HIGHWAY TO HELL

Jes Dorph giver her sin egen, helt personlige beretning om, hvordan en lille styrke fra Copenhagen Sundays Skærtorsdag rejste i en stor, hvid BMW fra København til Silkeborg – og retur efter lortekampen.

Der står heldigvis intet om fodboldkampen. Men til gengæld en del om GPS-problemer, dårlige frikadeller, Babacars lemfældige opvarmning – og en utilfreds Nicolai Boilesen.

Dorph, Don Ø, Cornelius og David away. Foto: Jes Dorph-Petersen

Af Jes Dorph-Petersen, Copenhagen Sundays.

”Vi er fremme på stadion i slutningen af første halvleg”, siger jeg til Don Ø lige omkring Slagelse.

GPS’en i hans mægtige BMW er på størrelse med fjernsynet på et teenage-værelse. Og beskeden fra den avancerede maskine er desværre alarmerende.

Fladskærmen fortæller nemlig, at vi først ankommer til Silkeborg klokken 16.21, mens vi i paradetempo snegler os over Sjælland. Trafikken er tæt, fordi det er skærtorsdag. Alt for mange Familien Danmark-typer skal afsted i Poloer og Daihatsu’er med en oppakning af leverpostej, Ludospil og lillesøstre for at røvkede sig i et søvnigt sommerhus på Paradisæblevej.

Østergaards hvide hybridfartøj har til gengæld kurs mod noget meget vigtigere: en fodboldkamp i Jylland. Silkeborg-FCK med kickass klokken 16.00. 

Vi kørte ellers hjemmefra  i god tid – klokken 11 fra Hellerup. Men det går latterligt langsomt – og Østergaard, der er en rutineret Jyllands-farer, fordi han kører i bil til alle udekampe, frygter endnu mere trafikken over Fyn og så de kendte køer omkring Kolding. 

”Det kan altså godt være, vi skal se kampen på en skærm her i bilen”, siger han.

Don og Dorph sidder foran. Vi er nemlig de ældste. David og Cornelius er omme på bagsædet i et virvar af ledninger, mobiltelefoner og iPads til produktion af Copenhagen Sundays-optakter undervejs. David var på 10’eren flere gange i dagene optil og fik interviews med Thorup og VK - samt billeder da FCK-bussen kørte fra Frederiksberg onsdag. De skal ud på nettet inden kampen.

Efter et pitstop hos Cirkle K, hvor Flemming fylder brændstof på for en lille tusindkroneseddel, roder de unge bagved også rundt med både Bountys og pølsehorn, kan jeg se i bakspejlet – og dufte i kabinen.

Inden afgang har Don Ø placeret dåse-colaer i alle bilens 4 kopholdere. De er drukket inden Storebælt, og der er flere i bagagerummet, lover chaufføren. Så vi lider ingen nød. Men det er ikke godt med meldingen på GPS’en. Nu siger den endda, at vi først rammer Silkeborg klokken 17:01. Altså i pausen inden 2. halvleg.

Så er det, vi opdager at trafikmaskinen simpelthen er dum. Den har helt ubegavet beregnet vores  køretid via en rute, der bringer os til Jylland med Molslinjen – altså færgen mellem Sjællands Odde og Århus. En kæmpe og unødvendig omvej i både tid og kilometer. Så pyyyha. Der er lettelse i ”bimmeren”. Vi skal nok komme i god tid til fodbold. Og vi skal nok nå at få lavet live-optakt fra stadion på nettet.

Hen over Fyn og Lillebælt glider trafikken fint, og Flemming finder en radiostation med musik fra 1970’erne, mens han fortæller anekdoter om Zuma, Roy Hodgson og Marcus Allbäck. Og sig selv, naturligvis… 

Vi er fremme på det lille, hyggelige Lego-stadion i Silkeborg allerede inden klokken 15. 

Siden skal det vise sig, at vi nok havde fået en meget bedre torsdag, hvis vi havde gjort, som GPS’en foreslog – eller vendt om ved betalingsanlægget i Korsør, kørt hjem igen og slukket for Discovery.

Silkeborg-kampen bliver som bekendt en røvtur for os venlige, men – i hvert fald på banen - lidt for arrogante københavnere. 3 dybe og rene stik med Kent Nielsens taktiske køkkenkniv. Og dermed farvel til både rene lagner og maksimumpoint i 2022 for F.C. København.

”Så kan I lære det”, skriver samtlige mine jyske bekendskaber til mig efter kampen. Suppleret af den sædvanlige ”God tur, hjem”-besked og alt for mange statements om, hvor jordnær, man er i Jylland, hvor himlen og horisonten altid er pænere end på Sjælland og alle er ligesom Niels Hausgaard. Jeg har i øvrigt aldrig helt forstået logikken i at prale med at man er ydmyg. Det hænger bare ikke sammen…

Nå, men tilbage til JYSK PARK i Silkeborg og optakten: de er faktisk ret flinke derovre - 322 kilometer fra stadion-storebror Parken på Østerbro. Vi bliver budt velkommen allerede ude på p-pladsen af en mand i en forvasket SIF-trøje, der er mindst 4 numre for lille – om maven. Måske var det den, Morten Bruhn spillede i, da Silkeborg senest blev Danmarksmestre for 28 år siden. 

David og Dorph sender optakt fra Jysk Park. Foto: Youtube.

Indenfor i foyer’en låner vi en sofa-gruppe under hovedtribunen til vores optakt på Facebook og YouTube. Herfra kan vi se Kamil Grabara varme op sammen med Kim Christensen. Vi hilser på sportsdirektør PC, der kommer farende forbi i sin efterhånden ikoniske sorte sovepose-frakke. Alt tegner lyst, og David tipper 3-0 til FCK. Der er endda gratis kaffe, sodavand og varm mad i presserummet inden kampen.

At kalde indholdet i flamingokasserne for mad er måske en overdrivelse – nærmest en fornærmelse. I foliebakkerne ligger noget, der ligner frikadeller, men smager som en grovhakket karklud, der har fået 18 minutters nådesløs stegetid på hver side. Kartoffelsalaten er også udenfor kategori og meget langt fra den, vor mor troede, hun lavede. Men der er gode småkager med chokoladeknas til to-go-kaffen. Og endda varme røde tæpper med SIF-logo til udlån blandt os i pressekorpset. David og Cornelius er for længst gået ned på banen for at fotografere, da jeg bevæger mig ud mod tribunen 14 minutter i bold.

Dorph på plads med kaffe. Foto: David E. Bastian-Møller.

Der er to rækker med indhegnede pressepladser på JYSK PARK. Men hele den forreste række af klapstole er ubesat, da jeg kommer derud. Til gengæld sidder det 4-5 stykker bagved. ”Er de her pladser reserveret?” spørger jeg en tydelig hjemmevant sportsjournalist fra indkast.dk.

”Nej, slet ikke” svarer han.

”Hvorfor sidder der så ikke nogen?” fortsætter jeg med et skarpt kontraspørgsmål.

”De fleste sætter sig bagerst for at undgå at blive våde af bane-sprinkleren inden kampen”, får jeg at vide. Dens yderste vandstråler når åbenbart lige akkurat op på de nederste pressepladser. Måske har de samme vandmester som i Farum?

Dorphs plads. Foto: Jes Dorph-Petersen.

Jeg sætter mig alligevel på forreste række og repræsenterer ifølge papirlappen, der er klistret fast på bordet, Midtjyllands Avis, som naturligvis også har en medarbejder på stadion. Han sidder bare skråt bag mig og er muligvis på plads for Tipsbladet eller Jyllands Posten. Jeg ved det ikke, for jeg når ikke at tjekke hans bordkort. Mens sprinkleren forstøver plastictæppet og dele af tribunen, går jeg lige ud og tisser af. Rutineret og nødvendigt for en 63-årig mand, der skal sidde ned 3 kvarter i 6 graders varme. Banen er heldigvis vandet færdig, da jeg kommer retur.

Det er tørvejr og alt er godt i Silkeborg, da kampen starter. Som altid er FCK’s away-sektion imponerende tydelig i volumen og udtryk. Det er faktisk kun københavnerne, man hører. Jyderne sidder måske bare og venter på de tæsk, de desværre aldrig får.

Jeg gider ikke skrive en linje mere om selve fodboldkampen. Selvom jeg sidder klar med kuglepen og notesblok er der intet vigtigt at notere. Intet godt. Kun lort. Anden halvleg er som bekendt en katastrofe, og FCK-reservernes opvarmning lige nedenfor pressepladserne er det mest bemærkelsesværdige i en sløv første halvleg.

For mens Nicolai Boilesen og Victor Kristiansen rent faktisk småløber og strækker rituelt ud, minder Khouma Babacars præstation på sidelinjen mere om en ældre invalidepensionist på gåtur til bageren søndag morgen. Senegaleserens pulsmåler og skridttæller kommer i hvert fald ikke på overarbejde på plastictæppet i det midtjyske…

Når jyder jubler ultimativt, siger de hurra, dunker hinanden i ryggen og går hjem. 10 minutter efter sidste fløjt er der så godt som tomt på tribunerne – undtagen naturligvis der, hvor Sektionens helte er placeret. De står længe i den udebanesorte stund og klapper stolt ned mod nederlagets mænd fra FCK.

Jeg hilser på Thomas Gravesen, som ifølge ham selv lige har sagt kloge ord i fjernsynet, og bevæger mig ned i spillertunnelen. Her vader spillere fra SIF og FCK rundt blandt hinanden i badetøfler og nedrullede strømper – omgivet af lutter grå betonvægge kun visuelt afbrudt af en til lejligheden opstillet sponsorvæg, som danner baggrund for diverse tv-interviews. Rasmus Falk, hvis pandebånd nærmest sidder som en forvredet glorie øverst på hans hoved, giver mig en high-five. Men han ligner en, der ikke gider tale med pressen. Det kan jeg godt forstå.

David fra Copenhagen Sundays er i fuld gang med at interviewe Jess Thorup. Som altid forsøger træneren at cherry-picke det positive i en dårligt spillet kamp. Det er Thorups velkendte stil, og man må anerkende hans evne til at bevare både smil og optisme i nederlagets stund.  

Nicolai Boilesen til gengæld er tydeligvis ikke tilfreds. Anføreren (i Zecas fravær) har endog meget svært ved at skjule sin skuffelse over at være degraderet til reservespiller efter sin sygdom. Og det er lige præcis det, journalisterne leder efter i deres spørgsmål til Boile. Hans kropssprog siger endnu mere end ordene. Nicolai tripper på stedet. Han kigger væk og ned – og står der helt sikkert kun, fordi han har fået besked på det af klubben. Men han er cool nok og hilser pænt, da de rituelle interviews er overstået. Få sekunder efter er Boilesen væk. Det kan jeg også godt forstå. Og han kan være vred med værdighed. 

Dorph i mixed zone. Foto: Jes Dorph-Petersen.

Silkeborgspillerne har til gengæld en fest i beton-tunnelen. De myldrer rundt og vil meget gerne snakke om sejren med pressen. Jeg gider ikke rigtig høre, hvad de siger, men fokuserer lidt gammelsurt på deres badetøfler, som alle er forsynet med håndskrevne numre sat fast med tape. Lige præcis her kan vi vel godt kalde dem torsdagens tøffelhelte. 

Midtjyske tøffelhelteben fra Silkeborg. Foto: Jes Dorph-Petersen.

En halv time efter står vi igen på p-pladsen foran JYSK PARK ved Don Øs ødsle øse. Cornelius sender den sidste af godt 25 storys afsted på Instagram, mens David med et ”til helvede med den fodboldkamp” lægger sine kameraer og dynefrakken om i bagagerummet og sætter sig ind på bagsædet.

Vi ruller væk fra nederlagets gerningssted i tusmørket – og bliver kun lidt gladere, da AaB’s scoring i Brøndby tikker ind på mobilerne. Lukas Prip, din dejlige dreng. Vi følger sporadisk kampen på en iPhone placeret i kopholderen mellem forsæderne. Men arbejdet kalder – og undervejs rigger David op til den podcast, du nu kan høre på Copenhagen Sundays (https://anchor.fm/copenhagen-sundays). Mikrofonen går på rundtur i bilen undervejs fra Jylland og henover Lillebælt. Der siges meget både surt og klogt, indtil Flemming efter en halv times fodboldsnak siger ”David, er vi ikke snart færdige?”

Og færdige er vi, da Flemming, Cornelius, David og jeg henter kaffe, sandwich og sodavand på tanken før Odense. Østergaard spiller ”My Way” med Frank Sinatra og synger heldigvis ikke selv med. 

Ellers foregår resten af turen hjem til hovedstaden nærmest i stilhed. Eller rettere: der er ikke meget mere at skrive hjem om….

Men det er der helt sikkert på mandag.

Vi ses til derby i Parken.