David E. Bastian-Møller

FISCHER EFTER POKALSEJR: FINT - VIDERE!

David E. Bastian-Møller
FISCHER EFTER POKALSEJR: FINT - VIDERE!

Viktor Fischer fik, med to scoringer, tæt på det optimale ud af de 60 minutter han fik af onsdagens pokalkamp mod 2. Divisionsholdet Avarta, i Parken.

fischer_mål_løb_falk_WWW.jpg

Og FCK-spilleren udtrykte tilfredshed med oplevelsen, da han mødte pressen efter kampen

“Jeg havde faktisk en fin oplevelse, synes jeg. Selvfølgelig, det bliver svært at komme bagud i de kampe her. Det er altid sådan med de her pokalkampe, at enten bliver det skide let eller også bliver det skide svært. Der er ikke sådan en mellemvej. Når man kommer bagud så tidligt, så bliver det svært, fordi vi er ikke nede på et lavere niveau, end at de godt kan finde ud af at forsvare, men jeg synes faktisk, at vi spiller en ganske udmærket første halvleg. Vi kommer frem til meget. Anden halvleg, der er vi ikke helt lige så gode, men altså, det er fint - videre. Vi er videre,” sagde Fischer.

-Du og Falk ser ud til, at I hygger jer meget godt?

“Ja, ja, helt klart. Jeg synes også, at vi var godt opsatte. Vi ville gerne have det bedste ud af det. Det var også derfor vi spillede. Vi blev spurgt, om vi ville spille og det ville vi gerne. Vi vil gerne spille hver gang, for vi har det sjovt med det og vil gerne tilbage i god form og så videre, og det synes jeg også, at vi forsøgte at vise, sagde midtbanespilleren.

-Og to kasser på en dag, hvor I har jeg ved ikke, hvor mange, 20 skud måske, så sætter du to ind…

“Ja, det er fint, det er fint. Jeg er altid glad for at score. Jeg håber og tror på, at der kommer mere. Jeg synes, at det tegner til noget bedre, hen ad vejen, så det er fint. Det er dejligt at kunne hjælpe holdet,” sagde to-målsskytten.

fischer_smil_næve_slut_www.jpg


-Var der nogen justeringer i forhold til det taktiske? (fra den nye træner, red.)

“Nej, det var meget få. Jess (Thorup, red.) har været på træningsbanen én dag, halvanden, så det tror jeg først vi får at se, sådan rigtigt, fra efter landsholdspausen. Måske vi lige kan nå at finpudse et par tin inden på søndag også. En helt anden type kamp, men jeg er sikker på at Jess’ aftryk kommer efter landsholdspausen. I dag var det svært for ham at nå at gøre meget mere,” sagde Viktor Fischer.

-Det må også forventes, at I står lidt anderledes på søndag, mod Midtjylland. Kan I tage noget med fra den her kamp, sammen med Jess?

“Ja, en sejr kan man altid tage med ikk? Ellers tænker jeg, at det bare er at få friske ben til på søndag, glæde sig over, at man er videre i pokalen. Næste runde, der er det ligegyldigt, hvordan man gik videre. Og så er det en fantastisk mulighed for os på søndag, for at vise, hvem vi er, i en fantastisk fodboldkamp. Det plejer at være gode kampe i Herning. Vi vil bare gerne til at have vendt det mønster der tegner sig der ovre, eller allerede har tegnet sig. Det vil vi rigtig gerne til at have vendt, så det må vi vise på søndag. Men det får vi kun med hårdt arbejde og troen på, at vi er dygtige,” Fischer.

-Hvad er dit indtryk af FC Midtjylland i denne her sæson?

“Jeg har ikke fulgt så meget med i, hvad de har lavet. Jeg har kun siddet og set et par af deres præstationer i Champions League, som er svær at bedømme noget ud fra, så det tør jeg ikke rigtig sige. Jeg er sikker på at vi analyserer dem og finder ud af, hvordan de spiller om de spiller lidt anderledes end sidste sæson, eller hvad de gør,” sagde kantspilleren.

“Allright guys. Det var da dejligt. Det var sgu da hyggeligt. Ikke så meget pis! Hold kæft mand - skønt,” sagde en storsmilende Fischer på vej ud af mixed zone.

Fotos: Copenhagen Sundays.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!