Generalen
Ansvar er ikke noget man bliver pålagt. Det er noget man tager.
Af: Jes Schrøder
Fotos: Carl Redhead
Jeg er på vej ud til Brøndby, og der glæder jeg mig til at være de næste par timer. Mio har lige samlet mig op i sin solide VW. Som første repræsentant for noget som helst blad har vi fået lov til at lave et interview i veteranens eget hjem i Brøndby. Det ligger i nærheden af det lokale superligastadion på grænsen til Glostrup. En dejlig murstensbungalow fra 1938, som manden i huset personligt er ved at fjerne betonforskalningen på, så de gule sten kommer til syne.
Det er en kendt sag, at Mios drenge spiller i gult og blåt - og det har talrige journalister prøvet at lave en historie om. Vi dribler også uden om den sag, og nøjes med at fortælle, at de går rundt i italienske fodboldtrøjer og at der hænger Zuma-plakater på væggene i drengenes værelse.
"Åh, ja - Brøndby, Brøndby." Mio smiler sit lille ulvesmil og fortæller, at Kim Vilfort bor længere nede ad vejen og at de alle dage har sludret gemytligt, når de mødes. Hans gode venner hedder blandt andet Colding, Eggen og Thøgersen. Det daterer sig tilbage til Mios tid i Frem. Han viser sig flere gange om ugen på Brøndby Stadion for at hente drengene - og mens vi kører ringer en ungdomstræner fra BIF (!) og spørger Mio om han kan komme og hente den signerede fodbold med alle FCK-spillernes underskrifter.
"Ved du hvad? Det viser bare, hvor meget de to klubber spejler sig i hinanden. Det har været så godt for begge klubber, at de har haft hinanden. Den rivalisering er guld værd. Det er så udviklende på alle fronter", siger han, da jeg kikker lidt forbløffet på ham.
Hvordan ser du selv på fodbold-spillet? Hvordan har du det, når du selv er blandt publikum?
"Jeg kan overhovedet ikke se, hvorfor man skal give "bolde" for underholdningen i en kamp sådan, som man gør i TV3s Onside. Overhovedet ikke. Det siger ikke en pind. Dem der sidder og uddeler bolde kender jo ikke det taktiske oplæg. Hvis det bare handler om at være underholdt: Nå, ja... så skal der være en masse mål i begge ender og gerne nogle finurlige driblinger undervejs. Og hvis det er sådan noget præriefodbold uden forsvar, hvor spillerne fiser frem og tilbage... så er den hjemme: Underholdning. Men er det fodbold? jeg mindes en kamp oppe Aalborg i sidste sæson. AaB mod Brøndby. 2-2, tror jeg den endte og kommentatorerne var ved at gå på røven. Det var en fed fodboldkamp, syntes de. Der var overhovedet ikke nogen midtbane på de to hold. Ud fra en fodboldfaglig vurdering var det bestemt ikke nogen god kamp. Og så er det sgu' da ligegyldigt om man er underholdt".
Ville du ønske at fansene havde det ligesom de italienske. At man tiljubler et godt forsvar og forguder de gode forsvarsspillere?
"Nej, det er for ekstremt. Men sportsjournalisterne kunne godt demonstrere lidt mere indsigt i spillet end hare at sidde der og snakke om underholdning. Det handler om at vinde og at få de 3 point, som gør, at man kommer op ad i tabellen. Sportsjournalisterne siger så, at de taler på fansenes vegne, men det passer heller ikke. De vil også have 3 point, når det kommer til stykket. Tidligere i FC. København der underholdt vi. Men vi glemte at få de 3 point. Der kunne vi ikke bruge de der bolde for underholdende spil til noget som helst."
“Om søndagen skal man præstere. Det handler om præstationer. Det er det vigtigste ord. En præstation, man kan være bekendt.”
Hvad er det så, at det handler om?
"Om søndagen skal man præstere. Det handler om præstationer. Det er det vigtigste ord. En præstation, man kan være bekendt. Det tror jeg også, at fansene i sidste ende sidder tilbage med: Kunne de være det bekendt? Mere end var det sjovt at se på. Jeg har mødt mange FCK-fans i tidens løb til forskellige arrangementer og jeg kan mærke, at der er ved at indfinde sig en mere realistisk holdning."
Den originale forside på Copenhagen Sundays Nr. 1 2001 der udkom en gang på tryk. F.C. Københavns Kaptajn: Mio. Foto: Carl Redhead.
Hvornår kom det holdningsskred i FCK?
"Det er tolv måneder siden.... da Roy kom. Det kan da godt være, at vi undervejs har spillet mere kedeligt og beregnende. Men læg så mærke til, hvad der skete i de sidste fem kampe. Der kom det hele jo med flot spil, spektakulære mål og så videre. Men det hårde slid og det kontrollerede spil skal være der først. Den fase kan man ikke springe over. Det var fundamentet. Jeg ser da også tegningen til, at vi i denne sæson så småt begynder at spille lidt mere offensivt. Men stadig med en vis sikkerhed. Det bedste i fodbold er at score mål. Kniber det med det - så husk i det mindste at holde de andre fra at lave nogle. Jeg røber
Det lyder da meget basalt. Hvordan er det nytænkende?
"Den meget naive holdning, vi nogle gange lagde for dagen med at angribe helt uhæmmet efterhånden som halvegen skrider frem i Parken, den havde de fleste hold efterhånden luret. De andre i Superligaen vidste godt, at man skulle bare holde den de første 20 minutter. Efterhånden ville det meste at holdet deltage i storstilede angrebsforsøg, og det gav gode muligheder i den anden ende. Og bag ude med et mål skulle fansene nok presse os yderligere frem på banen. Hvilket igen gav grobund for at score billige mål mod os og så videre. Der kan man så sige, at der kom Roy og sagde: I forstår slet ikke at spille fodbold. Hvis I scorer 6 mål hver gang, så må I godt spille sådan, men det gør I ikke. Nu begynder vi med at lukke af. Så vil et mål mange gange være nok. Jeg kunne mærke helt op på C-tribunen, at der var man også klar til at acceptere en hel del. Bare sejrene kom i hus."
Hvad var det han gjorde rigtigt?
"Selv efter en dårlig start, så afveg han ikke fra sin formel. Han skiftede ikke pludselig ud og ændrede pladserne. Eller ændrede på opstillingen. Han holdt fast og blev ved. Det skal nok komme, sagde han. Bliv ved. Det gav i sidste ende guldet. Alle kendte deres pladser. Det var skønt at høre, hvordan modstandernes midtbanefolk nogen gange råbte til deres angribere, at de skulle gøre sig mere spilbare. Men angriberne råbte tilbage: Hvor skal jeg løbe hen? Der er ikke plads nogen steder! Når den frustration var til at høre, så vidste jeg, at nu kunne vi ikke tabe. Nu arbejder vores kæder tæt sammen. Han fik sat skik på nogle ting, som aldrig rigtigt havde fungeret."
“Den aften kørte alle hjem i lækkert tøj, og følte at de var noget. Så enkelt kan det gøres.”
Hvordan bar han sig ad med at få jeres selvtillid i vejret?
"Jeg husker et godt eksempel på hans helt elementære brug af psykologi. Han skulle træne os første gang op til en Celtic-sommerkamp i Parken. Vi plejer kun at tage pænt tøj på, når klubben beder os om det. Det vil siger blazere og slips. Det var ikke meningen, at vi skulle mode op i det. Men han sagde til os: jeg ved ikke med jer, men jeg glæder mig helt vildt til kampen i aften. Så jeg vil tage min allerbedste 1000£-habit på: Alle mødte op i slips - og vi spillede strålende. Lidt ufortjent udlignede Celtic vores 2-0 føring og bagefter sad alle i omklædningsrummet og mukkede. Roy skummede af vrede og råbte højt, at vi lige havde udspillet et hold, hvis samlede værdi på det internationale spillermarked var 10 gange så højt som vores. Vi havde bare at være stolte over vores indsats. Den aften kørte alle hjem i lækkert tøj, og følte at de var noget. Så enkelt kan det gøres."
Hvordan ændrede han selve spillet?
"Selv de modne spillere kunne han lære en hel masse, fordi han kunne sætte ord på det. Meget vidste vi egentlig godt, men vi blev bedre, fordi han kunne sætte det op på formler... eller små sentenser. For eksempel "Bliv hellere en god nummer 2 end en dårlig nummer 1". Det dækker over at modstanderen har afleveret godt til en medspiller. I stedet for at satse på at nå bolden med risiko for, at han snyder dig og går forbi, så opgiv bolden og stil dig, så du generer hans spil mest muligt. Det lyder banalt, men ofte gik vi efter bolden. Det troede vi var reglen. Men det er ikke nødvendigvis det mest fornuftige. Og han sagde også, spark den endelig højt op i luften, hvis der er tilløb til panik! Det gav også et gib i os. Hvad er det han siger. Hvor uværdigt - skal vi til at losse? Skal vi ikke spille os ud af problemerne? Men nogen gange er det fodboldfagligt helt OK at give bolden et spark 40 meter op i luften. Der gør den ingen skade, og mens den er væk er der tid til at organisere sig. Det så man også, at vi benyttede os af en par gange i løbet af sidste sæson. i begyndelsen af sæsonen så det lidt primitivt ud. Det kunne jeg godt mærke. Men efterhånden fik vi styr på det og vi begyndte at variere det."
Hvad syntes I om ham?
"Spillerne kunne enormt godt lide Roy. Det må jeg sige. Han var i den grad spillernes mand. Hvis du gjorde det han sagde, så gjorde han også alt for dig. Omvendt: Den der ikke lyttede blev totalt jordet. Det hjalp selvfølgelig ogsa, at vi støt begyndte at vinde kampe, Nu vil jeg ikke nævne navne, men efterhånden var der spillere, som noget mostræbende måtte give manden ret i det, han gik rundt og sagde. Selv om det ikke lå til dem, at give bolden et ordentligt hak opad i en trængt situation, så erkendte de, at i visse tilfælde er det en rigtig god ide."
Jeg bed mærke i at under scenerierne efter i sidste fløjt i Odense, hvor alle spillere, ledere og så videre jublede ude på græsset der var der ingen der fik lov til at omfavne Hodgson. Undtagen dig. Dig gik ban lige ud til og gav et kram. Hvad lagde du i det?
"Jeg husker det godt. Det var en anerkendelse. Han gjorde det bevidst, fordi han ville vise, at han vidste, hvor meget det betød for mig, at jeg var med på det vinderhold, og at jeg fik den guldmedalje. Han kendte godt mit karriereforløb. Han gik meget op i den slags. Det var også vigtigt for ham, at vi vandt den sidste kamp. Det ville helt klart være malurt i bægeret, hvis vi havde tabt den sidste kamp. Den skulle vindes, så rekorden med en halvsæson uden nederlag bestod. Selv om vi var blevet mestre om søndagen og havde festet godt, så var oplægget til kampen ikke til at tage fejl af. Den skulle vindes."
Hvordan var jeres indbyrdes forhold?
"Det var tæt. Det er typisk engelsk, at træneren har stor respekt for det, der på engelsk kaldes senior players. Altså de spillere som har været med længe. Han støttede sig meget til mig, og byggede helt bevidst hierarkiet op med sådan en som mig øverst oppe. Det skammer jeg mig ikke over at sige. Det handler selvfølgelig ikke om, hvem der skal dominere rent spil-mæssigt på banen. Der kan jeg ikke følge med en type som for eksempel Christian Poulsen. Han er allerede nu meget bedre, end jeg nogen sinde har været, men Roy signalerede klart, at det var ikke det, som gav status. Jeg blev taget med på råd, og han gjorde det på en måde så alle i truppen kunne se, at der var nogen, som han talte mere med en andre. Det betød ikke, at han gik mere op i mig rent træningsmæssigt. Snarere tværtimod. Hvis vi havde en uge med te kompakt program, og nogle af de gamle ikke var helt på dupperne til træning, så generede det ham ikke så meget. Det var et lille privilegium som senior player. Men hvis nogen af de unge sløsede, så var han efter dem. Det giver et hierarki og det tror jeg ikke gør spor. Et sundt, velfungerende spiller-hierarki giver et fodboldhold i balance.
Kan holde det gode som Hodgson tilførte holdet ved lige?
"Kent er et godt valg, når det gælder om, at efterfølge Hodgson. Han kender glimrende hans måde, at træne et hold. De har begge været trænere samtidigt i hver sin svenske klub.
Rent taktisk er der ikke den store forskel. Måske er Roy mere defensiv hvor Kent omvendt har mere hang til, at satse fremad. Ellers prædiker de det samme. Men der er tale to vidt forskellige typer ledere. Roy er fodbold-domptøren der står inde i manegen og taler sit hold frem til perfektion. Kent er mere stille og rolig. Han skal ikke være på hele tiden. Men han ser alt. Han virker som en sød og rar ældre mand, som er helt harmløs. Men han har kik på det hele. Alt bliver noteret op og jeg huske fra den gang han sidst trænede os, at han er meget brutal, nar han gennemfører sine ideer. Også over for de spillere, som han mener eventuelt skal yde mere, er han benhård."
Hvad vil du fremhæve ved de gode trænere?
"De vigtigste spillere for en træner er de 10 spillere, som ikke bliver brugt fast på holdet. Kan træneren holde gang i dem så er man tæt på succes. De 11, som næsten altid er med er top-motiverede. Det sørger 15.000 tilskuere og sportspressen for. Men hvis dem i udkanten af truppen taber humøret, så daler kvaliteten af træningen. Og når de så endelig bliver brugt, er de ikke gode nok, fordi de kun har trænet halvhjertet. De 9-10 spillere fra den kategori af spillere, som er knap så brugte, er nøglen til gode sæsoner. Forstår træneren også at passe og pleje dem, så skal det nok gå.
“Den side af sagen var Goldbæk også god til. Han kunne være direkte modbydelig. ”
Er du og holdet nogensinde nervøse?
"Jeg vil mene, at 75 procent af fodboldspillet handler om mental styrke. Det er næsten sådan, at et godt hoved, man kan hold koldt, er mere værd en gode ben. Sådan er det blevet. Desværre vil nogen måske mene, men sådan er det. Jeg kan huske, at de to første sæsoner med guld og sølv, der var respekten for klubben næsten nok til, al modstanderen var så skræmte, at sejren var nemt inden for rækkevidde. Så vendte bøtten. Pludselig var det os, som var nervøse.
Man vandt ikke de kampe, man skulle og de andre vidste godt, at vi var skrøbelige – og de havde ikke respekt for os De kom pludselig efter alle tre point i Parken. Det kunne vi jo høre. De sagde det undervejs i kampene. Hånelige bemærkninger om, at nu gik det ikke å godt hva’? Den slags viser kun, at spillet også har et psykologisk plan. I den forbindelse mindes jeg Goldbæk. Den side af sagen var han også god til. Han kunne være direkte modbydelig. Men jeg mener, at som FCK-spiller skal man huske, at være ydmyg en gang imellem. Vi har gode forhold og et godt udgangspunkt med økonomien og alt det der."
Michael Mio Nielsen. F.C. Københavns general foran Bymuseet på Vesterbro. Foto: Carl Redhead.
Hvad er det værste ved FCKs fodboldtilskuere?
"Det er – de heldigvis sjældne gange - at De har gået efter vores egne spillere. Det er det værste der findes: At blive ydmyget af sine egne. Der er ikke noget værre. Fans har en mægtig magt på det område. Der skal ikke så meget til. Bare det at der bliver buhet af en spiller, når holdopstillingen læses op er nok til at ødelægge kampen for de fleste. Der skal man virkelig tænke sig godt om som fan, hvis man begiver sig ud i sådan noget. Der er ingen tvivl om, at Pascal Simpsom har lidt voldsomt af, at høre øv-råb fra folk i FCK-trøjer. Todi har også en gang haft en svær periode. Lad være. Det kan blive så slemt, at spileren ender med, at skifte klub. Todi lærte fansene jo senere, at holde rigtigt godt af. Men buh-råbene hjalp ham bestemt ikke til, at spille bedre. I og for sig er det jo komplet overflødigt. Træneren er sjældent så stor en idiot, at han ikke kan Se, hvem der ikke slår- til."
Er det ikke noget, man skal kunne holde til? Er det ikke en risiko, man må løbe som topspiller i en klub, der altid er præget af høje forventninger?
"Nej. Det synes jeg ikke. Af den enkle grund, at det er der næsten ingen, der kan holde til. Det er sindssyg hårdt. Offentlig verbal spanking af 10.000 på en C-tribune. Det tager tid at bearbejde og fodboldsæsoner er for korte til, at ødelægge en spiller på den måde."
Må fansene da slet ikke give udtryk for utilfredshed?
"Jeg accepterer i den grad, at når kampen er ved at vare slut, så kan der jubles eller buhes alt efter, hvad humør man er i. Det er kontant afregning pa dagen og salon er fodbold. Men så er tavlen også vasket ren. Jeg husker en Aab-kamp fra en af de mørke perioder, som vi var inde i, hvor der lød mishagsytringer fra begyndelsen af anden halvleg. Der blev jeg sur. Det er den eneste gang, hvor jeg ikke har været ovre for at takke for støtten. Der gik jeg direkte I bad. Det var destruktivt. Bortset fra den slags oplevelser, så kan jeg tænke tilbage pa en periode i dansk fodbold, hvor fansenes opbakning begyndte, at være en faktor. Vi har meget At takke vores for. Gennemgående har de været en gigantisk støtte. De bliver altid nævnt i trænerens pep-talk: giv dem nu en god kamp.”
Har du lagt mærke til tilråbet ”bold-kunstner”? Det lyder gerne i løbet af en kamp, når du har bolden?
”Ja, selvfølgelig… ha, ha. Det kommer oppe fra Cooligan-sektionen. Jeg studsede lidt første gang. Det er nok lige det, jeg ikke er. Jeg tager det som en kærlighedserklæring af en slags. Det er nok fordi de kan se, hvad det er for en type spiller, jeg er. En fodboldspiller kan komme langt ved at koncentrere sig om det, han er god til. Det handler om at kende sin begrænsning. Jacob Laursen er et godt eksempel. Han har perfektioneret det, han er god til; at rydde op, tackle, placeringsevne, opdækning. Jeg er vel lidt det samme.
Jeg ved godt, at jeg ikke er en boldkunstner.. ha, ha. Han* skulle måske have set mig dengang, jeg røg til fransk fodbold. Der var jeg jo offensiv midtbanespiller og kunne bryde igennem a la Todi. Måske mere som man ser Ruben Bagger nu. Det hænder da stadig at jeg rammer den ... det gjorde jeg da i den sidste kamp i Odense."
BONUSINFO
*Den "han" der hentydes til er den legendariske Cooligan Tam McTurk. Den skotske tilflytter har med en fodboldpassion vi andre kun kan missunde og en opvækst med britisk fankultur haft stor indflydelse på FCKs fankultur i de tidlige år.
Og det var Tam der med tydelig skotsk accent skreg a sine lungers kraft "Mio... Du er en boldkunstner!"
Tam udgav "Jihad" som var et kritisk fanzine omkring FC København. Det blev delt ud som fotokopier på tribunen og var aldrig set før i Danmark. Og aldrig siden!
Tam bor i dag i sit hjemland Skotland men kommer i til kampe Parken og i Europa så ofte han kan.
Har du set det igen på TV?
"Næ, det har jeg egentlig ikke. Det burde jeg måske gøre en dag, men umiddelbart efter stod den jo på ferie, og jeg optog aldrig kampen selv. Der kommer nok en eller anden, der kan låne mig en optagelse. Jeg kan bare huske, at den havde den helt rigtige retning - og ventede ikke engang på at den røg ind. Jeg havde med det samme kurs over mod fansene."
Hvorfor står du øverst oppe i spillerhierarkiet? Hvorfor er du endt der og har været der længe? - Også selv om du ikke er en boldkunstner?
"Det tror jeg heller ikke, at man skal være en boldkunstner for at være. Måske snarere tværtimod. Det er fordi, jeg er den type, som jeg er. Jeg er et socialt menneske uden for banen. Jeg kan lide at samle mennesker omkring mig - og jeg kan lide at lede og fordele arbejdet. Men det handler ikke kun om trang til at bestemme. Man skal også være hjælpsom. Er man det, kommer de yngre automatisk til en. De er usikre på alt muligt, og når man hjælper, lytter de også, når der falder et par alvorsord. I kampene er jeg også verbalt med. Jeg blander mig og råber op. Så ender man hurtigt med at få det der anførerbind. Det er nu ikke nogen stor ting. Når jeg bærer det, folder jeg det bevidst så det bliver så smalt som muligt. Selve bindet betyder ikke noget. Man bliver ikke udpeget til at lede tropperne. Det er noget man gør. Helt af sig selv."
Stålsat. Foto: Carl Redhead.
Hvad har været den sværeste periode for dig rent personligt?
"Helt klart da Aabrink kom til. Der blev jeg kaldt op på kontoret. Sammen med Lars Højer i øvrigt. Og der fik vi at vide, at der ikke var brug for os mere. Nu skulle der kun være plads til landsholds-spillere. Og det selv om der var et år tilbage af min kontrakt på det tidspunkt. Og det på trods af at Aabrink på mange måder brugte mig til at komme ind på livet af truppen. Lidt på samme måde som Roy gjorde i øvrigt.... nå, der var jeg måske lidt dum-naiv. Han sagde så, at der var en mulighed for at komme til Hvidovre eller Avarta. Men der sagde jeg til ham: Du kommer aldrig til at bestemme, hvor jeg spiller. Det gør jeg selv. Jeg har et år tilbage af kontrakten. Så spiller jeg gerne et år på DS-holdet og derefter vælger jeg selv. Så ansatte han Kim Brink og det var jo Kim, der satte holdet. I begyndelsen i hvert fald... og Kim brugte mig altid. Men det var klart det tætteste, jeg har været på at blive dumpet."
“Uldbjerg skyllede sin medalje ud i WC’et. Det siger vist bedre end mange ord, hvordan vi havde det.”
Hvad var det værste øjeblik i en FCKtrøje?
"Da jeg og de andre skulle aflevere den guldmedalje, vi fik i Odense i '94. Sølvmedaljerne var sendt til Silkeborg -og DBU gav os derfor de guldmedaljer, som alle troede vi retmæssigt skulle have med hjem. Sådan gik det jo ikke. Det var rædselsfuldt. Uldbjerg skyllede sin medalje ud i WC'et. Det siger vist bedre end mange ord, hvordan vi havde det."
Hvorfor skal der altid være en gammel spiller på et hold før at blandingen er perfekt?
"Jaaa... hvorfor er det sådan? Sådan behøver det jo heller ikke at være, men det er rigtigt, at man tit ser det. Det handler om ro, tror jeg. Hvis man er 24 år og tingene driller, så tror man, at alt er tabt. Jeg er 35 år og har også et liv uden for banen. Jeg har en familie og har fået det liv som fodboldspiller, som jeg havde håbet på. Jeg er i balance, og der skal meget til at ryste mig efter 15 år som professionel. Den ro smit-
ter af tror jeg. Men top-holdene kan i dag blive yngre og yngre af den enkle grund, at en 24-årig i dag er betydelig mere moden end, da jeg var ung. Sådan er samfundsudviklingen. Derfor bliver det med tiden lettere at undvære den gamle spiller, fordi der kommer typer, der kan tage et ansvar i en tidlig alder."
Hvorfor valgte du at fortsætte?
'Jeg har forlænget til jul. Havde der været en vinterpause på tre måneder, så var jeg gået død ved udsigten til at formen skulle holdes ved lige. Sommerpausen er så kort, at det var forholdsvis nemt at holde den gamle krop i gang. Ledelsen spurgte mig, og jeg føler så meget for klubben, at så er det svært at sige nej, når man ved, hvor vigtigt et efterår det bliver med Europa Cup, titelforsvar og en stribe nye spillere, der skal køres ind. Og når der sker, så fader jeg stille og roligt ud."
Hvad skal der ske, når du stopper som spiller?
"Jeg er stillet et job i klubben i udsigt. Det er ikke noget, som står på et stykke papir. Det anser jeg ikke for nødvendigt. Det er ordholdende mennesker, jeg har med at gøre. På et tidspunkt syntes jeg, at det kunne være rart at lave noget, der ikke har direkte med fodbolden at gøre. Administration af en slags - men det har jeg droppet igen. Det kommer alligevel til at have noget med det sportslige at gøre. Jeg gjorde op med mig selv, at det er det, jeg ved mest om - og at jeg straks ville savne at være i nærheden af det. Det skal dertil siges, at jeg har taget alle de indledende trænerkurser, Prof 1 og Prof 2. Jeg satser på at komme ind i noget, der ligger i periferien af førsteholdet i en eller anden trænerfunktion."
Efter interviewet var det aftalen, at Mio skulle køre mig til nærmeste S-togsstation. Det laver han meget bestemt om på og kører mig ind på brokvarteret igen. Det er tydeligt, at det er faderen, som er vant til at hente og bringe, der er bag rattet. Jeg tænker på, hvordan Mio under de tv-transmitterede jubelscener i Odense midt i det hele meget rutineret sørgede for at folde det nyerhvervede Danmarksmester-flag pænt sammen. Ligesom når et nyvasket lagen skal ordnes. En lille ansvarsfuld og betænksom handling midt i hele hurlumhejet. Sådan er han nemlig. Ansvar er ikke noget man bliver pålagt. Det er noget man tager.
Kunne du lide artiklen? Så kan du støtte Copenhagen Sundays på MobilePay: 28908128
Jes Schrøder er 53 år og har kigget på fodbold siden drengeårenes ture rundt til idrætsparkerne i Vanløse, Hvidovre og Valby for at se 2.-divsionsfodbold. Han er en del af den løse fangruppering, som har kaldt sig Cooligans, siden dengang de stod på A-tribunen og skyggede for de fine inde i boxene. Ser så mange FCK-kampe som muligt, men udebaneturene er for længst skiftet ud med julefrokoster blandt ligesindede før årets sidste hjemmekamp og rituelle grillarrangementer ved sæsonafslutning. Er gift med Lisbeth.
