ÉN VEJ UD AF KRISEN

Det er sagt og skrevet meget om de manglende resultater i F.C. København de seneste 12-18 måneder, men når alt kommer til alt bunder problemerne i en spillertrup der ikke har niveau til det københavnerklubben vil og skal præstere.

Det mener Copenhagen Sundays redaktører, Pelle Elikofer og David E. Bastian-Møller.

I forrige udgave af vores program Mandagstrænerne stillede vi spørgsmålet: ”Har F.C. København ramt bunden?”. Der var enighed hele vejen rundt; svaret var nej. Og vi skulle ikke vente mere end tre dage, før forudsigelsen - desværre - blev bekræftet.  

Vi ved, at kampen i går vil blive husket for selvmålet, der lignede noget som hører til i en manege med røde næser og alt for store sko. Vi ved at målet vil blive vist igen og igen. Vi ved, at det er endnu dummere end det mål Ailton scorede mod Brøndby, da Max von Schlebrügge løb ind i Jon Jönsson. Vi ved at kampen vil blive husket for denne detalje. Og fred være med det.

Vi vil huske kampen for noget andet. Vi vil huske den, som et billede på, hvordan et hold og en trup uden det rette niveau ser ud. Hvordan det ser ud, når man rammer bunden. Det udkrystalliserede sig klarest ved, at Ståle Solbakken flåede Viktor Fischer ud i pausen efter en indsats, hvor midtbanespilleren ikke satte en fod rigtigt eller tog én eneste rigtig beslutning, hverken med eller uden bold, i 45 minutter. En mand med masser af hjerte og gejst og en indbygget selvtillid og tro på tingene. En mand der går forrest verbalt på banen. Hver gang. Men også en mand der rammer en bund man ikke troede eksisterede, når man har set ham brænde superligaen af.

Men det kunne have været mange andre, som Ståle erstattede i pausen. Ståle Solbakken udtalte efter sæsonens første kamp i Odense, at han kunne have skiftet stort set hele holdet i pausen. Således kunne det være en fantasi- og energiforladt Pep Biel, der mere og mere fremstår som en “one-trick-pony” med sit enbenede spil på kanten, en totalt anonym Jens Stage, Jonas Wind, der på trods af nylig landsholdudtagelse, er en skygge af sig selv eller en back uden indlæg. Hvem som helst.

FCK I DYB KRISE

Det vi ser i F.C. København nu er ikke bare en pointmæssig krise, som det så pænt hedder, når journalisterne ikke tør udfordre. Det er heller ikke udslaget af en ekstremt ringe sæsonstart. Det er en dyb og potentielt meget farlig krise FCK er inde i. Det har stået på i mere end et år og er blevet helt tydeligt i 2020, hvor man kun har hentet 1,21 point i snit pr. kamp i Superligaen. Det rækker normalt til en 6.-7. plads, hvilket som bekendt slet ikke står mål med klubbens målsætning, ambition og - mere vigtigt - selvforståelse. 

Eneste lyspunkt har, de seneste mange måneder, været Europa og vi skal huske, at de hvidblusede var stolpeskud fra at ryge ud til upåagtede Riga FC i de døende minutter, samt et pinsomt gruppespil, hvor FCK – på forunderlig vis gik videre – på trods af et hjemmebanenederlag til Malmö FF, der ved gud ikke er et stort hold i europæisk sammenhæng. 

De gode resultater er kommet mod hold der har undervurderet løverne. Celtic, efter et fint resultat og en spillemæssig overlegen kamp af skotterne i Parken. Basaksehir Istanbul, efter en 1-0-sejr til tyrkerne på hjemmebane. Og sidst, mægtige Manchester United. Tre kampe. Som måske blev en sovepude - for hvem kan tage de resultater fra Ståle i en diskusion og holdets kvaliteter?

Vores niveau er ikke det vi ser i en kamp mod Manchester United. Vores niveau er det vi ser i Superligaen mod Horsens, AGF, OB og Vejle.

IKKE ET KOMPLEKST PROBLEM

Ståle Solbakken holder fast i, at klubben står med komplekse problemer. Det er vi dybt uenige i. Det er ikke længere muligt at skjule, at kvaliteten i truppen er for dårlig. Alle spillerene har været her længe, alle har fået rigeligt med spilletid. Vi ved præcis, hvad de kan og hvilket niveau de har. 

Vel har der været skader, vel mangler en vigtig opbakning fra fans i Parken - det tidligere uindtagelige fort - men det er ikke årsagen.

Hvis vi kigger på idealopstillingen, er der to store problemer. Før det første er der en del spillere, der ikke har niveauet til at spille fast i FCK. Det er ikke noget vi synes. Det har de vist.

Dernæst er der for mange, som er for langt fra topformen. For mange bærende spillere, der har vist, at de har evnerne og, at de kan lykkes. Her tænker vi på Viktor Fischer, Nicolai Boilesen, Andreas Bjelland, Dame N’Doye og Jonas Wind, der alle har været ude med skader og er blevet ramt af følgeskader og derfor er langt fra det niveau der kræves, for at spille i København. Det helt store og meget ubarmhjertige spørgsmål er, om disse spillere kan finde tilbage til den styrke de havde. Og i forlængelse af det, naturligvis, hvor lang tålmodighed man har med dem? Den var der ikke i tilfældet Dame N’Doye.

Man har håbet og sat sin lid til, at de ville komme tilbage på topniveau. Det er ikke sket og man burde have reageret prompte. I det mindste burde man have haft en plan B.

At så mange bærende kræfter ikke er, hvor de skal være, gør det ekstra svært for nye og især unge spillere at komme ind på holdet. De får, alt for tidligt, et for stort ansvar, som de ikke kan løfte. Kauffmann har f.eks. kun lavet et enkelt mål i 25 kampe.

Så vores konklusion er klar. Kigger man på trup og idealopstilling ser det måske tilforladeligt ud, men virkeligheden rammer. De fire bageste i kampen torsdag har sammenlagt spiller 615 kampe for FCK, har landsholdserfaring og flere succesfulde ophold i andre klubber bag sig. Men det er som konklusionen for alt for mange: De ser godt ud på papir - på banen, not så much.

Hov hov, vil nogen sige; Victor Nelsson har gjort det godt og spillet alle kampe. Ja ja, men er han outstanding - ligaens bedste? Det skal de bedste forsvarsspillere i FCK være.

LANG OG HÅRD VEJ UD AF KRISEN

Jo før man får draget de rigtige og nødvendige konklusioner jo før kan man handle. Det værste, der kan ske er, at man får lullet sig ind i en falsk virkelighed omkring problemrene. Lige nu er det  hamrende ligegyldigt om vores træningsbane bliver bedre, om vi får 2% mere plastik i græsset i Parken, om vi får en bedre analyseafdeling, om mentaltræningen virker eller andre små justeringer. Vi er bange for, at man anskuer situationen, som et komplekst problem, hvor der er mange forskellige dele der skal løses. Det er ikke et spørgsmål om marginaler på træningsbanen, i forberedelserne eller til kampene. Det her er et helt simpelt problem; det er for mange fodboldspillere, der ikke er gode nok til den opgave de skal løse i København.

Det kan man tackle på én måde. Køb nogle bedre fodboldspillere. 

Lige nu står vi bare i en situation, hvor økonomien er ekstremt udfordret. For det første er vi, som mange andre, corona-ramt og har et Lalandia uden gæster. For det andet koster det missede gruppespil i omegnen af 60 millioner. Klubben har allerede nedjusteret forventningerne til årets resultat med 50 millioner rigtige, danske kroner.

Et år uden gruppespil gør det heller ikke lettere at tiltrække spillere, men endnu værre - og én af Ståles pointer; det bliver endnu sværere at sælge spillere for de beløb vi skal have. Vi er afhængige af store tranfers og FCKs spillere bliver ikke solgt, for store summer, fordi de spiller godt i Superligaen mod Silkeborg, Horsens og AaB. Det bliver de fordi de imponerer på europæiske togter. Lazio havde næppe opdaget Vavro i Superligaen. Så vi er inde i ond, nedadgående spiral rent økonomisk. 

SELVFORSTÅELSEN KAN STÅ I VEJEN FOR FORANDRING

Hvis man har en selvforståelse der fortæller én, at man er god, at man er København, at man hører til i toppen af dansk fodbold og man har et europæisk DNA, så kan den selvforståelse stå i vejen for forandring. Skrækeksemplet må være Brøndby, men de findes i alle ligaer. 

På Vestegnen gik man i årtier rundt med en selvforståelse, der på ingen måde stemte overens med virkeligheden. Det resulterede i et massivt pres og krav om topplaceringer, som et middelmådigt hold ikke kunne levere. Det blev selvforstærkende. Hvert år lavede man små, ubetydelige ændringer, men fastholdt kravene, som blev født af selvforståelsen. Men der blev aldrig taget livtag med det rigtige og egentlige problem. Det forplantede sig i hele organisationen og man kunne ikke acceptere virkeligheden. Derfor vurderede man også værdien af et hovedsponsorat helt forkert og måtte i mange år spille uden trøjesponsor. 

Vi ser to løsninger på vores konklusion. Enten investerer man massivt i truppen eller også revurderer man sin position.

Og vi taler ikke om to udskiftninger, som f.eks. at skifte en reserve i midterforsvaret med en anden reserve eller at skifte Varela ud med Ankersen, på en position, hvor vi ikke havde det største problem. Problemerne er især i forsvaret, særligt centralt. Men også på back-positionerne. Og på kanterne har vi ingen spillere med fart og kreativitet. 

Så enten bruger man mange penge. Vi taler måske fem spillere i 15-20 millioner kroners klassen. På én gang. Drypvist giver det ingen, eller alt for langsom, forandring. Mange organisationer, forretninger og hold er døde af, at det gik dårligt for langsomt. 

Alternativt gør man op med den Københavnske selvforståelse og bringer byens hold i en opbygningsfase. Så skal fansene og alle andre håbe på top-3 placeringer de næste to-tre sæsoner og en enkelt pokal. Over de seneste 9 måneder rækker vores pointsnit som nævnt til en placering som nummer 6 eller 7 i ligaen. 

Så derfor, kære F.C. København. Se problemerne i øjne. Drag de rigtige konklusioner og beslut, hvilken vej I skal. Enten skal I til lommerne, hvilket måske er svært at nå i dette transfervindue. Eller også skal I gå den anden vej og bygge holdet op, hvis det er det midlerne rækker til.

Men I må for alt i verden ikke gå ned ad den vej, at bare fordi vi er F.C. København, så spiller vi, uanset hvad, med om guldet. At føle sig berettiget til noget er farligt. Særligt når de nærmeste konkurrenter lige nu buldrer derudad både sportsligt og økonomisk. En klub med dybe lommer, i skikkelse af Matthew Benham, og som er sikret i omegnen af 240 millioner via Champions League-gruppespillet og som, som kommende dansk mester, er sikret direkte adgang til et europæisk gruppespil næste år.

HVAD MED STÅLE?

Hvad med Ståle, vil mange spørge. Skal han ud? Det mener vi ikke. Ståle er helt sikkert en del at problemet. Han har ikke fået nok ud af mulighederne, for at sige det helt kort. Men det betyder ikke, at han ikke kan være en del af løsningen.

Lige nu tror vi at en ny træner, med egne ideer der skal implementeres, vil være længere tid om, at vende skuden. Men tanken skal ikke skydes ned. Måske kunne nye tanker bane vejen for en nemmere integration af spillere - et problem der har været i hele Ståles regeringstid. Men det er et andet projekt.

Til gengæld ville det uanset hvad være en idé at supplere den sportslige ledelse i FCK og Parken. Ståle er den øverste sportslige leder, lige under bestyrelsen, så hvem kigger man på, når Ståle ikke gør det godt nok.

Vi har længe råbt på øget sportslig kompetence til bestyrelsen. Det gør vi fortsat.

Vi håber at den øverste ledelse og klubben vil bruge den nærmeste tid på at arbejde seriøst med analyser, konklusioner og med at planlægge vejen frem. Når truppen er forstærket altså.

Vi er København. Success is temporary. Loyalty is forever!