STÅLE OM FISCHER: HAN VAR SÅ STOLT AF AT BÆRE VORES TRØJE
Royal Antwerp FC har torsdag meddelt, at Viktor Fischer indstiller karrieren. En karriere, der de seneste år har været præget af skader. Vi har talt med Ståle, der fik fodboldgeniet til København.
Fischer kom til F.C. københavn fra Mainz 05 i 2018. En handel, som ikke var helt let at få til at gå op. Det fortæller daværende FCK-træner og sportsligt ansvarlige, Ståle Solbakken, der selv fik nyheden om karrierestoppet fra Viktor Fischer selv tidligere på dagen, til Copenhagen Sundays.
“Johan (Lange, red.) og jeg brugte tre dage sammen med Søren Lerby (Fischers daværende agent, red.) for at få ham løst fra Mainz... Det der endelig løste problemet var Viktors enorme lyst til at spille for os,” fortæller Ståle.
Og Ståle Solbakken har masser af ros til den nu forhenværende fodboldekvilibrist.
“Han var en spiller, der gjorde en forskel på og uden for banen. En individualist, men også altid holdspilleren, der kunne gøre andre bedre,” skriver Ståle til os.
“Uden for banen var han en miljøskaber og altid med en god bemærkning… Jeg elskede også hans lidt svære og komplicerede karakter,” fortæller den tidligere FCK-træner.
“Han startede opturen mod mesterskabet i ’19... med sin optimisme og sit spil. Ægte FCK-dna. Han var en af dem, der var mest stolt af at bære FCK-trøjen. Han var den type, vi altid ønsker i vores klub. En spiller jeg vil huske på og uden for banen..,” slutter Ståle.
Viktor Fischer er noteret for 120 kampe og 29 mål for F.C. København.
Foto: Dejan Obretkovic.
David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!