Rasmus Eghøje

TILFREDS THORUP: KUNNE IKKE HAVE PEGET PÅ BEDRE STAB

Rasmus Eghøje
TILFREDS THORUP: KUNNE IKKE HAVE PEGET PÅ BEDRE STAB

FCK-træner Jess Thorup er stærkt begejstret for det setup, der er skabt omkring ham. Og ser hav frem til at møde SønderjyskE i Parken.
Vi skal have den største respekt, siger cheftræneren frem mod årets første hjemmekamp.

træning_sne_falk_oviedo.jpg

Torsdag havde F.C. København en af sine sidste træninger frem mod “forårets” første hjemmekamp, hvor Glen Riddersholm og SønderjyskE gæster Parken. I bidende koldt vejr med sneen, dalende ned over Nummer 10, var humøret højt og spillerne gik hårdt til den på træningsbanen. Cheftræner Jess Thorup var hoppet i de lange FCK-skibukser, til den kolde træning. Vi talte med Thorup efter træningen. Om teamet, truppen og resultaterne.

- Hvordan er humøret i truppen?

”Det er klart, efter en fornuftig start med to sejre, så giver det jo en masse humør i truppen. Det synes jeg også, afspejler sig på træningsbanen i dag, på trods af det er koldt. Det snevejr og banen er næsten lidt halvfrossen, det er ikke de nemmeste forhold. Men spillerne bevarer godt humør og det synes jeg, vi har arbejdet med hele vores opstart, så det er fedt, vi stadigvæk ser det. Det er klart, at resultaterne de hjælper helt klart også med det,” sagde Jess Thorup.

København startede forårssæsonen ud med to udekampe. En i Aalborg og en i Horsens, to svære kampe, hvor København, særligt i den første, måtte kæmpe sig til sejren, så man kunne blande sig i toppen af superligatabellen. Her ligger løverne aktuelt nummer fire med fem point op til de gule og et enkelt mindre til FCM.

”Jeg tror vi alle sammen, stod sådan da vi sluttede godt af i efteråret - så er man altid spændt på at komme i gang med forårssæsonen og se, hvor står vi henne? Kan vi fortsætte de takter vi viste, i slutningen af efteråret? Det synes jeg vi har gjort. Vi har haft to svære udekampe, i Aalborg og i Horsens, vi kom derfra med seks point. Det kan vi kun være rigtig tilfredse med. Der er selvfølgelig også nogle ting vi skal lære af de kampe, i forhold til starten af kampene. Samtidig synes jeg også, vi har vist, at vi kan håndtere flere facetter af spillet. I Horsens var banen ikke til at spille på. Jamen, så kunne vi også vise, at vi kunne fighte, vi kunne duellere og vinde anden-bolde og holde modstanderen fuldstændig fra. Jeg synes, vi har fået en god start med en masse positivt med derfra. Nu handler det et eller andet sted om at bevare troen på tingene, og se om vi ikke kan sammensætte en endnu længere stime, end den vi er i gang med,” sagde Thorup om de hvidblusedes sæsonstart.

thorup_int_RE_www.jpg

- Hvordan har det været at arbejde sammen med Neestrup og Sellés, i de første to kampe?

”Det har været fantastisk. Jeg er meget begejstret for det team, jeg har fået samlet omkring mig. Det er kompetente folk, hele vejen rundt og det er ikke kun Nees, Rúben og jeg; der er mange flere omkring end os. Både i form af analytikere, fysiske folk og så videre. Så vi har fået sammensat et team, som jeg er sindssyg begejstret for - folk har en masse kompetencer. Vi har været rigtig gode til at uddelegere, så hver især har nogle ansvarsområder, som de tager vare på. Jeg er rigtig begejstret for den sparring jeg får. Jeg synes det er kompetente folk, som jeg tror, vi kan lære rigtig meget ad hinanden. Det er jo egentligt dét, det handler om. Det er at finde et miljø også på vores trænerkontor, hvor vi kan gøre hinanden stærkere og dermed bidrage, med tingene ud til spillerne. -Jeg tror ikke, jeg kunne have peget på en bedre stab, end jeg har fået nu,” sagde Københavns træner.

I de første to kampe foretog trænerteamet tre udskiftninger i midterforsvaret. Boilesen, Nelsson og Bjelland har alle tre været i brug, som forsvarsspiller med Zanka ved siden af sig. Bjelland har ikke spillet meget, i den her sæson og i nedtakten efter Horsens-kampen, fortalte forsvarsspilleren, at Ståle havde sagt han ikke skulle have en bærende rolle denne sæson.

- Hvad er grunden til den rokade, der har været i midterforsvaret?

”Det kan der være flere grunde til. Ét er, der har været noget i forhold til kampene, som jeg har ændret. Så har der været karantæner, så der har været flere faktorer, der har spillet ind,” sagde cheftræneren.

”Vi har en sindssygt stærk trup. Vi har, som minimum, to spillere til hver position. Det har vi også til midtstopperne, som minimum fire – som minimum faktisk fem – der byder sig til. Der skal man, som træner være klar til at skifte, hvornår passer den enkelte? Til den enkelte kamp? Der skal være konkurrence om det, men samtidig skal vi give dem en tryghed, skabe noget fundament,” tilføjede Thorup.

- Hvordan ser du Bjellands rolle i forårssæsonen?

”Jeg ser den, som jeg lige har sagt, der er hård konkurrence om pladserne. Vi har, som jeg ser det, fem rigtig dygtige midtstoppere. Så der er hård konkurrence, så jeg kan ikke stå og sige om, hvem der kommer til at spille kamp for kamp, men sige, at der er hård konkurrence om det,” sagde Jess Thorup.

”Det jeg kan sige omkring Bjelland er, at det var imponerende at se han gik ind og spillede en kamp (mod Horsens, red.), som han gjorde. Når man tænker på, hvor lang tid siden det er, han har spillet. Hans seneste kamp vidner om, at han har noget rutine og bidrage med. Han skal spille kampene, som han kan og ikke, som nogle af de andre. Det bidrog han med i Horsens,” tilføjede Thorup.

I Parken har man lagt ny bane, efter Copenhagen Medical brugte Parken, som COVID-19 testcenter. Kampen mod SønderjyskE, spilles også med lukket tag. Det er nogle forhold FCK-holdet, ikke har mødt endnu, denne forårssæson.

”Det er jeg spændt på. Jeg er ikke så vant til at spille på helt nyanlagte baner, som FCK, historisk set, har gjort oftere end mange andre klubber,” fortalte træneren.

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at de gør et kæmpe stykke arbejde derinde, for at få den lagt så godt som muligt, blive så plan som muligt. Så vi får de bedst mulige forudsætninger og forhold til og forhåbentligt, få den tredje sejr i streg,” uddybede Thorup.

På mandag gælder det så SønderjyskE i Parken. Og selvom Glen Riddersholms tropper senest tabte til Vejle og i pokalturneringen fik en tynd sejr over Fremad Amager, bliver det ikke en ’let’ kamp forsikrer Thorup.

”SønderjyskE er et sindssyg svært hold at spille imod. Det vidner det også om, at de slår Midtjylland – Midtjylland – 2-1. Så derfor skal vi have den største respekt for SønderjyskE. Vi så dem også i går i Pokalen, de har også et “flow2. Jeg ved godt de taber mod Vejle, men det bliver en rigtig svær kamp,” siger Jess Thorup om mandagens opgør på det nye græs, under taget i Parken.

Tekst og arkivfoto: Rasmus Vuk Eghøje.

Rasmus er vores rookie. Han skriver, laver video og tager billeder.
Selvom Rasmus bor på landet er han glødende FCK-fan.