David E. Bastian-Møller

UDSKILLELSEN AF F.C. KØBENHAVN UDSKYDES MINIMUM ET ÅR

David E. Bastian-Møller
UDSKILLELSEN AF F.C. KØBENHAVN UDSKYDES MINIMUM ET ÅR

Lalandia-selskaberne og Parken med kontortårne forventes udskilt i starten af det nye år, mens det tidligst sker for fodbolden om godt et år.

Selskabet bag F.C. København er nu færdige med de undersøgelser af mulighederne for etablering af en ny selskabsstruktur, som man tidligere på året indledte. Det meddeler PS&E i en selskabsmeddelelse fredag eftermiddag.

Formålet med den nye struktur skulle være at placere Lalandia-selskaberne, Parken og F.C. København i forskellige selskaber. Og derved blandt andet gøre det lettere at tiltrække investeringer til de enkelte selskaber.

Opsplitningen, som - hvis skattemyndighederne accepterer den - forventes gennemført i starten af det nye år, kommer dog i første omgang ikke til at omfatte fodboldforretningen. Det fremgår af dagens meddelelse.

“Den i selskabsmeddelelse 16/2021 omtalte udskillelse af fodboldaktiviteterne i F.C. København til et selvstændigt datterselskab er af tekniske årsager udskudt og forventes tidligst gennemført med virkning pr. 1. januar 2023,” skriver selskabet.

Ifølge Copenhagen Sundays oplysninger dækker “tekniske årsager” over bl.a. sportslige tilladelser til licenser og europæiske point o. lign., som det ikke er helt let at indhente.

Dermed må det forventes, at en kapitalindsprøjtning fra nye eller eksisterende investorer også må vente mindst et år.

Af selskabsmeddelelsen fremgår det desuden, at Parkens kontortårne og stadion udskilles i selskabet PSE Ejendomme A/S, ligesom Lalandia udskilles i fire forskellige selskaber.

Foto: David E. Bastian-Møller/Copenhagen Sundays.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!