JESS THORUP FYRET I FCK
Så gik den ikke længere.
PARKEN Sport & Entertainment har besluttet at afbryde samarbejdet med cheftræner Jess Thorup med øjeblikkelig virkning. Det skriver fck.dk.
Efter en elendig start på superligasæsonen, hvor F.C. København har tabt seks af de første 10 kampe, har stolen vaklet under cheftrænere et stykke tid. Og det har klubben altså nu taget konsekvensen af.
”Vi har desværre ikke set den udvikling og stabilitet i holdets spil i denne sæson, som FCK bør og skal stå for, og derfor stopper vi samarbejdet med Jess Thorup i dag,” udtaler bestyrelsesformand Allan L. Agerholm.
”Når det er sagt, så skal der samtidig lyde en stor tak til Jess for et forbilledligt samarbejde, ikke mindst i forbindelse med den store transformation, som FCK har været igennem de seneste par år, hvor det samtidig alligevel er lykkedes at lande et dansk mesterskab og den første kvalifikation til UEFA Champions League-gruppespil siden 2016. Vi ønsker Jess alt det bedste i hans videre karriere,” fortsætter bestyrelsesformanden.
Ny mand i spidsen for de danske mestre bliver den nuværende assistenttræner Jacob Neestrup.
”Vi har i Jacob Neestrup en meget kompetent træner, som indgående kender klubben. Vi ser i Jacob en yderst kvalificeret toptræner, som kan få os ud af den svære spillemæssige periode, som klubben har været igennem i denne sæson,” fortæller Allan L. Agerholm.
Neestrups cheftræner-kontrakt løber frem til 30. juni 2026. Det oplyser F.C. København i en fondsbørsmeddelelse.
FCK fortæller, at Jacob Neestrup er 34 år gammel. Han har tidligere været cheftræner for Viborg FF og har fået sin trænerudddannelse i FCK og altså siden januar 2021 været assistenttræner i FCK.
Velkommen ved roret Neestrup!
Foto: Copenhagen Sundays.
David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!