FCK HENTER SPANSK ASSISTENTTRÆNER
Københavnerne forstærker staten omkring førsteholdet yderligere. Tidligere AGF-mand nu på plads, mens FCK fortsat arbejder på at hente Jacob Neesprup.
F.C. København har ansat spanske Rubén Sellés som ny assistenttræner omkring førsteholdet med reference til Jess Thorup. Det skriver fck.dk.
Klubben oplyser, at Sellés er med på træningsbanen, når holdet er tilbage efter vinterpausen.
Dermed får klubbens nye sportsdirektør, Peter Christiansen, et kendt ansigt at arbejde med, når han, senest til april, næste år starter i klubben. Sellés er nemlig tidligere assistenttræner i AGF, hvor PC som bekendt fortsat er ansat.
AGF har endnu ikke ønsket at slippe Christiansen og han kan derfor endnu ikke begynde sit arbejde for Københavnerne, men det er svært at forestille sig, at han ikke har haft en finger mid i spillet, om at hente den tidligere AGF-assistent.
37-årige Rubén Sellés er som nævnt en gammen kending i dansk fodbold. Han forlod så sent som i august i år AGF, hvor han havde været under cheftræner David Nielsen i to et halvt år. I sommer blev han tilknyttet La Liga klubben Valencia CF, hvor han har arbejdet på akademiet, men nu vender han altså tilbage til Danmark og 3F Superliga.
”Vi er i gang med at sætte landets stærkeste team sammen omkring vores hold, og vi er kommet et godt stykke. Med ansættelsen af Rubén er endnu en brik faldet på plads, uden at vi er i mål endnu," siger William Kvist til fck.dk.
"Vi har hele tiden haft Rubén på vores liste over dygtige folk, vi gerne ville have ind omkring holdet. Han har store kompetencer både på træningsbanen og i det analytiske arbejde, og han har en god international erfaring, blandt andet fra Qarabag, hvor han har været med omkring holdet, der nåede Champions League-gruppespillet - desværre på vores bekostning,” siger Kvist videre.
Cheftræner Jess Thorup kender til Sellés arbejde fra de klubber spanieren har været i. Det siger han til FCKs hjemmeside.
"Han kommer desuden med international erfaring og har senest arbejdet på et af de allerbedste akademier i spansk fodbold. Det betyder også meget for os, at han kender indgående til arbejdet med dygtige, unge spillere, som vi har en masse undervejs af,” siger Thorup.
"Han er utvivlsomt en dygtig træner, og vi ved, at han stiller krav til sine omgivelser. Sådan skal det være i en klub som FCK, og jeg ser meget frem til at få endnu en dygtig sparringspartner ind omkring teamet, så vi kan accelerer vores udvikling yderligere på træningsbanen og i kampene,” fortsæter Jess Thorup.
Hovedpersonen selv ser frem til at returnere til 3F Superligaen og ikke mindst til at blive en del af FCK.
”Jeg havde en fantastisk tid i AGF, og da jeg rejste retur til Spanien, havde jeg hele tiden en mulighed for at slå til, hvis det rigtige job åbnede sig. Da FCK henvendte sig, mærkede jeg med det samme, at det føltes rigtigt at blive en del af så stor en klub omgivet af dygtige spillere og trænere hver eneste dag," siger Sellés til fck.dk.
"FCK er en klub, der vil spille med de bedste og ved, at hårdt arbejde er basen for succes med fokus på præstationen hele tiden. Sådan er mit mindset også, så jeg var aldrig i tvivl, og jeg glæder mig til at komme i gang,” støtter Rubén Sellés.
Rubén Sellés er spansk statsborger og født 15. juni 1983. Han har været meget omkring, trods sin forholdsvis unge alder. Og har bestredet forskellige trænerroller i klubber som Aris Thessaloniki F.C., Villarreal CF, Neftchi Baku, Strømsgodset, FK Qarabag, AGF, Valencia CF.
F.C. København har længe arbejdet på at tilknytte klubbens tidligere assistenttræner Jacob Neestrup. Neestrup har pt. succes med førstedivisionsholdet Viborg.
Det er indtil videre ikke lykkedes for københavnerene at blive enige med Viborg om en aftale, der kan sende Jacob Neestrup retur til København, men der arbejdes ifølge Copenhagen Sundays oplysninger fortsat på sagen.
Arkivfoto: CS.
David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!