DERBYDRAMA PÅ FLADSKÆRMEN

Jes Dorph så 3-1 gyseren i Brøndby alene hjemme i stuen – dog sammen med en kat. Det har sine fordele at se fodbold i fjernsynet. Men der er også noget, der er irriterende….

Jes Dorph-Peter måtte af ukendte årsager se søndagens derby fre sofaen. Foto: Dorph selv.

Det er grufuldt at se sådan et derby i fjernsynet alene – eller næsten alene. For jeg var sekunderet i stuen af en kat, som vi har til låns i disse dage fra en slægtning på rejse. Men den sov under hele kampen, indtil jeg skreg min glæde ud i stuen efter Christian Sørensens hovedstød til 3-1 i minut 85. Da vågnede dyret med et sæt i lænestolen og fortrak forståeligt på grund af skrigeriet til et tilstødende gemak for at fortsætte sin lur.

Og selvom katten ikke opdagede det - og helt sikkert er ligeglad - endte kampen i Brøndby som bekendt lykkeligt for os andre. Men undervejs var F.C. København af flere grunde på afgrundens rand. Og så meget mere imponerende er det derfor, at vi vandt 3-1 og fortsat er med i guldkampen. F.C. København er endda med søndagssejren tilbage på førstepladsen, takket være en vidunderlig overtidsscoring på et frispark i Aarhus to timer senere. Uafgjort i det jyske var tilmed et nærmest genialt resultat, fordi det reelt handicappede to af de tre guld-konkurrenter i den hidsige pointjagt.

Men tilbage til derbyet og den smukke sejr på vestegnen: på den anden side er det også bekymrende, at vores hold må grave så dybt og spille så alternativt for ikke at blive smadret af modstanderen og miste flere points. Heldigvis gik det trods massiv modgang mestrenes vej i søndagens solskin på Hjalte Park. Og det kan vi ikke rose hverken spillerne eller Jacob Neestrup nok for. Nærbillederne af cheftræneren under kampen viste, at her var en mand under pres.

Kampen mod Brøndby var på forhånd (og udviklede sig undervejs) præcis så vanskelig, som hvis en skiløber mistede sine stave på vej ned af pisten under et styrtløb. Pauseføringen på 1-0 takket være Jelerts kattepote til Claessons perle-pande står i skærende kontrast til omstændighederne for København efter de første 45 minutter. Her var status nemlig foruroligende:

­–Et nyt midterforsvar med tydelige placeringsproblemer.

–Tidlig advarsel til Victor Claesson.

–Tidlig advarsel til en – i starten – usikkert spillende Valdemar Lund.

–Tvungen udskiftning af Mo Daramy, der humpede ud på bænken.

–En rystende svag frontangriber Haraldsson.

–Et Brøndby-hold, der vandt næsten samtlige andenbolde og spillede bedst.

–Ingen FCK-pres eller vellykkede angreb – bortset fra ved scoringen.

Problemerne blev tydeliggjort af Brøndbys overlegne ball-possesion på 61 % i første halvleg - og yderligere understreget af Ankersens mislykkede og forsinkede tackling ni minutter efter pausen, som kostede et straffespark. Og en udligning.

Da hviskede jeg i min ensomhed foran fladskærmen til den sovende kat: ”Vi skal være glade for uafgjort i dag.” Og herefter skulle vi igennem et angsfyldt kvarter mod et sultent hjemmehold – inden en af dagens bedste mænd i Brøndby, Christian Sørensen fra venstre side fik lagt bolden lige præcis ind i området mellem Brøndbymålmand og forsvarere med sin mesterlige venstre inderside. Jordan Larsson kunne nærmest juble, inden han puffede bolden over stregen til et af karrierens nok nemmeste mål.

“Og da Daniel Wass kort efter bestemte sig for at spille kompromisløs macho-forsvarer med sin hjernedøde to-bens-tackling, var spillet ude for Brøndby”

— Mandagstræner Dorph

Københavnerne, der i går grundet omstændighederne spillede decideret kontrafodbold med et 5-mandsforsvar havde for anden gang i kampen slået til i en omstilling – og var pludselig foran. Og da Daniel Wass kort efter bestemte sig for at spille kompromisløs macho-forsvarer med sin hjernedøde to-bens-tackling, var spillet ude for Brøndby. Og sejren hjemme for FCK. Mission completed ude ved motorvejene.

Selvom jeg foretrækker at være på stadion og opleve fodbold live, er der heldigvis  enkelte fordele ved at se fodbold i fjernsynet fra sofaen hjemme i stuen – udover siddekomforten og den nemme adgang til køleskab, kaffemaskine og toilet. For eksempel kunne jeg i dag se Wass’ stupide sakse-manøvre gentaget syv-otte gange fra alle vinkler. Og dermed hidse mig endnu mere op over svinestregen.

Tv-dækningen af Superligaen er selvfølgelig ikke på Champions League-niveau, men den er faktisk fremragende med masser af kameraer og fascinerende slow-optagelser. Jeg kan også godt lide en optakt med Stig Tøfting og Kenneth Emil Petersen, der udover at være et par glade, begejstrede drenge også siger mange kloge ting i optakten til kampen. Til gengæld er jeg mindre imponeret over kommentator-arbejdet. Ingen tvivl om at TV3 prioriterede kampen i Brøndby højt ved at sætte selveste Brian Laudrup og Niels Christian Frederiksen bag mikrofonerne, men sidstnævnte har en kedelig vane med tilsyneladende at være manisk bange for tavshed. Frederiksen snakker nemlig konstant under kampene – og selvom jeg har den dybeste respekt for hans store fodboldviden, er det altså også trættende med alle de ord. Ikke mindst fordi hovedparten af hans utallige sætninger handler om, hvad han selv synes om kampen. Og det er altså ikke kommentatorens opgave at være smagsdommer og fortælle mig, at et langskud, som ender på øverste tribune er dårlig udført. Det kan jeg sådan set godt selv se.

Og ærlig talt: jeg vil også gerne hjemme i stuen fornemme lyden fra et stadion – fra tilskuere, spillere, dommerens fløjte og råbende trænere – selvom jeg ikke er der selv. Eller rettere: netop derfor.

Så på torsdag til pokalfinalen og på søndag i Superligaen mod AGF sidder jeg som vanligt i Parken på Øvre A og ser fodbold, der hvor det skal ses – nemlig på stadion blandt tusindvis af rigtige mennesker – og ikke bare et sovende kæledyr. Og begge gange fortjente Marko Stamenic egentlig en plads i startopstillingen. Han var nemlig klart min Man of the Match i Brøndby, hvor han viste forsvarspil af høj klasse. New zealænderen spillede søndag som en rutineret feltherre. Det gør han desværre IKKE på søndag.

For hvad er selve definitionen på, hvad Jacob Neestrup har at rode med i sin efterhånden næsten tomme værktøjskasse i disse afgørende uger? Bedste mand mod BIF var en reserve, der spillede en uvant plads – kort før han forlader klubben. Og som uheldigvis tilmed brokkede sig til et gult kort, som sender Stamenic sammen med Claesson og Haraldsson direkte ud i karantæne- og skadeskøen, der snart kan nå hele vejen fra 10’eren på Frederiksberg og ind til Parken på Østerbro.

Så nu kan alle os Mandagstrænere de næste dage belære Neestrup om, hvem der skal spille på denne uges alternative amputerede (andet)hold i endnu to store, afgørende kampe. Problemerne tårner sig op, som de har det for vane konstant i denne sæson i F.C. København. Der skal derfor nok engang tænkes anderledes.

Så lad os lige huske på, at William Kvist stadig kun bor en cykeltur fra Parken. Og at Sibusiso Zuma for nylig er set i fin form på Øster Alle.

Måske går det hele alligevel.

FORZA FC!

Af Jes Dorph-Petersen
Foto: Dorph selv.