TILSKUERREKORD I SIGTE - KOM SÅ KØBENHAVN

TILSKUERREKORD I SIGTE - KOM SÅ KØBENHAVN

Den nuværende sæson kan ende med at blive historisk for F.C. København. Ikke kun med endnu et mesterskab, som vi alle håber, men også når man ser på tilskuerudviklingen.

Foto: Copenhagen Sundays.

Gennemsnittet for den igangværende sæson er i 22.413 tilskuere pr. hjemmekamp. Og det er endda inklusiv to kampe først i sæsonen med Corora-restriktioner.

Løvernes mål er dog at hæve dette tal til et niveau over den nuværende rekord fra 06/07-sæsonen.

Her var gennemsnittet på 22.667, og det er til dato rekorden for en Superligasæson. Den håber københavnerne altså nu at overgå.

”Vi skal altid være ambitiøse og hæve barren, og selvom det ikke bliver let, så tror vi på, at vi sammen med vores fans kan sætte en ny rekord, vi så kan jagte. Det vil være historisk og en milepæl for klubben, så det er alle sejl sat ind på,” siger direktør i F.C. København, Jacob Lauesen i en pressemeddelelse.

Og en rekord burde være inden for rækkevidde, med tanke på de kommende både spændende og utroligt vigtige kampe i Parken.

”Vi har nogle uhyre interessante kampe foran os, startende med topbrag mod FC Midtjylland på søndag, men skal vi tage det sidste skridt, så har vi også brug for, at alle FCK-fans hjælper os med at få så mange som muligt i Parken,” siger Jacob Lauesen.

FCK oplyser, at der i foråret har været flere end 26.000 tilskuere i gennemsnit til de tre hjemmekampe mod OB, Randers og FC Nordsjælland. Til søndagens topkamp mod FC Midtjylland har flere end 25.000 allerede nu sikret sig plads, men der venter stadig fire kampe yderligere, der skal op på et meget højt niveau, for at slå rekorden.

Foto: Tobias Jørgensen.

Ud over, at mange har sikret sig adgang til Parken via sæsonkort, abonnementer, partnerskaber eller almindeligt billetkøb har F.C. København også tidligere appeleret til, at de mange fans og partnere så rent faktisk også kommer til kampene. Eller alternativt giver muligheden videre.

Udover rekorden, som jagtes betyder mange tilskuere - endnu vigtigere - meget for de sportslige resultater. Det fortæller Sportsdirektør, Peter Christiansen.

“Den forrygende opbakning, vi får hver eneste kamp er en god indikator for, hvad den her klub er for en størrelse. Vi er inde i en udvikling, som mange vil være en del af, og det giver spillerne og alle omkring dem energi og lyst til at være en del af vores kampe og klub. Så vi er stolte og glade for at så mange står bag os,” siger PC.

F.C. København har i denne sæson allerede slået rekorden for antal sæsonkort, der er i dag er over 18.000.

Kom så København - alle i Parken søndag!

Foto: Copenhagen Sundays.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!