16 ting vi hader ved landskampspauser
I rummet kan ingen høre dig skrige. Og i en landskampspause kan du ikke engang se Brøndby tabe.
MIchael Rachlin har taget pulsen på en laaaaang uge uden rigtig fodbold og kommer her med 16 grunde til hvorfor han og mange andre hader landskampspauser.
1. Det er meningsløst
En landskampspause er et iskoldt kik ned i tilværelsens afgrundsdybe meningsløshed. Ligegyldigt hvad der sker i en landskampspause, får din klub ikke så meget som et point mere i tabellen. Ikke så meget som et mål mere. I rummet kan ingen høre dig skrige. Og i en landskampspause kan du ikke engang se Brøndby tabe. Det er et eksistentielt fald ned i den bundløse, stinkende mudderpøl, som nogle har valgt at kalde livet.
2. Det er en venskabskamp
Kald det Nations League. Put gavepapir om og smid et par EM –billetter oveni. Det er stadig en venskabskamp. Du kan også putte tivolikrymmel på en hundelort. Det er stadig en hundelort.
3. Morten Bruun i mit tv
Luk øjnene og lyt efter, hvis du forvilder dig over på en landskamp på 6’eren: Det er fuldstændig som at høre Bobby Olsen fra Team Easy On. Bare uden at være sjov.
4. England i mit tv
Ja, det var da flot og langt over forventning, at England nåede semifinalen ved VM. Men mest af alt var det bare svineheldigt. Når Englandshire bralrer op om, at de tilhører verdenseliten, minder det om en AGF’er, der påstår, at de hører til i toppen af dansk fodbold. Eller om en hund, der tror, den er et menneske…
5. Skaderne
Naturligvis er du glad på vegne af de spillere, som kommer på landsholdet. Men kan du huske fornemmelsen, da Perus Jefferson Farfan plantede sit knæ i maven på William Kvist under VM? Eller da Willand blev skadet i forbindelse med Sverige-Tyskland i 2010? Eller da Nicolai Jørgensen pådrog fik en fiberskade i baglåret i Bulgarien i 2012? De sidste to skader skete i forbindelse med opvarmningen! Siden da har du ikke kunnet slappe af et sekund, når vores spillere er i landsholdets kløer.
6. Den der fornemmelse, når en Brøndby-spiller scorer for Danmark
Vi er nogle, der så gamle, at vi kan huske det.
7. Den der fornemmelse, når man husker, hvad Åke Harride lavede mellem 2000 og 2002
Du er og blir’ et Brøndby-s….
8. Horsens-tilskuerens behandling af Zanka til Danmark-Lichtenstein.
Vi glemmer jer ikke. Vi ved, hvem I er: Usle tabere, også selvom i gemmer jer på VIP-pladserne.
9. Danmark-Østrig
Ikke engang DBU kan tage Danmark-Østrig alvorligt. Derfor har de langt kampen i Herning. Og her bliver der ikke engang halvt fyldt. For herningenserne kan heller tage Danmark-Østrig alvorligt. De vil hellere gøre udestuen klar til vinteren.
10. #Endelafnogetstørre
En skåltale, der allerede var ufrivilligt komisk før spillerstrejken. En snapse-onkel, der bare bliver ved og ved. Sæt dig ned, Onkel Claus. Tag en danskvand.
11. Hvad skal man lave på en mandag aften?
En ting er, at du ikke skal se din klub i halvanden uge midt i sæsonen. Men her er ikke så meget som en Premiere League-kamp til at pleje tømmermændene med mandag aften? Ikke en sølle Championship-kamp. Eller en målløs Serie A-kamp fredag aften. Og så snakker vi slet ikke om Premier League-tørsten tirsdag og onsdag aften.
12. Men du kan se Gibraltar-Lichtenstein på tirsdag kl. 20:45.
Hvis jeg vil se amatører, smutter jeg på Kløvermarken, OK?
13. Landsholdstrøjer fra Hummel
Et slattent håndbold-mærke med en fesen direktør.
14. DBU har adresse i Brøndby
What’s not to hate?
15. Landsholdets fans
”Sejler op ad åen” er en revyvise fra 1895. Og så anklager man Cooligans for at hænge fast i 90’erne…
16. ”Det er jo bare sådan et vigtigt udstillingsvindue for spillerne”
Øh, nej. Selv ikke en slutrunde er noget særligt vigtigt udstillingsvindue. Til trods for at de var Danmarks bedste til VM, spiller Zanka stadig i Huddersfield og Kasper Schmeichel stadig i Leicester. De fleste fodboldklubber vil gerne se, hvad du laver over otte søndage i træk. Ikke hvad du disker op med i en landskampspause.
Michael Rachlin har været med i fankulturen siden de tidligste dage på Nedre A – og var en af de stiftende kræfter i såvel Copenhagen Cooligans som det oprindelige Copenhagen Sundays samt det obskure fanzine Jihad (hvis redaktør ses til venstre på billedet).
Michael holder stædigt fast i pladsen på sæde 108 række 25. Han har skrevet bogen ”Slaget om København – den store bog om Brøndby-FCK” sammen med den kendte BIF-fan Jens Jam Rasmussen, hvilket forklarer de grå hår. Michael stod også bag det trykte kampprogram, der var i Parken for et par år siden.