VAVROs FORTJENESTE AT DET LYKKEDES
Denis Vavro er tilbage i København og ikke mindst F.C. København. Det vækker glæde hos mange FCK-fans, men mindst lige så meget hos hovedpersonen selv.
Copenhagen Sunday kunne i sommer berette, at forsvarsklippen gerne ville tilbage til den danske hovedstad fra Lazio, som han skiftede til i 2019, efter at have vundet mesterskabet med løverne.
“Jeg vil tilbage til København. Jeg kommer tilbage, København er mit hjem,” skrev Vavro den gang til os.
Det kunne dog ikke lade sig gøre, da Lazio, der betalte omkring kr. 75 mio. for forsvarsspilleren hos FCK, ikke var interesserede i at leje ham ud. Det var helt umuligt, som vi hører det.
Denis Vavros kærlighed til de københavnske mesterskabsaspiranter rustede dog ikke. Og efter et efterår stort set uden spilletid i det italienske så Vavro igen mod København og Nummer 10.
Og det er da også kun spillerens meget brændende ønske om at komme retur der har gjort, at der nu laves en lejeaftale mellem Lazio og F.C. København. Det fortæller centralt placerede kilder til Copenhagen Sundays.
FCK betyder da også meget for spilleren, fortæller han til fck.dk.
”F.C. København betyder rigtigt meget for mig. Jeg havde det fantastisk her i min første tid i klubben, og jeg glæder mig meget til at spille i Parken igen og komme tilbage til hverdagen i klubben,” siger den 25-årige slovak.
"Jeg har holdt kontakten med mange af spillerne og staben her, som jeg glæder mig til at se igen hver dag. Jeg kommer med én målsætning, og det er at hjælpe FCK til at blive mestre til sommer. Det vil jeg give mig 100 procent for,” fortsætter han.
Også hos Peter Christiansen, sportsdirektør i F.C. København, er der glæde over den “nye” stopper. Klubben har sikret sig en kvalitetsspiller, siger PC til klubbens hjemmeside.
Sportsdirektøren bekræfter et billede af en spiller, der meget gerne ville retur.
“Denis har selv udvist en stor lyst til at komme tilbage til København, og vi ved, at han brænder for at vinde kampe med FCK, så vi er glade for aftalen med ham,” slutter Peter Christiansen.
”Jeg tror, at alle, der har fulgt Superligaen kender Denis' kvaliteter, og det var ikke for sjov, at Lazio betalte rigtigt mange penge for ham. Han er en duelstærk, hurtig og kompromisløs forsvarsspiller, mens hans tekniske færdigheder også er rigtigt solide. Med ankomsten af Denis har vi sikret os en kvalitetsspiller, der kender klubben, byen og fansene indgående, hvilket gør integrationen lettere,” siger PC om spilleren.
Fotos: fck.dk.
David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!