måske fik Jakob Kehlet også øje på reklamen i pausen…

Nu håber vi så, at de om 19 dage stiller sig tilfredse med at få sølvmedaljer derovre i trekantsområdet. Og at Herningkampens farligste spiller kan løfte DM-pokalen i Parken den 22. maj hen under aften.

Inden da skal vi lige allerførst et smut til Brøndby på søndag og møde mesterskabsspillets bundprop, men også suverænt mest stabile hold: 7 nederlag på stribe og en målscore på 2-15…