David E. Bastian-Møller

DOMMERUDVALGSFORMAND: VAR SKAL BLANDE SIG

David E. Bastian-Møller
DOMMERUDVALGSFORMAND: VAR SKAL BLANDE SIG

Der var ikke straffe i mandagens tre situationer og den slags ønsker VAR-udvalget at fange frem over.

Jens Stage tilkæmpede sig mandag et straffespark han nok ikke havde fået, hvis dommer Sandi Butros havde kigget på sin VAR-skærm. Foto: Copenhagen Sundays.

Jens Stage tilkæmpede sig mandag et straffespark han nok ikke havde fået, hvis dommer Sandi Butros havde kigget på sin VAR-skærm. Foto: Copenhagen Sundays.

I mandagens kamp mellem F.C. København og SønderjyskE  fløjtede dommer Sandi Putros for tre straffespark. Et til SønderjyskE og to til FCK, som Jonas Wind begge omsatte til mål.

Kendelserne er efterfølgende blevet heftigt debatteret, og der er blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor VAR ikke greb ind ved nogen af kendelserne.

Derfor melder formanden i DBU’s dommerudvalg, Michael Johansen, nu ud med en forklaring.

“VAR er til for at udrydde de åbenlyse og kampafgørende fejl. Er der elementer i en kendelse, der går i begge retninger, bør VAR som udgangspunkt støtte dommerens kendelse,” forklarer Johansen.

“VAR har i kampen mellem FCK og SønderjyskE handlet efter de retningslinjer om kun at gribe ind, hvis der er tale om en åbenlys fejlkendelse. Derfor ligger ansvaret for den manglende indgriben først og fremmest hos mig som ansvarlig for VAR-implementeringen i 3F Superligaen,” siger Michael Johansen videre.

Han fortæller videre, at han, ud fra det nuværende erfaringsniveau med VAR godt kan forstå, at VAR ikke blandede sig i de konkrete situationer. Det kunne han dog godt tænke sig, at de gør fremadrettet.

“I bagklogskabens klare lys havde jeg dog gerne set, at VAR havde kaldt dommeren til skærmen ved alle tre straffesparkskendelser. Vi er nu den erfaring rigere og har lært af det i hele VAR-teamet,” siger formanden i DBU’s dommerudvalg.

“De tre straffespark kan teoretisk forsvares med lovbogen i hånden, men fortolkningen af situationerne ligger under det niveau for forsætlighed, vi generelt dømmer med og for i Superligaen. Vi vurderer, at de tre straffesparkskendelser ikke burde være blevet dømt. Et straffespark er et dommermæssigt skøn, som aldrig er helt ens. Eftersom der her er flere elementer, der kan have snydt dommeren, burde VAR have besluttet at kalde dommeren til skærmen for et ekstra gennemsyn. Her kunne dommeren - nu med TV-billederne som bevis - vælge at fastholde eller omstøde sin beslutning,” lyder det desuden.

“Det er naturligvis beklageligt, at der er blevet dømt tre tvivlsomme straffespark i samme kamp. Alle topdommere har et ansvar og skal være store nok til at erkende, hvis der er sket fejl. Det har Sandi også gjort efter at have set situationerne igennem på TV,” siger Michael Johansen.

Spørgsmålet er så, om weekendens kamp og den efterfølgende udmelding betyder en redefinering af det så omtalte “clear and obvious”-begreb. Det er dog ikke tilfældet siger dommerudvalgsformanden til Copenhagen Sundays.

“Vi ændrer ikke definitionen. Det er en fintuning i dilemmasituationer,” siger Michael Johansen.

Og det er nok ikke sidste gang vi har hørt fra udvalgsformanden efter omdiskuterede kendelser.

“Vi vil fortsat være transparente på dommerområdet og omkring VAR, da det er den bedste måde at gøre folk klogere på VAR. FCK-SønderjyskE-kampen vil ikke overskygge vores generelle billede af VAR-implementeringen. Starten har været godkendt, men med plads til forbedring  - og forårssæsonen er kommet fint fra start,” konkluderer Michael Johansen.

Foto: Copenhagen Sundays.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!