David E. Bastian-Møller

VIKTOR FISCHER: VI HAR RIGTIG GODT AF AT FÅ EN FRISK START

David E. Bastian-Møller
VIKTOR FISCHER: VI HAR RIGTIG GODT AF AT FÅ EN FRISK START

Viktor Fischer var tydeligvis klasser over resten af ligaen, da han for to et halvt år siden kom hjem til Danmark og F.C. København. Så kom skaderne og lange genoptræningsperioder. Men nu er der lys…

Viktor Fischer_til_fck_fck_dk_www.jpg

“Du brænder superligaen af! Jeg sagde det!,” sagde en grinende Thomas Delaney til sin landsholdskollega, på første samling for de rød/hvide, efter Fischer var begyndt at brillere i den danske liga. Og det gjorde kantspilleren, der var Månedens spiller i Superligaen efter bare én måned hos FCK. Brændte superligaen af. Med fabelagtigt spil, mange mål og endnu flere assists.

Men så kom skaderne, der har holde den tidligere Ajax-spiller ude i det meste af det seneste år. Først en længere og siden en genoptræning der har drillet. Og efterfølgende også et par mindre skader.

Nu ser det dog ud til, at der er lys for enden af tunellen. Og det har også givet Viktor Fischer lysten til at tale med pressen igen. I de seneste skadesperioder har meldingen lydt, at den dygtige fodboldspiller helst ville vente med at tale, til der var noget at tale om.

Det er der nu, for Fischer mærker fremgang og har tro på tingene.

Copenhagen Sundays fangede - sammen med Tipsbladets Sebastian Stanbury (der ifølge Ståle har det fedeste navn i dansk sportspresse) - den i øvrigt, oftest, snaksaglige FCK-spiller efter Københavns træningskamp mod Lyngby, i Slagelse, tidligere på ugen. En kamp, som endte 2-2 efter en meget bedre anden end første halvleg fra løvernes side.

“Det bliver bedre dag for dag…”, siger Viktor Fischer og sin egen situation. Foto: Copenhagen Sundays.

“Det bliver bedre dag for dag…”, siger Viktor Fischer og sin egen situation. Foto: Copenhagen Sundays.

-Det var sidste generalprøve, og nærmest med et halvt hold. Hvad siger du til det?
“Vi afstemte nogle ting efter første halvleg. Der mangler lige lidt af den der tænding i træningskampe. Jeg har oplevet det før med os. Den mangler lige lidt den der tænding. Så får vi uge en lille opsang i pausen og så synes jeg egentlig vi går ud og gør mange ting bedre i anden halvleg. Vi har lidt mere fysisk at gøre med, end Lyngby har. Vi laver faktisk mange gode ting. Presset er bedre. Mange spillere der laver gode præstationer. Kaufmann var god. Jeg synes faktisk det var ret positivt i anden halvleg også på trods af, at vi mangler de spillere vi gør. De er jo ikke væk fordi de er skadede, for en gangs skyld, de er væk fordi de er for gode, så det er altid noget,” sagde Viktor Fischer

-Hvordan har du det? Hvordan føler du dig lige nu her?

“Jamen, jeg føler mig godt tilpas. Det er virkelig én dag ad gangen og hver eneste dag jeg kommer igennem og tager nogle skridt, så er jeg sindssygt glad. Og i dag var væsentligt bedre, end det var i sidste uge mod Silkeborg og jeg vil bare gerne bygge på, hele tiden, stille og roligt. Jeg kommer nok til at bruge nogle flere kampe på virkelig at komme i form, men der var nogle bedre ting igen i dag. Jeg er bare lykkelig over at kunne hjælpe holdet og hjælpe holdet med det jag kan på nuværende tidspunkt, så jeg synes det ser ret lovende ud,” sagde kantspilleren.

-Hvis du skal sætte procenter på din egen match-fitness - hvor er du henne?
“Det er umuligt at sætte procenter på. Jeg ved, hvad jeg skal arbejde med og jeg mærker selv, hvad jeg skal forbedre, men jeg mærker også, at det er en proces. Det er ikke et valg jeg træffer. Jeg siger ikke “i dag skal jeg gøre sådan her bedre”. Jeg vil det hele, men kroppen skal, stille og roligt, vende sig til det hele igen. Accelerationerne, én-mod-én, og jeg ved det kommer. Jeg kan mærke, at min krop er stærk. Og for en gangs skyld - man står jo altid foran pressen og siger “nu synes jeg, jeg føler mig klar” - for en gangs skyld er der en tegning til, at det bliver faktisk bare bedre og bedre, hver dag. Det er ikke det samme. Jeg har ikke en smerte siddende et eller andet sted. Det bliver faktisk bare bedre og bedre. Jeg har også arbejdet, hver dag, med at blive stærkere og hurtigere. Svært at sætte procenter på, men jeg er bedre i denne uge, end jeg var i sidste uge og jeg håber jeg er bedre igen i næste uge. Og så vil jeg bare blive bedre hele tiden,” sagde Fischer.

-Hvordan er det, at I skal spille superliga om seks dage?
“Det er hårdt. Det bliver et tough program ikk’, fordi, altså én ting er superligaen, men så kommer der en europæisk kamp. Og vi vil gerne spille en europæisk kamp mere, og en mere, og pokalturnering. Der kommer rigtig mange kampe og nu siger I “med et halvt hold, men det kan sagtens være, at det der (holdet mod Lyngby, red.) det er en stor del af holdet. Så vi kommer højest sandsynligt til at spille med nogle forskellige hold, for at vi virkelig er friske til alle kampe. Så vi skal være rigtigt skarpe og opmærksomme på at bruge vores kræfter ordentligt. Men jeg glæder mig. Jeg er jo glad for at det starter så tidligt, fordi jeg vil gerne igang og have kamptræningen. Måske er der andre, der gerne ville have haft noget mere ferie, men sådan er det bare ikke. Og det er ikke nogen undskyldning, for det gælder sådan for alle og jeg føler egentlig, at vi står et meget godt sted,” sagde offensivspilleren.

-Hvordan fornemmer du, for der var meget snak om det her med mental og fysisk træthed, i slutningen af sidste sæson. Nu har I haft den her lille pause. Fornemmer du et andet FCK-hold, end  det vi så i juli eller starten af august?

“Jeg tror vi har godt af en frisk start i hvert fald. Et væsentligt andet hold bliver det jo ikke. Jeg spiller igen og Kamil (Wilczek, red.) er kommet til, men ellers er det jo sådan lidt småt med, skal vi kalde det forbedringer, så vi har det samme at gøre med, men måske bare med færre skadede spillere. Flere friske spillere. Jeg tror vi har rigtig, rigtig godt af at få en frisk start og starte forfra. Der lever selvfølgelig den der optimisme i at tingene starter forfra. Det håber jeg, at vi lever ud. Vi er meget bedre, end det vi viste i sidste sæson. Især når tændingen begynder at komme på nu igen, så er jeg spændt på at se, hvor vi står,” sagde Viktor Fischer.

-I har fået en forstærkning i midterforsvaret. Kan du fornemme noget på den ene kamp du har set?

“Nu har jeg trænet med ham (Marios Oikonomou, red.) et par gange, vi har trænet med ham et par gange. Han ser rolig ud. Erfaren. Har en god alder og går direkte ind og gør et godt stykke arbejde. Han er ikke bange for at vise sig frem og har en god arrogance og optimisme omkring det han kan, så jeg håber han bliver rigtig god. Og så ser han faktisk rigtig god ud på hjørnespark. Det er også noget vi har manglet lidt, at være farlige på dødbolde. Men én dag ad gangen også for ham. Han skal bruge lidt længere tid. Han kommer nok også til at spille en dårlig kamp på et tidspunkt og så skal vi vide, at det kan tage lidt længere tid, men nu er vi godt garderet nede bagi. Det er det vigtigste, når Victor (Nelsson, red.) kommer tilbage fra landsholdet,” sagde Fischer.

Foto: David E. Bastian-Møller, Copenhagen Sundays

Foto: David E. Bastian-Møller, Copenhagen Sundays

-Det er to ret simple udskiftninger der er sket ikk’? En angriber ud, en angriber ind. En stopper ud, en stopper ind. Man kan både sige det sådan, skulle man forbedre et hold der ikke levede op til forventningerne sidste sæson? Man kan også sige, den her store FCK-udskiftning, der nogle gange kommer, hver sommer, den har så ikke været der. Er du mest positivt eller negativt stemt over de udskiftninger, eller mangel på samme, der er kommet i sommer?
“Jeg er absolut mest positiv. Jeg kommer til at savne Doye rigtig meget, det er ikke nogen hemmelighed, men jeg er glad for den kvalitet vi har fået ind, i Kamil. Og jeg synes, at Marios ser god ud nede bagi. Og så er jeg først og fremmest rigtig, rigtig glad for, at jeg selv spiller igen, fordi det tror jeg kan gøre en forskel. Jeg tror vi har brug for den erfaring og optimisme, den tro på tingene, som spillere som Bjelland og jeg kan bringe, fordi det gør en forskel. Jeg håber virkelig også at Boile bliver frisk, for det er næsten det allerbedste, uden at være indkøb, så er det de bedste indkøb man kam få, for vi ved, hvad der skal til. Vi kender systemet. Og hvis så Kaufmann, Mudrazija, jeg nævner bare nogle, Jonas Wind, kan blive endnu bedre, og lige pludselig skyde afsted - Kauf så god ud i dag - så får vi jo forstærkninger i dem vi har i forvejen, og som har skullet bruge lidt tid. Så jeg synes det er meget optimistisk. Jeg synes det ser fornuftigt ud,” sagde assistkongen.

-Den der venstrekant du spiller i dag, hvor du spiller lige lidt længere fremme, end når I spiller 4-4-2, når I spiller 4-2-3-1, hvordan passer det dig?
“Jamen, fint. Jeg kan godt lide at spille længere fremme. På én og samme tid skal man jo aflæse kampene. Jeg kan jo godt lide at spille lidt mere en playmaker-rolle, på en eller anden måde, uden at det bliver sådan… Jeg vil jo gerne mere med bolden, end bare at få den og så styrte afsted, men det giver mig jo muligheden for at komme højere op, og så komme afsted, én-mod-én. Jeg kan også spille fremme. Jeg er åben overfor det hele. Det kommer an på, hvem der er ledig på dagen til at spille,” sagde Fischer inden han løb hen til den ventende FCK-bus.

Fotos (c): Dejan Obretkovic/Gonzales Photo, fck.dk og David E. Bastian-Møller, Copenhagen Sundays.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!