Den vigtige udebanetrøje
Ligegyldigt hvor mange nye spillertrøjer, der bliver sendt på markedet, så vil det altid være en alvorlig sag for os fans. Meget alvorlig.
Af Michael Rachlin
Foto: FCK
Ligegyldigt hvor mange nye spillertrøjer, der bliver sendt på markedet, så vil det altid være en alvorlig sag for os fans. Meget alvorlig. Jeg er ikke trøje-samler, og efter 25 år som fast mand i Parken har jeg ”kun” omkring 10 FCK-spillertrøjer hjemme i klædeskabet. Der er bestemt større samlere end mig. Og der er også mange, som går mere op i det end jeg gør.
Der, hvor de nye spillertrøjer bliver interessante, er som en markør. Det er en markør af, hvad klubbens ledelse tror, fans vil have. Har de fornemmelse for, hvad der rører sig i fandybet? Har de aflæst, hvor vi er? Tager de overhovedet fans alvorligt?
“Gul og blå udebanetrøje… Det kunne simpelthen ikke tolkes som andet end en udstrakt langemand til fans og fankulturen”
Der har været op- og nedture med den hvide hjemmebanetrøje. Fra den gamle 90er Adidas med tværstriber på skuldrene, over Umbro med den røde snørrelukning til lavpunktet med FCK Line. Der har været stor forskel i den tekniske karakter og det kunstneriske udtryk. Men den egentlige kampplads har altid været udebanetrøjerne. Udebanetrøjerne har nu haft alle regnbuens farver, og de har markeret både lavpunkter og højdepunkter i F.C. Københavns udtryk. Et eksempel: Da klubbens ledelse i 1994 lavede udebanetrøje i gult og blåt var det ikke kun udtryk for mere end en direktion, som ikke havde styr på en skid. Det kunne simpelthen ikke tolkes som andet end en udstrakt langemand til fans og fankulturen. Gul og blå udebanetrøje… Den er god nok. Jeg kender en, som har den… Men han går naturligvis aldrig med den.
Lad det være sagt med det samme: Vi er kommet langt siden. Meget langt. Der har været gode og dårlige udebanetrøjer, de seneste par år. Men der har været en ide med alle trøjerne. Selv den fuchsia-farvede, vi havde i 2011/2012-sæsonen (Den vi troppede op med på Samford Brigde til CL-kvartfinale) kunne jeg se ideen i. Eller den orange, der blev markedsført under overskriften ”Color of Lions”. Ikke at jeg selv kunne lide dem, men jeg respekterer, at der har været et relativt stort segment af kvindelige FCK-fans bosat i Nordvest og på Amager, der værdsatte dem rigtigt meget. Det sagt (næsten) uden sarkasme. Selvfølgelig skal klubben også kunne sælge nogle trøjer, og så mange er vi ikke tilbage i det segment, som i 20 år har diskuteret om den sorte Hummel med ”Kinnaps” på maven er den fedeste trøje ever.
“I wear black on the outside cause black is how I feel on the inside…. ”
For det er jo dem, vi er. Vi er jo trods alt fra Planet 80’erne, hvor The Smiths sang ”I wear black on the outside cause black is how I feel on the inside….”.
Og så landende der en ny udebanetrøje, som Copenhagen Sundays egentlig bad mig om at anmelde. Og først bed jeg selvfølgelig fast i markedsføringen: ”We’ll be comming down the road”… Endnu engang låner klubben af Cooligans-arvesølv, da det selvfølgelig var en sang vores skotske fraktion introducerede i ca. 1997. Men trøjen: Den er godkendt. Vil måske oven i købet købe den. Jeg kan rigtig godt lide Adidas-striber – specielt, når de kun er på selve skulderen. Det er giver et klassisk udtryk, hvor man ikke overspiller varemærket. For fanden, det er trods alt Adidas. I behøver ikke at råbe det! Jeg kan også lide den hvide stribe på ærmet, og at man nu har Københavns våbenskjold i nakken er selvfølgelig verdensklasse. (Københavns våbenskjold, der fik sin nuværende udformning i 1661 som tak til Københavns borgere, fordi de havde afvist den blå-gule storm mod København - men det er en helt anden historie.)
Der er noget af det rigtige i den mørkeblå nuance, selvom jeg helt sikkert havde foretrukket den helt ensfarvet. Jeg bliver aldrig vild med changerende mønstre på fodboldtrøjer, men det er tilsyneladende svært at komme uden om i 2018. Så det er til at leve med, når det giver et sort skær – og selve logoet er hvid på sort baggrund. Så alt i alt: Absolut en af de bedre udebanetrøjer uden at den vil kunne klemme sig ind i en top 5. Så måske vil jeg investere i den, mens jeg venter på den ultimative sorte away.
Michael Rachlin har været med i fankulturen siden de tidligste dage på Nedre A – og var en af de stiftende kræfter i såvel Copenhagen Cooligans som det oprindelige Copenhagen Sundays samt det obskure fanzine Jihad (hvis redaktør ses til venstre på billedet).
Michael holder stædigt fast i pladsen på sæde 108 række 25. Han har skrevet bogen ”Slaget om København – den store bog om Brøndby-FCK” sammen med den kendte BIF-fan Jens Jam Rasmussen, hvilket forklarer de grå hår. Michael stod også bag det trykte kampprogram, der var i Parken for et par år siden.
