GULDET ER TABT OG NU SKAL DER RYDDES OP, HVIS FCK SKAL FORSTÆRKES

Klumme af Erik Jensen, international kulturjournalist på Politiken og glødende FCK-fan siden 1992.

Meget tyder på, at F.C. København smed guldet, da de – i tredjesidste spillerunde – tabte 1-2 til FCM i Parken. Foto: David E. Bastian-Møller/Copenhagen Sundays.

Sæsonen er forbi nu
& den nærmest fløj afsted
tomhændet står du tilbage & ka' slet ikke følge med

(Citat frit efter CV Jørgensen)

 Det var så spændende. Og så blev det pludselig nærmest ligegyldigt i de seneste dage. Fordi vi er ude af spændingsfeltet. Vi bliver ikke mestre, ja, vi får heller ikke sølv.

Vi skal stadig slås og kæmpe i to kampe for at blive nummer tre og i det mindste få adgang til en play off kamp mod Randers, Viborg eller Vejle om at komme ud i Europa. Men nummer 1 og 2 over os bliver Brøndby og FCM. Kvoten af mirakler er vist brugt op i dette slutspil. Så kan vi få lov at smage den bitre drik til sæsonafslutningen, de har drukket i forstaden og i Herning de sidste par år.

Jeg er langt fra sikker på, at vi får maksimumpoint med hjem fra Aarhus i aften eller i Parken på søndag mod FCN, som virker sådan lidt upåvirkede af al snak om medaljer og Europa, men bare prøver at spille god fodbold. Uden at tænke det hele ihjel.

Havde man givet medaljer alene ud fra spillet, stod de vel med guld, i hvert fald alene vurderet på slutspillet og de fantastiske halvlege, de har leveret. Ikke nødvendigvis hele kampe, for desværre gik de også ned på hjemmebane mod FCM’s enorme, fysiske tryk.

Jeg overlader gerne the blame game til andre. Er det Gabaras skyld med det fæle drop i Parken (nej, selvfølgelig ikke), er det Vavro, vi skal slæbe til skafottet (ej heller), er Neestrup alligevel en elendig træner eller er det PC, som igen har fucked up ved ikke at købe den defensive midt? Det spil er ikke så interessant i min optil og årsagerne er andre og mere komplicerede. Men helt generelt har FCK været for ustabile og ikke fokuserede nok på Superligaen, hvor vi kun i glimt har vist klassen og været det bedst spillende hold. Det matcher – pænt sagt – ikke ambitionsniveauet.

Lige meget. Videre. For selvfølgelig skal vi forsøge at slutte fremragende af med to sejre og dermed i det mindste Conference League, hvis vi altså vel at mærke kan. Selvfølgelig er skuffelsen enorm. Men forbavsende er det ikke at ende som nummer 3 i en sæson, hvor den europæiske vilje og tro på egne evner, desværre ikke blev modsvaret af en tilsvarende stabilitet i Superligaen. Hvor FCK aldrig rigtigt har været noget sikkert kort. Og alt for sjældent spillet godt og overbevisende.

Alt det forekommer lidt ligegyldigt nu, gør det ikke? Nu skal vi bare købe en god angriber og en defensiv midtbane af Zeca’ske dimensioner i sommerpausen, så skal vi nok få det hele sat på plads i næste sæson. Eller skal vi? Man skal nok ikke være professor i økonomi for at regne ud af, at nogle ejere, som ikke er så vilde for at investere i deres fodbold-forretning, næppe bare vil lade millioner rulle til Superligaens nummer 3 (eller 4, vi får se).

KÆMPE OPRYDNING PÅ LAGERET NØDVENDIG

Set med mine øjne er der en enorm dødvægt i FCK’s trup, som vi både som ejere og fans bliver nødt til at forholde os til. For selv om Boile, Khocholava, Corner og Roony ikke spiller og – tror jeg – ikke kommer til at spille mange minutter næste sæson eller nogensinde igen – for os, koster de os dyrt.

Det er alle fremragende fodboldspillere, fine repræsentanter, gode ansatte, hvis kontrakter man ikke bare kan rive i stykker og sige ’bye bye’. De er der også næste år, med mindre en eller anden samvittighed overfor klubben dukker op og en eller flere af dem selv siger stop og erklærer sig som fodboldinvalider.

Men, hvorfor skulle de det? De er sikret deres for nogles vedkommende absurd høje hyre, som de er i deres gode ret til at hæve. Ligesom – suk – Babacar, Karamoko og Mukairu samt Thomas Jørgensen der i princippet returnerer til FCK-basen fra lejemål denne sommer. Sidstnævnte er vist den eneste af dem, der på nogen måde repræsenterer et håb for fremtiden.

Hvis vi der til lægger spillere som Claesson, Christian Sørensen, Oscar Højlund og måske endda Diego Goncalves, der – mere eller mindre retfærdigt – er havnet i den periferi af holdet, der i realiteten betyder bænken, er det mange lønninger, som skydes af uden, at pay off er alt for imponerende. Hvis Rasmus Falk nogensinde vil have et såkaldt ’eventyr’ i for eksempel den amerikanske liga, er denne sommer vel også det oplagte tidspunkt, selv om jeg faktisk nødigt vil af med ham.

Dertil kommer, at der trods en dårlig sæsonafslutning kan komme uafviselige bud på Jelert, især da hvis han kommer med til EM og ligefrem får en god slutrunde. Sandsynligheden for, at han ikke kommer med eller ikke får mange minutters spilletid er lige nu dog stærkest, vil jeg mene.

DEN SVÆRE AFSKED

I forvejen ved vi jo, at Grabara, Ankersen og McKenna (McKenna, formodentlig, red.) er ude næste sæson. Med andre ord kan sommeren blive til en vanskelig masseafsked i FCK. Måske lidt overraskende efter al den snak i munden på eksperter, der før Mesterskabsspillet mente, at netop vores store trup og brede bænk ville sende guldet til København. Sådan gik det så ikke helt.

Personligt kan jeg sagtens se ideen i det der, hvis man vil være brutal, kan kaldes en udrensning. Befriende at afskibe dødvægt fra lastrummet og sejle videre med frisk vind i sejlene fra få, men virkelig fremragende indkøb i Mattsson-klassen og ellers en masse ungdommelig sult og energi.

Conference League er næppe så udfordrende, at den kræver dobbelt besætning af rutine til høj løn på alle pladser. Og hvis vi slet ikke skal ud i Europa, siger det vist sig selv, at der MÅ ryddes op på overskudslageret.

Mange års erfaring som lidende fan af også Manchester United gør bare, at jeg ved, at den slags drømme om ’udrensning’ af spillere, der tilsyneladende slet ikke gider levere for deres hyre, er besværlig og som regel ikke sker i det omfang, i hvert fald medierne har udbasuneret forud for transfervinduer. Ikke desto mindre må det blive sommerens helt store opgave for PC at få solgt ud snarere end hentet ind. Selvfølgelig skal der handles, men efter min mening kun på indiskutabel topkvalitet. Men den slags er blevet megasvært og dyrt, især når vi taler angribere med noget, der bare minder om målgaranti i støvlerne.

En mulighed for at spare er at undlade at jagte rundt efter en dyr målmand, men i stedet give de eksisterende reserver en fair chance indtil vinter – Sander og/eller Runarsson. Til gengæld er det meget svært at se for sig, at vi skal kunne udfordre de helt sikkert forstærkede hold over os i ligaen, Brøndby, der skal prøve lykken i Champions League og FCM, som ikke skruer ned for ambitionerne, uden forstærkninger af den trup, som jo til syvende og sidst ikke leverede i denne sæson.

Vi skal bruge en teknisk funderet og stærk midterforsvarer, en ditto defensiv midtbanespiller og en mere bevægelig, hurtig og teknisk god angriber end Corner. Oskarsson skal i den grad have sine kampe, men ikke – med sin alder – være den bærende topangriber i FCK.

Forventningerne er overskuelige. Hvis ikke vi slipper af med store dele af dødvægten, tvivler jeg på, at vi kommer til at se massive investeringer. Det er simpelthen for naivt. Så derfor er håbet for et transfervindue, som vi er nødt til at satse helt anderledes konsekvent på, end vi formåede at gøre i mesterskabsspillet, at der virkelig kommer mange ud – i alfabetisk rækkefølge Ankersen, Babacar, Boilesen, Claesson, Corner, Karamoko, Kocholava, Mukairu, Sørensen.

Er det ønsketænkning? Ja, i den grad, men det er sommer og tid for ønsker.

FCK kunne i min optik se sådan ud i næste sæson. Hvordan er din drøm?

Runarsson/Sander/(NY)

Jelert – Diks –  Vavro/(NY) – Melling

Falk/(NY) – Lerager – Matsson

Moi – Orri/(NY) – Achouri

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger.

(F.C. København har to kampe tilbage i 23/24-sæsinen, og kan ende som nummer ét, to, tre eller fire, red.)

Foto: David E. Bastian-Møller/Copenhagen Sundays.