"Mandagens nederlag er endnu et bevis på, at mesterskabsspillet ikke har været nogen succes for FCK"
F.C. København spillede mandag aften guldtrumfen tilbage i hænderne på FC Nordsjælland, da holdet fra Østerbro – på udebane i Farum – tabte 2-3.
Af David E. Bastian-Møller, Copenhagen Sundays. (Klumme bragt hos KøbenhavnLIV)
Med en sejr havde Københavnerne ført ligaen komfortabelt med fem point, men nordsjællænderne ville det anderledes.
Med nederlaget er københavnerne henvist til superligaens andenplads med fire spillerunder tilbage. Nyt tophold er – igen – FCN, som har ét point ned til København og fire til både AGF og Viborg. Det ser altså helt åbent ud i toppen af den bedste danske fodboldrække, og holdet fra Parken ligger nu ikke længere i en position til selv at kunne afgøre gulddysten.
Mandagens nederlag er endnu et bevis på, at mesterskabsspillet ikke har været nogen succes for FCK. Løverne har bare hentet syv point i de første seks kampe. Og for at gøre ondt værre, for de danske mestre, er holdet plaget af skader og karantæner inden det søndag på udebane tørner sammen med Brøndby i det ikoniske derby.
Alene mandag pådrog København sig to karantæner i det hårdt prøvede midterforsvar, til h.h.v. Denis Vavro og Kevin Diks, og FCK går altså stærk svækket ind til mesterskabsspillets sidste kampe.
Alt blev således kastet op i luften, på kunstgræsset i Farum, i den 28. spillerundes sidste opgør. Og hvis de hvidblusede vil holde sig inde i guldkampen skal cheftræner Jacob Neestrup, de kommende dage på træningsbanen, vise sine tropper, hvordan de tager skeen i den anden hånd, i sæsonens sidste kampe. Ellers bliver det ikke til en gentagelse af sidste års mesterskab til F.C. København.
Næste kamp: Brøndby IF- F.C. København, Brøndby Stadion, søndag den 14. maj, kl. 16.00.
David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!