En manager makser ud

Manageren er i højt humør. Vi møder ham dagen før sæsonens sidste kamp i Parken. Og sikken en sæson. Aldrig er klubben kommet så langt i europæiske turneringer. Aldrig har Parken været så uindtagelig. Spørgsmålet er, om det kan fortsætte på den måde? Kan klubben holde dampen oppe og blive ved at maksimere sit potentiale? Og kan manageren selv blive ved med at finde motivationen? Solbakken har svar på det meste.


Af: Lisbeth & Jes Schrøder
Fotos: David E. Bastian-Møller


Hvorfor blev sæsonen så vellykket?

Det er forholdsvist enkelt. Den eneste store spiller som forlader os, er Nikolaj Jørgensen. Amartey forlod os i januar, men da havde vi allerede indkørt William Kvist, så vi skulle i princippet kun erstatte én spiller i start-elleveren. Vi vidste, at vi havde en god keeper, et godt midtstopper-par, vi havde to backs, som næsten aldrig er skadet – det sker så nu med Ankersen – vi havde midtbanen på plads. Så det eneste puslespil var primært at skifte lidt på kant-positionerne, for det er noget, som kræver meget i vores klub. Og så var det, at får Corner tilbage i kampform. Der er mange, som har glemt det, men han var stort set reserve for Santander og Nikolaj i lange perioder.

Næste fase var at få det rette mix ind i holdet, så vi kunne rotere og samtidig holde en stamme på holdet. Vi fik tidligt en fornemmelse af, at holdet kunne peake i denne sæson. I den ideelle verden peaker vi et år for tidligt. Vi skulle egentlig have spillet Europa League i år og Champions League næste år. I og med at vi kun havde mistet én spiller, handlede det primært om kontinuitet. Vi kunne bare bygge videre på det fundament vi havde fra sidste sæson, og som allerede havde fungeret godt i 6-7 måneder.

Hvorfor er back-positionen altid så vigtig i F.C. København?

Backs og fløjspillere er vigtige, fordi de skal løbe meget. Men jeg vil nu sige, at stort set alle positioner hos os kræver meget løbearbejde. Vi stiller store krav til disciplin, at du skal kunne yde noget både defensivt og offensivt, men vi har en tradition for backs, som er offensive i deres tankegang. Måske har det været særligt udtalt i år i og med, at vi har spillet med to power-forwards. Da vi spillede med Nikolaj (Jørgensen), lod vi ham have en meget fri rolle – mens i år har det været mere deciderede power-forwards og så bliver backs’ene endnu mere vigtige i vores angrebsspil.

Hans Backe sagde altid, at et hold har tre kriser i løbet af en sæson. Hvor var kriserne i år, synes du?

Det er muligt, at Hans sagde sådan … Men vi har ikke haft de kriser i år. Vi var lidt ramt af skader og karantæner op til Ajax-kampen. Og vi var uheldige med, at både Cornelius og Santander var ude samtidig. Vi måtte spille uden dem mod Porto. Det var uheldigt, men det var ikke nogen krise for de, som kom ind i stedet, spillede godt, og vi vandt alle kampene i Superligaen, mens de to var ude. Det er ikke sikkert, Hans Backe har oplevet sæsoner uden kriser - men det har jeg … (siger han og lyser op i det særlige Ståle-grin).

Kan det gentage sig? Eller sagt på en anden måde, hvad skal fansene forvente af den næste sæson?

Vi har stadig store ambitioner. Men sådan vil det altid være. Jeg sagde det både til Anders Hørsholt og bestyrelsen, at nu går vi ind i Champions League og hvis vi gør det godt, så bliver det hårdt næste år. Jeg kunne sælge hele holdet i morgen, men nu stopper vi. Nu prøver vi at beholde dem, vi har. Vi har solgt det, vi skal. Men prøv at sætte det lidt i perspektiv: hvis du sammenligner starten af forrige sæson og starten af næste, kommende sæson… hvis vi siger, at idealopstillingen i forrige sæson hed: Ankersen – Zanka – Erik – Ludde – så er 3 ud af 4 væk, nu da Ankersen er langtidsskadet. Hvis vi siger, at idealopstillingen på midtbanen var Falk – Kvist – Delaney– Toutouh/Verbic, så er Delaney og Falk væk, når vi tæller hans skadespause med. Og angrebet: Santander og Cornelius. Corner er væk. Så det er seks meget betydningsfulde spillere, som er væk eller ikke er til rådighed. Det er også forfra på en anden måde: vi har også været dygtige til at have ærke-københavnere centralt op gennem banen med Cornelius, Delaney og Zanka. Så vi starter med et halvt nyt hold på mange måder. Vi har i løbet af året forsøgt at give nogle flere spillere større roller, så overgangen måske ikke bliver så stor. Men det er klart, at det ville være idiotisk at sige, at vi starter på samme level, for det gør vi slet ikke.

Holdet har – som du siger - i mange år være meget københavnsk, meget dansk-svensk, nu er der flere udlændinge især fra Østeuropa. Hvad tænker du om det? Gør det nogen forskel?

Ja, det gør forskel, men det er ikke noget vi kan styre. Vi vil gerne kigge på nye spillere i København først, Superligaen næst, Skandinavien tre, Europa fire, Amerika fem. Men vi leder altså i hele verden efter spillere, som kan spille for F.C. København. Og i nogle sæsoner har vi mange københavnere, andre ikke. I min forrige periode havde vi år med mange skandinaver, og i andre perioder havde vi et hold, hvor der knapt nok var en dansker på holdet.

Hvad betyder det så?

Det vigtigste er, at de som kommer ind her bliver en del af kulturen. Der er en særlig kultur inde på banen og en kultur udenfor banen, og mange af de udenlandske spillere, vi har, kan det med kulturen. Vi har stadig en svensk midtstopper, en svensk/dansk keeper, vi har William på midtbanen, og Santander vil jeg kalde en paraguayansk københavner - han kender det hele ind og ud. Han taler ikke dansk, og heller ikke så godt engelsk, men han forstår det hele og kan med kropssprog lære de andre angribere, hvad de skal gøre. Så jeg tror, vi har en slags base alligevel. Jeg er ikke så bange for det.

Vi behandler alle forskelligt i forhold til hvilken type menneske, man er, men alle bliver målt ens på præstation.

Hvordan fungerer det med FCKs notoriske 4-4-2 og så tilgangen af nye spillere i forhold til den kultur?

Det er meget simpelt at sige, at FCK spiller 4-4-2. Sandheden er at FCK i 10/11 sæsonen, måske aldrig spillede 4-4-2, men snarere spillede 4-2-2-2, fordi vi havde backs med Pospech og Wendt, som dækkede det hele, og så havde vi Bolaños og Vingaard, som spillede helt inde i banen. Så det er bare en leg med tal-kombinationer. Det, som står tilbage, er, at vi altid forsvarer os på nogenlunde samme måde, og det skal alle kunne. Og så prøver vi at arbejde med den offensive del og tilrettelægge det således, at hver af den enkelte offensive spillers spidskompetence bliver udnyttet bedst muligt. Benjamin Verbic spiller fløj på en helt anden måde end Kasper Kusk eller Rasmus Falk. Det får spilleren lov til inden for de givne rammer. Men han kan ikke slippe for at løbe tilbage og forsvare. Med til vores kultur hører også, at man må træne godt. Vi behandler alle forskelligt i forhold til hvilken type menneske, man er, men alle bliver målt ens på præstation. Dvs. at hvis Ulrik (Laursen) er anfører, men ikke er bedre end Zanka på 17-18 år, så spiller Zanka. Selv om det kan give lidt bølger i omklædningsrummet. Men det ved alle, at sådan er det.

Har I så et hierarki på holdet?

Der er altid et hierarki, og det har aldrig været klarere end i den indeværende sæson. Delaney, Zanka og Kvist, de er øverst i hierarkiet.

Er det godt, at der er et hierarki?

Ja. Det er trygt og godt. Samtidig kan du som træner lave et hierarki ved at give lidt mere ansvar til nogen, som så vokser med opgaven.

Hvordan ser du klubbens positions i forhold til vores europæiske konkurrenter? Vi er ligesom kommet op i et bestemt lag, hvor vi altid trækker Brügge, vi trækker altid Apoel…

Der skal vi være dygtigere end de andre. Hvis vi taler om Brügge, så har de dobbelt så mange penge som os. Men vi spiller sjældent penge-kortet. Du kan sætte 11 spiller på banen, får du dem til at fungere godt, så er fodbold et af de spil, hvor der kan ske meget mærkelige ting. Og det er det, vi arbejder efter. Men finanskrisen i Danmark tog meget hårdt på de danske klubber, meget hårdere end det gjorde i Mellemeuropa og hos dem, som vi ser som vore konkurrenter. Det er et faktum. Finanskrisen var hård mod dansk fodbold og mod FCK.

Men stadig er det sådan, at der løber spillere rundt her, som faktisk er for gode til Superligaen… hvordan hænger det sammen?

Det er fordi, at vi siden 2014 er begyndt at lave karriereplaner for hver enkelt spiller. Vi er meget optaget af, at når spillerne forlader F.C. København og måske har vundet en titel eller to, at de både har udviklet sig som spillere og som mennesker. Vi vil meget gerne have, at det rygte, som de spillere, vi sender afsted, får, er, at de kan klare det store udland. Så får vi også flere penge for en spiller næste gang vi sælger. Derfor har vi også haft en stærk mening om, hvor for eksempel Delaney skal spille. Vi synes, det er rigtig sjovt, at han går direkte ind i Bundesligaen og scorer fire mål i ni kampe. At han scorer tre mål i en Bundesligakamp, mens han aldrig har formået at score to mål i samme kamp hos os.

Jeg ved ikke, om du ved det, men i dag forventer fansene nærmest, at de gode spillere kommer videre? Alle ved det. Før følte man det nærmest som forræderi, at en spiller planlægger sin afgang.

Det er grundlæggende for vores mulighed for at bestå som klub. Jeg kan ikke købe en spiller som Rasmus Falk eller hente andre OB’ere, hvis det er forventningen, at de skal blive her i 10 år og spille kontrakten ud. De må have mulighed for at komme videre. Det er derfor, de tør skriver under med os. Og jo mere succesfulde karriereplaner vi laver, jo større tiltro har spillerne til, at det her skal gå godt, og des nemmere får vi tag i de rigtige spillere.

Jeg kan godt lide slutspillet, men jeg kan ikke se, at Danmark skal have 14 hold i den bedste liga.

Hvis man ser på FCK i en europæisk sammenhæng, kan det så fortsætte, eller rammer man loftet et tidspunkt?

Det loft rammen man ind imellem. Jeg tror, vi har ramt loftet i år hvor vi har fået det maksimale ud af pengene. Det var det samme i 10/11 og måske også i sæsonen 08/09. Alle hold i Europa har deres plads i fødekæden. Der er Real Madrid, Barcelona og måske også Manchester United, og så kommer alle andre nedefter. Alle er underlagt vilkårene i den liga, de spiller i. Derfor er det et vigtigt politisk signal for mig at sige, at vi må ned på færre hold, hvis F.C. København og andre danske hold skal holde trit med Europa. Vi må have en stærkere dansk liga, vi vil gerne have hårdere konkurrence i hverdagen. Vi vil også gerne have nogle flere danske hold ud i Europa. Vi må blive stærkere sammen, så vi kan lave de overraskelser, alle vil se. Men det kræver, at konkurrencen i hverdagen bliver hårdere.

Så du bryder dig ikke om den nye turneringsstruktur?

Jeg kan godt lide slutspillet, men jeg kan ikke se, at Danmark skal have 14 hold i den bedste liga. Selv om jeg indrømmer, at Lyngby har gjort det godt … men de har også virkelig arbejdet hårdt.

 Så du vil måske længere ned? Til 10 måske?

Mja, jeg kan godt leve med 12, og jeg kan godt lide slutspillet. Jeg vil gerne ned på færre hold igen, og det tror jeg tv-selskaberne vil bakke mig op i. Det er ikke meget sjov i at kigge på et halvtomt stadion… Og så hæves kvaliteten og der bliver færre hold at fordele de gode spillere på.

I har en foretrukken start-ellever, men I er 23 mand i truppen. Hvordan sikrer I, at alle holder et højt niveau, som fx. Stephan Andersen gjorde det i pokalfinalen forleden? Hvad er hemmeligheden bag det?

Hemmeligheden er, at alle skal præstere til daglig, og kender konditionerne. Nogen har den forventning, at hvis vi spiller 56 kampe, så skal de spille de 53. Nogen forventer, at de skal ind i 30 af dem, andre at de skal spille 15 eller 10 kampe. Det er meget få spillere herinde, som er skuffede over det antal kampe, de har spillet. Måske er Antonsen lidt skuffet over, at han ikke har spillet mere, men han kender sin rolle, Okore er definitivt skuffet, og det prøver vi at gøre noget ved. Kasper Kusk er måske også lidt skuffet. Ellers tror jeg, de fleste har fået den spilletid, de skal.

Hvordan holder du den skuffelse væk fra medierne og offentligheden?

Som træner er det vigtigt at være ærlig i sin kommunikation. At man ikke kommer til at sige til Kasper Kusk, at han kommer til at spille næste weekend, fordi han gjorde det godt i dag. Og derefter ændre på det. Hellere være ærlig. Hvorfor spiller du, hvorfor spiller du ikke? Hvad gjorde du godt, hvad gjorde du mindre godt. Og så er det bare sådan, at hvis du vil spille i FCK, så må du kæmpe for din plads.

Det er mig, der skal tage beslutningerne og det er det, der har givet mig nye udfordringer. Manager-rollen gav mig helt sikkert et skub.

Hvad er din egen motivation i forhold til at være træner i F.C. København. Hvor finder du glæden i dit arbejde?

Jeg finder glæden i en god hverdag. At arbejde med mennesker, jeg selv har fundet til de forskellige roller. Her i min anden periode hos FCK har jeg et meget større ansvar. Jeg er økonomisk ansvarlig, jeg er ansvarlig for scouting, ansvarlig for School of Excellence (i dag kaldet FC Københavns Talentafdeling). Det er mig, der skal tage beslutningerne og det er det, der har givet mig nye udfordringer. Manager-rollen gav mig helt sikkert et skub. De første 18-24 måneder var det knaldhårdt. Nu føler jeg, at jeg er en normal træner med udvidet fuldmagt til køb og salg. Det var jeg inde over, dengang CV var her, men nu er det hele på mit bord. Samtidig har jeg fået så dygtige mennesker som medarbejderne på School of Excellence med dets trænerteam og på scouting med Johan Lange. Alt kører rigtig godt og jeg behøver ikke være over det hele længere, nu hvor jeg har fået de rigtige mennesker på de rigtige positioner. Motivationen kommer ved at være med til at bygge klubben op, så den dag, jeg forlader klubben, kan jeg overlade den i god form over hele linjen. Og at jeg ved, at jeg forlader klubben, før jeg får den følelse, at jeg mangler motivation.

Lisbeth Schrøder er 51 år og har læst i Madrid. Hun følger primært Real Madrid og FC København, men foretrækker kun at dukke op i Parken, når det enten er virkelig godt vejr eller FCK møder et interessant udenlandsk (gerne spansk) hold. Lisbeth overvejede seriøst at kalde sin datter Roberta Carla efter Real Madrids daværende brasilianske back Roberto Carlos. I dag er datteren glad for, at nogen stoppede hende. Er gift med Jes.   

Jes Schrøder er 53 år og har kigget på fodbold siden drengeårenes ture rundt til idrætsparkerne i Vanløse, Hvidovre og Valby for at se 2.-divsionsfodbold. Han er en del af den løse fangruppering, som har kaldt sig Cooligans, siden dengang de stod på A-tribunen og skyggede for de fine inde i boxene. Ser så mange FCK-kampe som muligt, men udebaneturene er for længst skiftet ud med julefrokoster blandt ligesindede før årets sidste hjemmekamp og rituelle grillarrangementer ved sæsonafslutning. Er gift med Lisbeth.