PC: DET ER NU TINGENE BEGYNDER AT SKE
Onsdag eftermiddag spillede F.C. København årets første træningskamp mod Hvidovre, på træningsanlægget Nummer 10. I pausen passede Copenhagen Sundays sportsdirektør Peter Christiansen op, for at stille ham til ansvar for, at der trods masse af rygter og påståede intentioner endnu intet rigtigt er sket i det københavnske vindue.
-PC, transfervinduet indtil videre - I har fået nogle spillere retur, Mudrazija er sendt videre, Grytebust er kommet hjem. Hvad sker der dér?
“Som jeg har sagt tidligere, så er det en situation, som for nogle af vores målmænd ikke er holdbar, så derfor kigger vi også på de løsninger, der nu kunne være,” sagde Peter Christiansen.
-Du siger “nogle”?
“Nåh nej, men det er jo klart vi kan ikke være en målmandsportefølje på fire, ideelt det er tre. Og også med spillere der er forskellige steder i deres fodboldliv, så ja, vi er nok en for meget lige nu,” sagde sportsdirektøren.
-Hvad sker der ellers? Folk er jo sindssygt utålmodige, det har du nok bemærket. Der er 12 dage tilbage af vinduet og formanden (Allan L. Agerholm, red.) siger, at din telefon gløder…
“Det gør den også. Jeg har lige været inde og lade og sætte nyt batteri bag på. Nej altså, vi arbejder selvfølgelig på det og jeg tror også - det giver jo sig selv i og med, at vi har små to uger tilbage - at det er nu tingene begynder at ske,” sagde PC.
-Og det gør de?
“Det gør de!” bekræftede FCK-bossen.
-Hvornår breaker I noget..?
“Ej men, det kan jeg ikke stå her og sige, men… det gør vi snart, det gør vi snart!,” undveg PC.
-Er der noget på plads?
“Det gør vi snart!”
-Jeg havde jo personligt forventet, at du ville få det offensive på plads hurtigt, ligesom du gjorde med det defensive i sidste vindue. Var det ambitionen og så driller tingene lidt eller hvad?
“Neeej, jeg tror, at januar-vinduet er altid en lille smule anderledes end sommer-vinduet, fordi at klubberne er et andet sted og økonomien er en lidt anden rundt omkring. Der er et større puslespil, som vi også skal forholde os til. Det er der hos os det er der hos de andre klubber, og i de andre ligaer. Nogle ligaer spiller stadigvæk, har vigtige kampe helt frem mod slutningen af vinduet, så det er nok sådan nogle ting der spiller ind,” fortalte Peter Christiansen.
-Og jeg har jo tidligere regnet med et par kanter og en angriber, og så blev det pludselig relevant også at kigge central midt og centralt forsvar. Er det de der fire-fem stykker?
“Vi kigger jo først og fremmest på, hvordan vi kan gøre truppen og helheden bedre, at vi har de våben vi skal bruge, for også at kunne spille i forskellige stile, og også formationer. Og der er det rigtigt, at ja, vi kigger fremme på banen, og vi kigger også om vi kan tilføre kvalitet på et par andre positioner. Og du er måske ikke helt skævt på den, når du nævner de to positioner der,” sagde PC.
-Der er jo i de her vinduer sindssygt mange rygter og der er også nogle I ret markant har skudt ned. Er det agenterne, som sidder og drømmer rundt omkring?
“Ej men, jeg tror egentlig bare, at vi skal leve med og forstå at transfers og transfervinduerne de bliver mere og mere interessante, og I som fans, det er en del af det. Der er ingen fodboldkampe at forholde sig til, så bliver det, hvad sker der i transfervinduerne rundt omkring og, hvordan ser trupperne ud og hvordan forstærker klubberne sig og så videre, og så videre. Så det er en del ad det, det må vi leve med, men det er klart at rygterne kommer jo et sted fra, så hvem der skal have skylden for det, det synes jeg ikke, at jeg skal stå her og gætte på,” sagde sportsdirektør Peter Christiansen.
-Er det sjovt at sidde bag dit skrivebord og følge med i alt det der?
“Vi følger ikke så meget med i det. Vi får os et godt grin en gang imellem og det er tiltrængt i en periode, hvor der er fuld knald på, men mest af alt, så passer vi vores egen butik og sørger for at vi arbejder rigtigt med de ting og de emner vi skal ha’,” sagde PC.
-Og nu må jeg hellere slippe dig, så folk ikke siger “hvad fanden står Copenhagen Sundays og spilder PCs tid for, når han burde lukke handler.
“Vi har en vigtig træningskamp, den skal jeg også følge med i,” sluttede sportsdirektøren.
Og kampen? Den endte 3-1 til løverne, på FCK-mål af Orri Oskarsson, Håkon Haraldsson og Pep Biel.
Arkivfoto: Copenhagen Sundays.
David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!