David E. Bastian-Møller

EFTER DEBUT: JESS THORUP FIK SVAR i “TESTKAMP”

David E. Bastian-Møller
EFTER DEBUT: JESS THORUP FIK SVAR i “TESTKAMP”

Den nye FCK-træner afslørede efter sin debut, at han forudsagde Viktor Fischers to mål.

DSC07205.JPG

F.C. Københavns nytiltrådte cheftræner, Jess Thorup, fik ca. halvanden dag på træningsbanen inden han onsdag aften fik første mulighed for at se sit nye mandskab i aktion.

Modstanderen var, på papiret, overkommelige Avarta fra 2. Division Øst og præstationen vor måske ikke helt så overbevisende, som den nye mand i front kunne have ønsket sig.

“Jeg ved ikke om den er overbevisende, når du kigger på måltavlen. Jeg tror, at hvis du kigger på alle statistikkerne, så taler den vist sit tydelige sprog, at specielt i første halvleg synes jeg, at vi spiller en fantastisk gang fodbold. Vi har vel seks-syv 100 procent-chancer, som vi jo skal score på. Der mangler vi måske den her, såkaldte, kynisme, killer-instinkt, kald det, hvad du vil, men der var jeg meget begejstret for, at der var energi, power, løbevillighed, fleksibilitet i det spil vi leverede. Det er klart, at anden halvleg bliver, for mig, lidt for hektisk, specielt når vi begynder at skifte for meget ud og de ting. Og så kan vi jo se, hvad pokalfodbold kan bringe ind. Lige pludselig kan den jo reelt ændre sig her til sidst i kampen. Igen, det var kamp-ét og der var en masse positivt at tage med i spillet fra første halvleg, men der er jo også lidt at arbejde på nu og det var jeg jo godt klar over,” sagde Jess Thorup efter kampen til den skrivende presse i mixed zone.

-Hvad bad du dem om inden de gik på banen?

“Det er klart, vi havde en enkelt dag i går (tirsdag, red.) på træningsbanen, så det er jo ikke revolutioner, i forhold til det taktiske spillemæssige system og sådan nogle ting, så det handlede lidt omkring, at bringe noget mindset, noget offensivt, noget fremadrettethed ind i det. Og det synes jeg jeg så. Jeg så folk løbe fremad i stedet for at løbe tilbage og skulle forsvare og det var jeg glad ved at se. Der er stadig et stykke vej endnu og det er der, når man skal til at ændre nogle vaner, men måske tidligere har haft. Det er ikke noget man gør på en enkelt eller to dage ,” sagde Thorup.

-Du havde rystet posen ret meget i forhold til startelleveren, hvad skal man lægge i det?

thorup_www.jpg

“Det skal man jo lægge det i, at alle skal have mulighed for at vise sig frem, over de næste par kampe, så jag har et meget bedre billeder af, hvor den enkelte står. En ting er at sidde og se dem på skærmen eller være modstander, noget andet er at arbejde med dem i dagligdagen og se dem i kamp, så det giver mig nogle svar til, hvad der skal ske fremadrettet, hvem der skal spille og, hvilke system og alle sådan nogle ting, så derfor var det, det vi gjorde,” sagde den nye cheftræner.

-Så det var en testkamp?

“Ja, først og fremmest handler det om at komme videre, men der efter var det jo en testkamp på den måde, at det er jo den bedste form for træning vi kan få det er jo kampe, og det fik vi i dag,” sagde Jess Thorup.

-Jess, har du egentlig sat dig ned og set FCKs kampe den her sæson eller, hvordan har du forholdt dig til at komme ind midt i en sæson

“Ja, det har jeg. Det havde jeg et eller andet sted inden. Holdt mig rimelig godt ajour på mange fronter. Det kan være både for at følge den enkelte spiller, men også for at følge holdet og sådan nogle ting, så jeg havde et meget godt kendskab til dem allerede inden, men det er klart, at efter det her kom op, så havde man lyst til lige at stikke et spadestik dybere,” sagte træneren.

-Fischer sagde, at de blev spurgt om de ville spille. Gav du dem ligesom mulighed for at sige, “er I klar, er I ikke klar, hvad har I lyst til?”?

“Nå men, det er klart, for mig er sådan en pokalkamp, der er også noget mentalt i det. At spille mod anden division. Hvor er man lige henne. Det er også en uge, hvor man spiller tre kampe. Der er også en vigtig kamp søndag, så derfor havde jeg med nogle, ikke med alle, og Viktor var en af dem, hvor det fysiske aspekt var en del af det, nogle af dysserne snakkede om, vi skal være lidt opmærksomme på baglår og sådan nogle ting, og derfor tog jeg en snak med Viktor om det, om han havde brug for at score to mål og blive taget ud med en klapsalve, og det havde han og derfor fik han lov til at spille. Og du kan spørge ham ad. Det var faktisk det jeg sagde til ham,” sagde Thorup.

-Er der allerede nogle ting du har fået afklaret? I har en ret vigtig kamp på søndag mod Midtjylland. Hører du, der var nogle ting du fik afklaret i dag?

“Som jeg sagde, jeg fik nogle svar. Jeg fik også nogle svar på, hvad er det vi skal øve mere på, hvor er vi henne. Både i den offensive og den defensive fase og omstillinger og alle de der ting, der er mange facetter af spillet og jeg synes jeg fik nogle svar, men jeg tror jeg skal hjem lige og analysere den en gang mere og kigge den igennem mere, inden man er alt for analyserende på forhånd. Og lade sig ikke rive alt for meget med af førstehåndsindtrykket, der skal jeg lig bruge en nat mere på at kigge den igennem,” sagde Jess Thorup.

-Du kender jo FC Midtjylland fra din tid der. Er det noget du tror du kan drage fordel af? Er det for lang tid siden du har været der til at man kan udnytte det?

“Ej, jeg jeg tror nu nok jeg har et rimelig godt kendskab til dem, for som jeg sagde før, så følger jeg med og har fulgt med løbende i superligaen. Det er jo ikke fordi man har været på den anden side af jordkloden, så jeg har et meget godt kendskab. Og det er jo ikke fordi, og det skal ikke lyde negativt, at man har ændret så meget i Midtjylland, man har hentet lidt nye spillere ind, men udtrykket  og måden at gøre det på er jo lidt det samme, så selvfølgelig kender jeg mange af spillerne, staben, klubben. Og det ved jeg ikke om det giver en fordel, men jeg ser da frem til at komme til Herning på søndag,” sagde den nye FCK-træner.

-Du kan stadig godt huske, hvordan den der dødboldsbog den ser ud, med alle de gode kombinationer derover?

“Det kunne jeg muligvis god ja, men mon ikke de har ændret lidt siden da?” sluttede Thorup.

Fotos: Copenhagen Sundays.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!