STOP KAMPEN – VI SKAL SLÅS

STOP KAMPEN – VI SKAL SLÅS

Det var det sureste pis at se Brøndby score i går. Endda i 90. minut. Det stank af en – heldigvis sjælden – BIF-sejr.

I følge den officielle Superliga-kampstatistik havde F.C. København nul (0) skud på mål gennem hele kampen (”Skud: 3” - ”Skud på mål: 0”).

Forsvaret holdt nogenlunde stand mod de gules stormløb. Angrebet var tandløst. Øv!

Endnu værre var det dog at se kampen blive stoppet på grund af en gruppe tåbelige tilskueres vold mod vagter, politi og stadion.

En totalt destruktiv og idiotisk adfærd, der INTET har med fodbold at gøre!

”De er slet ikke fans”. ”De er ligeglade med fodbold”. ”De er der kun for at slås”. Det ved alle fodboldfans er noget sludder. Men det vi så i går ødelægger sporten og skader klubben. Det hører ingen steder hjemme. Heller ikke på et fodboldstadion.

Hvorfor får det så lov at finde sted? Hvorfor skrider politiet ikke ind? Hvorfor bliver personer, der flere timer inden kampstart stormer stadion, ikke anholdt og forhindret i at begå flere ulovligheder?

Vi har i dag talt med såvel politiet som kilder i begge klubber. Der tegner sig desværre et billede af, at politiet ikke magter den opgave de er sat til; at opretholde lov og orden.

Ifølge kilder i Brøndby IF ønskede Københavns Vestegns Politi ikke at anholde ”stadionstormerne” inden kampen. Politiet ønskede – af hensyn til egen sikkerhed – den mere fredelige løsning, at lempe de 60-80  personer ud, så de kunne blive kontrolleret og visiteret, inden de blev lukket ind igen.

En løsning, som vi i øvrigt hører lod sig gennemføre fredeligt og uden yderligere vold fordi en kompetent fankoordinator fra F.C. København klarede ærterne.

Hvorfor skulle disse personer ind på stadion igen? Ville man noget andet sted i vores samfund acceptere en sådan opførsel? Hvis de samme typer havde smadret dørene til et supermarked udenfor åbningstid, ville politiet så blot have bedt dem smutte og stille sig i kø indtil dørene blev åbnet? Total uacceptabelt og ringe politiarbejde.

Og – skulle det vise sig – ret uheldigt, da Brøndby scorede.

Da urolighederne brød ud – igangsat af BIFs scoring og forstærket af et knytnæveslag i ansigtet på en ”FCK-vagt” – var politiet meget lang tid om at komme vagterne til hjælp.

Det har vi desværre set før på Brøndby Stadion.

Og da politiet endelig kom ind, for at assistere vagterne, var de ikke talstærke nok til at kunne pågribe voldsmændene.

Politiets hovedfokus – fortæller politikilder os – var at ”holde kæderne” og forhindre at de voldelige elementer kunne trænge ind til de ”almindelige” Brøndby-fans på nabotribunen.

Man var ikke talstærke nok til at pågribe de forreste og mest voldelige FCK-tilhængere. Disse kunne således ”gratis” gå løs på politi og hegn. Ikke godt nok!

Mens Søren Pape Poulsen skriger på konsekvens og karantæne er hans eget politi ikke deres opgave voksen.

Ansvaret ligger hos voldsmændene. Løsningen ligger hos politiet. Et politi der beklageligvis er inkompetent og bange for at få rap over nallerne, som da man for nogle år siden – helt tåbeligt – foretog hundredvis af ulovlige, præventive tilbageholdelser. I går oprettede man 29 sager, men foretog kun seks anholdelser...

Og hvor skal regningen sendes hen? Ingen steder; den er betalt. Vi har et politi med historisk høje bevillinger. Og de skal bare rykke ud – til fredelige såvel som voldelige situationer.

Vi vil have hektiske og larmende derbyer. Vi vil have tifoer, pyro og stemning. Vi vil se bold. Vi vil ikke se slåskampe og angreb på de personen der sikrer, at vi kan dyrke vores passion.

Stop volden – forza F.C. København!

Det mener Copenhagen Sundays.

Foto: Andreas Konnerup / FCKFC.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!