David E. Bastian-Møller

BOILESEN: STADIG MEGET VI SKAL RETTE IND

David E. Bastian-Møller
BOILESEN: STADIG MEGET VI SKAL RETTE IND

Nicolai Boilesen er aldrig bange for at se indad på egne og holdets vegne, når han i mixed zone, kort efter kampene, vurderer, hvad der har fungeret for F.C. København og, hvad der ikke har. Således heller ikke søndag i Viborg.

Foto: Copenhagen Sundays.

Således også kort efter søndagens opgør i Viborg. Her stod Løverne igen som vinder af en 2-0-kamp, men igen overlod de alt for meget til modstanderne.

“En hård kamp. Jeg synes, at vi i små perioder var bedre med bolden end mod Odense, men der er godt stadig meget, vi skal have rettet ind. De mest positive ting, vi kan tage med fra disse to kampe, er, at vi holder nullet begge gange og får de tre point, der skal til. Vi vinder de kampe, hvor vi bestemt ikke spiller godt, heller ikke uden bold,” sagde Boile.

“Det er ikke, fordi jeg føler, vi er komfortable i store dele af kampen, men vi fighter røven ud af bukserne og får trods alt de tre point,” tilføjede den midlertidige anfører.

-Er det det der bliver udslagsgivende?

“Det hjælper på det, at der er gejst, og alle ved, at man skal kaste sig ned i tingene. Der er ingen tvivl om, at det er det, der kæmper os igennem, for poleret fodboldspil er ikke det, vi leverer på nuværende tidspunkt. Det er ikke godt nok, at det kan blive farligt hver gang, de laver en-to-afleveringer ude på kanten,” sagde backen.

Og for anføreren var der fortsat meget tilbage at ønske, selvom han også kunne glæde sig over de tre point.

“Vi ved godt, at hvis du skal vinde mesterskabet, skal du vinde de grimme sejre. Det er dem, vi er i gang med at vinde. Spillet kan kun blive bedre, med og uden bold. Det lover godt og tegner godt, at vi får de tre point, dem er vi super glade for. Vi ved godt, at vi har en masse ting, vi skal forbedre, men lige nu handler det om, at vi skal glæde os over sejren,” sagde Nicolai Boilesen.

-Hvad er det der mangler spilmæssigt?

“Der mangler, at vi er i bedre kontrol med bolden i større perioder af spillet. Så kan man sige, er det hønen eller ægget, der kommer først. Vi har for lange periode uden bold, hvor vi ikke generobrer den. Det er i hvert fald for få sekvenser af spillet, hvor vi er i kontrol med bolden,” sagde Boilesen.

-Var der brug for noget skældud? Du er en af dem, der godt tør sige noget til dine medspillere, det kan man tydeligt se?

“De må også gerne skælde mig ud. Det skal gerne være sådan, at vi alle sammen vil hjælpe hinanden. Vi vil jo gerne vinde og det er det det handler om,” sagde forsvarsspilleren.

-Var det fedt at få din navnebror i gang med målscoringen?

“Ja, det var skønt!”.

-Han er ikke til at stoppe nu..?

“Nej, han er brandvarm nu! Ej, det var dejligt - et godt mål. Og vigtigt at lukke kampen, det var godt!,” sagde Boilesen om ungdomsvennen Nicolai Jørgensenes scoring til 2-0.

-Og Denis’ mål..?

“Det.. jeg tror ikke en gang det var meningen, at det var ham der skulle sparke, men han er godt kørende for tiden, så lad ham da endelig sparke dem ind sådan der. Jeg har ikke set ham gøre det mange gange til træning. Jeg ved ikke lige, hvad der skete der, men det kan bare få lov at blive ved med, hvis han kan sparke dem ind sådan der,” grinede Boilesen.

Fotos: Copenhagen Sundays.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!