Jes Dorph-Petersen

RAIN MAN I VIBORG: VI VAR ALT FOR SKRØBELIGE

Jes Dorph-Petersen
RAIN MAN I VIBORG: VI VAR ALT FOR SKRØBELIGE

Rasmus Falk afviste efter Viborg-blamagen al kritik af spilsystemet. Problemet lå denne gang i forsvarsspillet, for fremme på banen var det ok, mente han.

Foto: David E. Bastian-Møller/Copenhagen Sundays.

Man siger, F.C. København ikke kan lide at spille fodbold i regnvejr. Det holdt tilsyneladende stik i Viborg. For vandet begyndte at vælte ned over banen præcis samtidig med hjemmeholdets udligning efter 20 minutter. Og efter en indledning på opgøret, hvor FCK var helt suveræne – så længe det var tørvejr.

Årsagerne til nederlaget er nok flere end de meteorologiske. Rasmus Falk ledte tydeligvis stadig efter dem i sine tanker, da han stod i den fortsat silende regn midt på banen efter sidste fløjt. Pandebåndet var rullet to gange om højre arm. Det lange hår lå tungt og vådt på hovedet. Den lille, store spiller med nummer 33 på ryggen havde svært ved at forstå, at en strålende start for mestrene på søndagskampen i Viborg endte med et nederlag  på 2-4.

10 minutter og en håndklædetørring senere stod Falk med bare tæer og med en ispose om det ene skinneben under tribunen og forsøgte at give os fra pressen en forklaring på blamagen i det jyske – og han prøvede ikke at fedte den af på regnvejret:  

Foto: David E. Bastian-Møller/Copenhagen Sundays.

”Når man lukker fire mål ind, vinder man ikke nogen fodboldkampe. Vi er for skrøbelige i dag og selvom vi i perioder spiller ganske god fodbold er det jo ikke nok at starten på kampen er stærk og at vi er stærke i starten af anden halvleg. Det er ligemeget nu.”

-Hvorfor kommer det der twist efter 20 minutter?

”Det er mærkeligt. De får et straffe og scorer. Men fair nok - så skal vi jo bare spille videre. Men de næste 10 minutter er vi elendige. Viborg får lagt tryk på, får en masse dødbolde og en masse momentum den vej rundt. Der er vi ikke kølige nok og det er lidt de 10 minutter, der står for mig som et vendepunkt på kampen – for indtil da havde vi god kontrol.”

-Kan du mærke, om der sker noget på holdet, da Viborg får det straffespark, der måske – måske ikke – er der. Jeg ved ikke, hvad du synes?

”Det har jeg ikke set. Så det ved jeg ikke noget om. Men altså – indtil da har vi spillet godt og skabt store chancer. Det giver vi slip på – og det er faktisk overraskende for mig, at vi ikke står stærkere efter vi fik et mål imod os.”

-Er det fuldstændig ligemeget, at de lige har spillet Europa i midtugen – det gør det vel endnu sværere at forstå, hvorfor det kan gå galt for jer?

”Det tænker jeg ikke over. Og det er fuldstændig ligemeget. For vi må bare ikke lukke fire mål ind. Det må bare ikke ske”.

Foto: David E. Bastian-Møller/Copenhagen Sundays.

-Er der tale om et kollaps for FCK til sidst?

”Nej, der er ingen tvivl om, at der går vi jo efter en udligning, og det kan I også se. Vi jagter at få en 3-3, for det var ikke vores målsætning at tabe 3-2. Så selvfølgelig investerer vi  i at få udlignet, og vi kommer til muligheden. Men vi skal vinde.”

-Man kan se under kampen, at I diskuterer meget på banen. Helt nede fra Boilesen – henover dig og også længere fremme på banen. Det er jo ganske få gange, I kommer i overtal. I løber hele tiden ind i den der mur. Går det for langsomt med at bygge op?

”Nej. Min ærlige mening om vores opbygningsspil og evnen til komme op på deres banehalvdel, er at vi var markant stærkere i dag end vi har været de to første kampe. Vi kommer til mere, til bedre situationer på deres banehalvdel. Vi kommer i så mange gode situationer, at vi bare skal være mere skarpe. Det er slet ikke der, problemet ligger. Det ligger nede i den anden ende. Det er i forsvaret, det ligger i dag. Vi giver for mange chancer væk. Er for skrøbelige. Og de har får nemt ved at fange os i nogle omstillinger.”

Rasmus Falk erkendte også, at to nederlag i de første tre Superligakampe er nærmest uforståeligt – især efter den glimrende pre-season, truppen har haft.

”Jeg kan stå her og sige alt muligt, for det er fuldstændig ligegyldigt nu. Men i bund og grund handler det bare om vi nu skal have en hård tur hjem i bussen. Det  skal gøre ondt det her – og så handler det om at arbejde videre, lægge mere på, kigge kampen igennem igen og så justere på tingene. Det er rimelig simpelt: Vi skal blive bedre.”

-I blev mestre på jeres defensiv. Hvad er der sket med den?

”Fodbold er jo øjebliksbilleder. Der er ingen tvivl om, at målene ser for nemme ud i dag. Men mod Horsens lukker vi et mål ind. Det kan jo ske, at en sparker den op i hjørnet. Og der havde vi problemerne i den anden ende. Mod AaB lukker vi også et mål ind, men i dag er vi alt for skrøbelige bagude.”

-Rasmus, der vil helt sikkert de næste dage komme fokus på den måde, I spiller på. Jeres system. Måden, I spiller op nedefra på. Hvad vil du sige til dem, der mener, at FCK spiller lidt for langsomt  op af banen.?

”Det er forkert. Opspillet er ikke problemet i dag. Vi har fantastiske spillere og vi kommer til alle de situationer, vi gerne vil. Og vi bliver farlige – se Claesson, Pep, Hákon og Isak, der ligger i de mellemrum, der gør os farlige. Det er altså ikke der, problemet ligger. Det er for mig at se helt, helt forkert”, sluttede Rasmus Falk og sagde tak til pressen. 

Men efter få sekunder fortrød han og kom tilbage til de stadigt tændte mikrofoner. Falk’en havde mere på hjerte – og det handlede om at forklare pressen, der ynder at udråbe enkelte syndebukke, at fodbold er et holdspil – og at alle 11 på banen har et ansvar i kampene:

”Altså, det er jo ikke sådan, at så er det de fem bagerste – eller et eller andet. Det er hele holdet, der skal forsvare sammen. Det er jo det, vi var så gode til sidste år. Det, vi blev rost for sidste år. Og det er det, I kan se i dag: den afstand, der er i holdet, der er vi ikke skarpe nok. Det er det, vil skal have kigget på.”

Og derefter kunne Rasmus Falk takke af for anden gang. Tage et bad og rulle i den matsorte spillerbus de 325 kilometer fra Viborg til Frederiksberg. På en mørk søndag aften, hvor regnvejret bare fortsatte. 

Fotos: David E. Bastian-Møller/Copenhagen Sundays.

Jes er journalist og studievært og har arbejdet på Frederiksborg Amts Avis, Danmarks Radio, TV2, TV3 og Nordisk Film.

Han er 63 år, bosat i Hellerup og FCK-tilhænger siden klubben blev stiftet.