HJEM FRA AARHUS

–når 3-0 er den farligste føring.

Det har var én af de ting Jacob Neestrup stensikkert håbede ikke at se, lørdag i Aarhus. AGF udligner på hjørne. Foto: Lars Rønbøg/FrontZone Sport.

Af Jes Dorph-Petersen, Copenhagen Sundays.

Hvis fodboldkampen lørdag eftermiddag mellem AGF og F.C. København havde været et teaterstykke med indlagt pause, kunne man passende beskrive første akt som et veloplagt lystspil. Mens forestillingen i anden akt forvandlede sig til en dårlig gyser med en tåbelig slutning. 

Generalprøven på det forblæste reservestadion i det nordlige Aarhus startede nemlig både smukt og lovende, men udviklede sig til gengæld uventet og nærmest faretruende. Ordet sammenbrud ligger lige for, men eftersom der kun er tale om en træningskamp, hvor der hverken var points eller kvalifikation på spil, skal man være varsom sig med at konkludere alt for dramatisk. 

Men alligevel.

Fodbold er også psykologi og selvtillid. Derfor havde hjemturen for FCK-truppen naturligvis været anderledes munter og opbyggende, hvis spillere og trænere havde kunnet læne hovederne tilbage i bussens nakkestøtter og snakke om en sikker sejr på et par mål. I stedet rejste københavnerne fra Vejlby med frisk erindring om en anden halvleg, der nærmest var en kompakt og nådeløs genudgivelse af samtlige de problemer, holdet har sloges med i flere halvsæsoner. Og selvom der ikke var noget på spil i kulden i den jyske hovedstad, er det faktisk bekymrende, når et fodboldhold kollektivt punkterer nærmest som en soufflé.

F.C. København formøblede simpelthen en tre-måls føring efter pausen og tabte opgøret med 3-4. Den slags kan stensikkert mærkes i et fælleskab, hvor vindergénet er det egentlige og afgørende samlingspunkt. Og som Søren Lerby engang sagde: ”Du er aldrig bedre end din sidste kamp”. 

Nu kan man – med en lettere omskrivning af et andet klassisk citat konkludere, at 3-0 åbenbart er den farligste føring. 

Og lad os så fokusere på, hvad der skete på den frosthårde bane i Aarhus. 

Jeg vil dele træningskampen op i tre faser:

1)    Det første lille kvarter, hvor AGF var bedst og FCK havde visse problemer.

2)    Resten af første halvleg, hvor FCK efter første scoring satte sig fuldstændig på kampen og udnyttede sine chancer imponerende.

3)    Anden halvleg, hvor sejr og selvtillid blev sat over styr på en tsunami af velkendte fejl.

At AGF indledte kampen bedst er vel nærmest forventeligt. Uwe Røsslers drenge skulle – sekunderet af den traditionelle Malaga-afspilning - vise sig frem foran 4.000 fans på den nye, midlertidige hjemmebane, der minder om en blanding af et speedway-stadion og en dyrskueplads. Men trods de særprægede rammer, er interessen for de hvii’e heldigvis stadig stor både syd og nord for Aarhus, så spillerne kom på banen med en imponerende tænding. Derfor måtte F.C. København også i indledningen primært parere en række dygtige GF-opspil. De jyske ventiler skulle lige piftes.

Og intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For så blev der også mulighed for at trykteste forsvarsformationerne ved hjørnespark – dem, som der ikke mindst i La Mangas varme er trænet målrettet på i vinterpausen, så vi undgår efterårets mange udfald ved dødbolde. Det gik fint i indledningen i lørdags, men mildt sagt ikke senere i kampen…

Jacob Neestrup stillede op med en formation, der meget vel på mindst 9 pladser kan være den samme, som starter i Europa League i Parken på torsdag:

Ramaj, Gabriel, Hatzidiakos, Huescas, Lopez, Larsson, Robert, Delaney, Froholdt, Mattson, Chiakha.

Efter den rodede indledning lykkedes FCK med det, der kendetegner store dygtige fodboldhold: At score et mål på den allerførste chance. Og endnu mere lovende var det, at skytten var Amin Chiakha, der på aparte vis fik snydt Jesper Hansen ved at støde bolden til den modsatte side af, hvad AGF-keeperen forventede. Om det var med vilje at bolden fik det skæve stød, er ligemeget. Potentielle topscorere laver alskens typer af mål. Og den unge københavner med algiersk pas må nu have spillet sig til en startplads som angriber. Det behøver vel ikke være et handicap, at han kun er 18 år gammel og ikke tidligere har spillet i 7 udenlandske klubber. Det bør heller ikke trække fra, at knægten simpelthen er hurtigere på benene end alle sine (ganske få) konkurrenter til pladsen som spidsangriber. Og så er Amin Chiakha flittig i boldjagt og dygtig til at beskytte bolden med ryggen mod målet. 

Chiakas scoring forandrede kampen. Resten af første havleg ejede udeholdet, og den offensive 4-4-2 formation – der mere lignede en 2-5-3, når FCK fik presset bolden op i den anden ende - fungerede forbilledligt. Delaney og Froholdt passede og plejede med flid og nidkærhed den bagerste midtbane ved at erobre bolden tidligt og skabe ro i opspillet. Og fordi de to ragede så meget til sig, virkede den bagerste kæde også sikker og fornuftig. 

Vi så i flere opspil, hvor vigtigt det er at have to konstruktive, spillende midterforsvarere i Hatzidiakos og Gabriel, der kan andet end at hakke bolden ud af farezonen og udføre drabelige glidende tacklinger med livet som indsats. København spillede intelligent fodbold i alle kæder simpelthen. Og så elsker jeg Huescas tydelige instinkt for at lege hængende angriber i højresiden.

Vi så også i den vellykkede halve time en masse fløjspil, hvor både Robert og Jordan fik noget at arbejde med og derfor lykkedes med at udfordre og skabe overtal. Derfor blev opspillet farligt – og chancerne større end ved de ofte alt for tætbemandede aktioner midt på banen, som FCK traditionelt tidligere har haft for vane at rode sig ud i. Og med et bredere opspil og et AGF-forsvar, der blev trukket bredt og ud af balance, opstod også de to muligheder, som førte både til Roberts smukke mål og straffesparket mod Jordan Larsson.

Scoringerne til 2-0 og 3-0 var nærmest logiske, fordi spillet var så godt. Foran fik Mattson og Chiakha masser af plads. Især takket være en hårdt arbejdende firmands midtbane, der formåede at overtage spillet i den zone, hvor FCK ellers har haft permanente problemer i længere tid. Vi undgik stort set turbolensen fra pludselige modangreb, hvor modstanderne uhindret kunne føre bolden ned tæt ved F.C. København-feltet. I Aarhus blev der gået anderledes til vaflerne på midtbanen – og simpelthen spillet afbalanceret og klogt. 

FCK var AGF overlegne i de sidste 33 minutter af første halvleg, hvor vi også kunne glædes over Magnus Mattson, der i momenter lignede en hydrofoil-båd i topfart på et vindstille farvand, når han tog på togt op mod AGF-målet. Den mand kan vinde mange meter på en fodboldbane. 

Tilmed bankede Mattson straffesparket i kassen med en styrke og sikkerhed, der indikerer, at vi ikke skal frygte fremtiden fra 11-meter pletten, når Kevin Diks flytter sydpå til sommer. Eller er bænket, som han var mens det gik godt i Aarhus.

Således kunne spillerne med god samvittighed gå til pause med en (troede alle) stensikker føring på 3-0. Hverken et mål for stor eller for lille. Og hvis Neestrup havde tvivlet på holdets tilstand inden kampen, har cheftræneren sikkert følt sig godt tilpas inden anden halvleg – og sat en masse flueben på notesblokken. For hans plan lykkedes. Holdet klikkede her kun 5 dage inden årets første vigtige fodboldkamp sent torsdag aften i København mod Heidenheim.

“Alligevel bimler alarmklokkerne, for tre af scoringerne udstillede lige præcis de problemer, som FCK ellers har søgt en løsning på med nye trænere, ny målmand og fokuseret opdækningsterperi  og –terapi på træningslejren og på Nummer 10.”

— Jes Dorph

Men så fulgte en anden halvleg, der desværre spolede tilstanden for FCK tilbage til inden kampstart og sidste års mange fortrædeligheder. AGF scorede som bekendt 4 mål, hvad i sig selv er hvad der kan ske i en kamp uden resultatmæssig betydning. Alligevel bimler alarmklokkerne, for tre af scoringerne udstillede lige præcis de problemer, som FCK ellers har søgt en løsning på med nye trænere, ny målmand og fokuseret opdækningsterperi  og –terapi på træningslejren og på Nummer 10.

Lad os være venlige og kategorisere Mikael Anderssons scoring til 1-3 på straffespark som en af spillets tilfældigheder. Thomas Delaney træder samme Anderson over foden lige efter GF-spilleren har afviklet sit skud. Straffesparket var i øvrigt i samme kategori som det, F.C. København fik i første halvleg – hvor Jordan Larsson blev tacklet ureglementeret i feltet.

Den slags sker – og begge straffespark var korrekt dømt. Mere bekymrende er omstændighederne omkring de tre øvrige AGF-scoringer.

Således falder reduceringen til 2-3 efter en masse rod og manglende clearinger i FCKs straffesparksfelt. Bolden dumper ned til Mikael Anderson, der knalder den i kassen fordi han har tid og plads. Men den bold skulle have været losset helt over til det nærliggende Børglum-kollegie længe inden faren opstod.

Udligningen til 3-3 falder på en dødbold. Endda på et hjørnespark, som jo nærmest traditionelt er lig med panik og opdæknings-roderi for københavnerne. Godt nok ruller Kevin Diks sig inden sparket ind over Patrick Mortensen som bacon på en pølse i svøb – men alligevel lykkes det den indskiftede AGF-angriber at vride sig fri af både Diks og William Clem og med panden snitte bolden i mål uden egentlige problemer. Har vi set det før?

Ja, desværre.

 Og nedturen blev tilendebragt med fuld musik, da hjemmeholdets sejrsmål falder i overtiden på simpel sløset markering af hadeobjektet Nicolai Poulsen, der får lov til at sparke en stikning i mål fra kanten af feltet. Rundt om ham står og/eller lunter 3 (tre) FCK-spillere – hver med lidt over en meters afstand og derfor ude af stand til at forhindre, at chancen afvikles. Fordi Poulsen ikke er dækket op, selvom han befinder sig i en faretruende zone.

Konklusionen er altså, at F.C. København stadig er sårbare overfor:

1)    Manglende – kvalificerede – clearinger i eget felt.

2)    Dødbolde – især hjørnespark.

3)    Løse markeringer tæt ved straffesparksfeltet – også i de døende minutter…

Vi kan desværre ikke undskylde os med, at der blev skiftet så meget ind og ud i Aarhus i lørdags. Dels gjorde AGF det samme – dels var vores erstatninger mildt sagt ikke uprøvede akademispillere, som skulle mærke stemningen i topfodbold for første gang.

Neestrup satte tidligt i anden halvleg disse spillere ind: Claesson, Diks, Meling, Garananga, Achouri og Clem. Først til sidst kom West og Nemeth på banen (ja ja, ved stillingen 2-3, men alligevel).

“Og lad os så også lige runde testkampens mest omtalte spiller – inden opgøret: Vores nye målmand Diant Ramaj. Han stod efter min mening upåklageligt, og kan ikke lastes for et eneste af de fire mål.”

— Jes Dorph

Og lad os så også lige runde testkampens mest omtalte spiller – inden opgøret: Vores nye målmand Diant Ramaj. Han stod efter min mening upåklageligt, og kan ikke lastes for et eneste af de fire mål. Dem kunne ikke engang en 2,5 meter høj kloning af Peter Schmeichel og Gianluigi Buffon have forhindret. 

Ramaj viste endda stor sikkerhed i sit sammenspil med forsvaret – og hans fodarbejde er markant bedre end både Trotts og Grabaras. Jeg bemærkede endda med stor glæde, at Ramaj sparker lige godt med begge ben. Det er vigtigt, fordi forsvarerne derfor nemmere kan bruge ham som station, når der spilles rundt nede i eget felt.

Men den egentlige tryktest af den talentfulde tysker ser vi først de kommende uger. 

Ligesom det er tilfældet med selve fodboldholdet F.C. København efter en mærkværdig generalprøve i Aarhus.

PS: Børglum-kollegiet i Vejlby-Risskov er nævnt her, fordi artiklens forfatter selv boede der tilbage i 1982.