STÅLE: IKKE DEN STØRSTE KAMP I KLUBBENS HISTORIE
Søndag startede UEFAs mediecirkus igen for F.C. København.
Klubben møder mandag Manchester United i en enkelt Europa League 1/4-finale og selv i disse tider og med et amputeret Europa League, hvis sidste tre runder afvikles som Final(-stævne i Tyskland, er kampen en stor mediebegivenhed med 20-30 akkrediterede journalister.
Fra det hotel i Køln, hvor FCK har indlogeret sig blev der holdt en improviseret mixed zone med tre spillere, da UEFA ikke tillader pressen at møde spillerne på stadion. Og efterfølgende blev det traditionelle Match Day -1 pressemøde, med Ståle og en spiller, afholdt online forud for Københavns træning på Rhein Energie Stadium. Ikke et optimalt setup…
Der blev stillet mange spørgsmål til kampens størrelse og betydning for FCK.
En engelsktalende journalist ville vide, hvor stor en kamp morgendagens kamp er for F.C. København?
“Det er indlysende stort for os. Vi er gået videre fra gruppespillet mange gange og vi spiller altid i Europa. Vi har en flot europæisk historie, men at komme i en 1/4-finale, også i et år, hvor vi har kæmpet meget med mange store skader til vigtige spillere, er indlysende stort både som præstation og historisk,” sagde Ståle.
-I har spillet mange store kampe. Hvordan ser du denne kamp, i forhold til at være så langt i turneringen? Er det den største kamp i klubbens historie? -Spurgte en anden.
“Jeg synes ikke man kan sige, at det er den største, for vi har været i gruppespillet i Champions League fire gange, hvor vi også er gået videre én gang. Vi har spillet mod Barcelona i Guardiolas bedste dage, vi har spillet mod Fergusons United (Manchester United, red.) i et andet gruppespil. Vi tog mange point for tre-fire år siden og klarede os videre den gang. Men vi har aldrig været i en 1/4-finale før, så man kan godt sammenligne den med det. Det er meget, meget, meget stort for os, men det er ikke den største,” svarede Ståle Solbakken.
Fotos: FCK og Copenhagen Sundays.
David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!