DBU HAR PLANER FOR PARKEN, MEN HAR IKKE TALT MED EJEREN
Dansk Boldspil-Union satser på Parken som landskampsstadion. Det meldte unionen ud i den forgangne uge. DBU har tidligere luftet muligheden for at rykke til et eventuelt nybygget stadion andetsteds, men ønsker altså at fortsætte samarbejdet med Danmarks største stadion. Så langt, så godt.
Ud over Parken og ordet ved siden af, har DBU planer i Aarhus og Odense.
DBU ønsker dog, at nationalarenaen renoveret og udvides til en kapacitet på 50.000 tilskuere.
I den netop offentliggjorte “vision for stadions, hovedkontor og træningscenter” stå bl.a., at man ønsker:
“En mulig modernisering af Telia Parken i København som nationalstadion og hjemmebane for Herrelandsholdet i de fleste, større landskampe. DBU vil gå i dialog med Parken Sport & Entertainment som ejere samt Københavns Kommune og være med til at udvikle planer for et mere moderne stadion med bedre og moderniserede faciliteter for fans, spillere og sponsorer samt mulighed for flere pladser – gerne op mod 50.000,” skriver dbu.dk.
Desuden har DBU planer for området bag Parkens A-tribune, hvor Østerbro Skøjtehal tidligere lå. Et område, som også løbeklubben Sparta, ifølge vores oplysninger, og muligvis også Parken, har ønsker om at bebygge. Organisationens ønske er således:
“Etablering af nyt hovedkontor for DBU, Divisionsforeningen og Kvindedivisionsforeningen ved siden af Parken i København med mulighed for flere parter herunder fodbold- og idrætsorganisationer. DBU’s nuværende hovedkontor i Brøndby vil som led i planen skulle sælges,” skriver DBU på sin hjemmeside.
Der er bare den lille hage ved det hele, at DBU tilsyneladende ikke har penge med til festen og desuden har DBU ikke talt med Parken og F.C København om planerne.
FCK og parken er ikke afvisende, men man har ikke hørt fra DBU om planerne. Det fortæller pressechef Jes Mortensen til Copenhagen Sundays.
“Vi har stadigvæk ikke hold møder om, hvad de konkret ønsker – hverken med Københavns Kommune eller DBU. Og før vi har gjort det, er det svært for os at tage markant stilling til det,” skriver pressechefen i en besked.
“Vi er glade for vores samarbejde med DBU og har en rigtig god og konstruktiv dialog omkring udviklingen af Parken, stadion og området omkring. Men det er meget ukonkret, og derfor skal vi mødes og drøfte mere ned i dybden, hvad det er, man gerne vil. Før det er sket, kan vi ikke tage stilling til det,” skriver Jes Mortensen.
Den manglende dialog vil Dansk Boldspil-Union nu påbegynde fortæller formand Jesper Møller til Ekstra Bladet.
"For os har det været vigtigt at få meldt visionen ud, så kan vores direktør nu gå i gang med drøftelserne med Parken," forklarer Jesper Møller til eb.dk.
- Havde det ikke været mere naturligt at spørge Parken først, om en modernisering/udvidelse var realistisk? Spørger avisen.
"Vi synes, det her er den rigtige måde at gøre tingene på. Nu kan vi få afklaret med Parken, hvad der er realistisk. Kan den kun moderniseres til 37.000 pladser, må vi forholde os til det," siger Møller.
"Vi er bare af den opfattelse, at Parken har behov for en modernisering. En slags opgradering. Og jeg ved godt, at det slet ikke er sikkert, at de her tanker kan lade sig gøre i virkeligheden. Parkens ejere må beslutte sig, hvad der kan lade sig gøre," siger Jesper Møller videre til E.B.
Copenhagen Sundays har i den kommende uge en interview-aftale med PS&Es bestyrelsesformand Bo Rygaard. Her vil vi spørge om selskabets syn på en eventuel udbygning af stadion.
Foto: Copenhagen Sundays.
David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!