David E. Bastian-Møller

VILLE KØBE PARKEN: SE DE VILDE PLANER

David E. Bastian-Møller
VILLE KØBE PARKEN: SE DE VILDE PLANER

For snart to år siden, i januar 2019, henvendte repræsentanter for Arena Developments ApS - et selskab der dårlig nok var stiftet - sig til Parken Sport & Entertainment (PS&E) med det formål at igangsætte en dialog om køb af Parken, F.C. København m.m. - PS&E. Her er planerne.

Bag Arena Developments stod den engelske konsulentvirksomhed Redstone, som havde store amerikanske investorer - bl.a. det enorme Fortress Investment Group - i ryggen. Tidligere F.C. København-investor og Brøndby IF-bestyrelsesmedlem Aldo Petersen var også en del af projektet.

Man havde på det tidspunkt dialog om køb af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds ca. 29% af aktierne i selskabet bag Parken og FCK og havde desuden et tilbud klar om at køber de to øvrige storaktionærer Erik Skjerbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensens små 45% af aktierne.

Det blev dog ikke til meget mere end en kold skulder fra de to storaktionærer.

“PARKEN Sport & Entertainment A/S har forelagt anmodningen for Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen, der begge har oplyst, at deres aktier i PARKEN Sport & Entertainment A/S ikke er til salg, hvorfor de ikke finder deltagelse i et møde med Arena Developments ApS relevant,” meddelte PS&E således til fondsbørsen.

Der kom dog det ud af øvelsen, at Lars Seier Christensen købte de 22,5% af LDs 29% af aktierne i Parken, mens Erik Skjærbæk købte resten.

Men hvad ville investorgruppen med primært amerikanske penge i ryggen? Det fortalte Aldo Petersen i sommeren 2020 under et interview med Copenhagen Sundays.

“…derfor var det også et samarbejde med en meget stor amerikansk investor, som var formidlet af min kontakter i England, hvor vi foreslog at modernisere Parken. Hvor vi foreslog at skabe et forbedret foretningsmiljø rundt omkring de kontorer der var, lave underholdningscentre rundt omkring Parken, således, at man kunne forbedre økonomien, men det blev der takket pænt nej tak til. Den eksisterende ledelse følte, at man havde godt nok styr på Parken. Og det var vel teknisk set også der der direkte udløste, at Lars Seier købte LDs aktier, fordi det var tanken, at vi skulle have købt de aktier, som en del af den her transaktion, men det lykkedes ikke,” sagde Aldo Petersen den gang.

Fortress og co. havde planer om at investere minimum 1 mia. kr. i den store modernisering af det snat 30 år gamle Parken og der er udarbejdet mindst tre prospekter for udvidelse og tilbygning til F.C. Købehavns hjemmebane. 

Copenhagen Sundays er kommet i besidelse af de fremviste projekter og kan nu vise nogle af de idéer, som gruppen der ønskede at købe minimum godt halvdelen af Parken, havde med nationalarenaen.

I investorgruppens oplæg er der skitseret meget store forandringer af Parken. Ud over de eventuelle nyskabelser med hotel og/eller biograf er hovedfokus på voldsom opgradering af oplevelsen for fans og sponsorer/partnere.

Det gælder madoplevelser med mere for fans og lounge/sponsorområder.

For fansenes vedkommende står der i det ene oplæg:

“Det starter med fansene. Mens spillere, ledere og ejere kommer og går, er fansene den konstante faktor. Det glemmes nogle gange. Parken bliver anderledes.

Gangarealer er ikke længere ubønhørlige grå korridorer, men en væsentlig del af hele oplevelsen. Fans der er vant til at spise i byen forventer mere, og ved at skabe walk-in rum, i modsætning til boder, og med produktionen bragt i højsædet, kan vi skabe mini-gader, sprængfyldt med energi.”

Samtidig er vist en række eksempler på mad-/restaurantkoncepter, mikrobryggeri og barer fra Tottenham Hotspurs stadion, O2 Arena i London og andre venues.

Ligeledes er vist en række eksempler på sponsorbokse og lounge/sponsorområder. Disse områder rummer en voldsom opgradering i forhold til, hvad Parken i dag kan tilbyde sponsorer og andre VIP’er.

I det ene af de tre forslag indgår store udvidelser af Parkens mad-/bartilbud og VIP/sponsor-faciliteter med to tilbygninger med hver 5.000 m², i det andet indgår et hotel og konferencecenter, mens der i det tredje er indeholdt et større biografkompleks. Alt skabt af skabt af det anerkendte, danske arkitektfirma Schmidt Hammer Lassen Architects og Niras Engineers. Indretningen er lavet af arkitekterne bag Tottenhams nye imponerende stadion.
I alle tre projekter var det planen, at tilskuerkapaciteten i Parken skulle udvides til 50.000 personer.
Desuden var det planen at bygge 20.000 etage m² bag A-tribunen.

Ifølge vores oplysninger har tidligere bestyrelsesformand Bo Rygaard set dele af projekterne, mens Lars Seier Christensen angivelig har set alle tre projekter, som altså alle er blevet afvist.

Siden Parken afviste de forskellige planer har man iøvrigt påbegyndt en opsplitning af PS&E til mindre enheder, så Parken bliver et selvstændigt datterselskab fra starten af det nye år. F.C. København ventes at følge efter, men tidligst fra starten af 2023.

Man har desuden indledt drøftelser med DBU og Københavns Kommune om et evt. samarbejde om renovering af Parken og etablering af et nyt DBU hovedkvarter ved siden af stadion.

Vi har været i kontakt med Lars Seier Christensen for at høre, om man i ejerkredsen er enig i, at Parken skal bevæge sig i retning af de prospekter man har fået vist. Og hvad der i øvrigt skal ske, nu hvor Parken stadion bliver et selvstændigt selskab med de muligheder får målrettet investering det giver.

“Det har jeg ingen kommentarer til pt.,” lyder svaret fra Lars Seier.

Heller ikke PS&Es bestyrelsesformand Allan L. Agerholm har meget at tilføje.

“Tak, men vi har ikke yderligere kommentarer til det lige nu. Vi er, som det er meldt ud tidligere, igang med en struktureret proces med Københavns Kommunen og DBU om udviklingen af Parken og hele området omkring, så vi vender tilbage med mere nyt om dette i løbet af året når dette arbejde begynder at tage form. Lige nu er vi og KK (Københavns Kommune, red.) ved at udvælge det rådgiver team som skal hjælpe os med at finde den bedste samlede løsning,” skriver formanden i en besked til Copenhagen Sundays.

Illustrationer: Schmidt Hammer Lassen Architects/Niras Engineers og Populous.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!