Fra drenge til mænd på C6

Følg med i en personlig historie om hvordan Lille Lars, som så mange andre, er gået fra dreng til mand i godt selskab i Parken.

Jeg er blevet kaldt Lille Lars siden jeg var barn. Min aktive fodboldkarriere slutter i 1982. Jeg spiller på 6. holdet i Virum-Sorgenfri boldklub og i min sidste kamp taber vi 34 - 0 på udebane til Skodsborg. Klubben har hjemmebane i Dyrehaven og banen var fyldt med lort fra rådyr. Jeg stod på mål i 2. halvleg, hvor de 28 af målene gik ind. Jeg kan stadig høre angriberens hånlige drengelatter når han passerede mig igen og igen. Efter kampen sagde vores træner Jørgen, at jeg nu officielt overgik til at være tilskuer herfra.  

Men der skulle gå 14 år før at jeg reelt blev rigtig fodboldtilskuer. Tilhænger. Fan. Jeg havde egentlig ikke interesseret mig for fodbold før mit 26. år, hvor min ven Dan´s bror Michael Rachlin fik os lokket i PARKEN. For, som han sagde, jeg tror I vil synes det er sjovt og her er nogle andre fra medie- og musikmiljøet som I kender i forvejen. Og på den måde blev vi bidt af stemningen og indlemmet i gruppen, hvor man ikke kan søge medlemskab, men hvor man gør sig fortjent til at være med. Copenhagen Cooligans. Vi blev nr. 8 i Superligaen den sæson, men vandt Pokalen over Ikast og var til koncert med The Sandmen i Lille Vega bagefter. Glemmer det aldrig. Det var som at vinde CL.

“…du skal jo ikke have slag, bare fordi du er flad!!”

Jeg fik hurtigt den kontante humor på tribunen ind under huden, da jeg efter at være blevet et kendt ansigt i flokken blev spurgt, hvorfor jeg ikke havde et FC-halstørklæde på til kamp. Jeg svarede at sådan et havde jeg ikke fået købt endnu. “Junge”, som jeg nu har stået foran på tribunen i 23 år tilbyder mig at låne 100 kr. til at gå ned og købe mig et halstørklæde med sætningen “…du skal jo ikke have slag, bare fordi du er flad!!” Så var stilen lagt og jeg elskede tonen, ironien og sarkasmen. 

Lille Lars og Løven Leo

What could possibly go wrong…

Jeg optjener noget credit på tribunen, da jeg til en sæsonstart modtager et opkald på dagen fra Charles Maskelyne, der udover sine PR-opgaver for FCK også har ansvaret for Løven Leo (!!). Den der er inde i Leo er blevet syg og af en eller anden grund tænker Charles, at det må være lige mig… Jeg siger selvfølgelig ja. Jeg finder ud af, at Leo på det tidspunkt deler omklædningsrum med UEFA´s udsendte. Der var så i de år ikke nogen som helst fare for at Løven Leo og nogle som helst fra UEFA rendte ind i hinanden i PARKEN. Så det rum havde Leo helt for sig selv. I en del år !! Jeg tænkte at jeg, som vikar, ville sætte lidt fart på Leo og sparkede til et par af boldene mens de undrende spillere varmede op, krammede Tommy Troelsen og væltede over en gammeldags trekants bandereklame, fordi min briller duggede inde i Leo´s hoved. Og fordi jeg var bagstiv fra lørdag nat. Charles fik mange positive reaktioner fra tilhængere, som synes Leo var fed den dag. Jeg blev spurgt til at overtage tjansen permanent. Og det blev et pænt nej tak. Been there…

De følgende år vender billedet og bliver en Tour de Force af mesterskaber og flotte Europæiske præstationer. Min søn starter som 6-årig med at stå på sædet bag mig. C6 - 25 - 110. Vores medbragte sønner vokser de følgende år op sammen på Nedre C og får et unikt og ubrydeligt bånd. Der bliver set igennem fingrene med, at der bliver råbt ting under kampen, som vi ikke siger til mor når vi kommer hjem. Og FC-blodet strømmer i årene på knægtene der giver deres sidste søndagsenergi for at drive holdet frem. På nær når man spiser 4 Park-dogs og tager sig en lur henover to sæder i 2. halvleg (Max Rachlin).

Min søn Malthe er i dag 16 år og nu skal jeg nærmest stå på sædet bag ham, for han er i mellemtiden blevet 1.90, fået arbejde i Fan Shoppen og har deltaget i ting med sine FC-“storebrødre” på vores efterhånden traditionsrige europæiske ”aways” som vi heller ikke skal fortælle hans mor. Men det er et wolfpack og vi passer på hinanden. Vores store børn værner meget om dét vi har sammen i PARKEN og det er vigtigt for dem at det er VORES.

Vi kom som store drenge i slut 90´erne. Og står stadig samme sted, nu som midaldrende mænd. Jeg bliver snart 50 og har fået gråt hår og skæg. Og når vi ikke bliver underholdt af spillet, kan vi stadig synge en sang om Benny Galt eller Slagter Steen. Vi er en gruppe på omkring 100 mænd. Og Hilda. Det er gået op og ned for os allesammen. Og vi har endda mistet nogen undervejs, som pludselig en dag ikke var på deres plads foran mig mere (RIP Tommy). Men den kontante humor, sarkasmen, ironien og kærligheden til klubben - og hinanden - er den samme som den første dag i 1996. Min bedste ven har sagt, at han elsker mig på den tribune… 

“Ponyer er søde, men heste er de bedste...”

Jeg tænker ofte på de mange fodboldtilhængere herhjemme, der aldrig får den rus af mesterskaber og europæiske oplevelser, som vi tager for givet i FC København. Og får indfriet. Men som søndag efter søndag, år efter år, årti efter årti giver præcis den samme støtte og entusiasme fra tribunen som vi gør. Uden den ultimative forløsning og med en midterplacering, som et rigtigt godt resultat. RESPEKT herfra. Jeg har flere gange prædiket, at vi skal være taknemmelige når vi går hjem fra endnu en sejr. 

Jeg overgik fra at være uforskammet dårlig fodboldspiller på 6. holdet til at være tilskuer. Nu på 1. klasse.

”Ponyer er søde, men heste er de bedste...”

God sæson til jer allesammen.

FORZA FC

PS : Jeg synes stadig det er mærkeligt at vi ikke må få sennep til pølserne.