David E. Bastian-Møller

PC'S SVÆRE VALG

David E. Bastian-Møller
PC'S SVÆRE VALG

Sportsdirektør i F.C. København Peter Christiansen kan tirsdag aften med god samvittighed smække benene op på sofabordet, i privaten på Østerbro, og skænke sig et stort glas rødvin, eller hvad den står på i det PCske hjem, når man skal være god ved sig selv. Han har dog et svært valg foran sig.

Peter Christiansen kunne mandag nat se tilbage på et voldsomt københavnsk transfervindue, som FCK med sportsbossens egne ord er “lykkedes ret godt” med.

Men knapt er PC sunket ned i sofaen, før han skal tage sin cheftræner i hånden og træffe nogle svære beslutninger frem mod en deadline, der er lige om hjørnet.

Når klokken slår 24 natten til torsdag skal F.C. København nemlig fortælle UEFA, hvilke tre spillere man vil efterregistrere til sin europæiske trup, og de udfordringer der venter i Europa dette forår.

Og med seks nye løver i flokken og en Rooney der ikke før nu kan blive spilleberettiget for København i Europa er der måske lige rigeligt at vælge imellem.

Valget står altså mellem nyerhvervelserne Khouma Babacar, Denis Vavro, Paul Mukairu, Akinkunmi Amoo, Mamoudou Karamoko og Nicolai Jørgensen. Og læg der til supertalentet Roony Bardghji. Sidstnævnte kan trods sin alter ikke registreres på løvernes B-liste, da han ikke har været i København to år, men blot halvandet.

I midterforsvaret har FCK en meniskskadet Marios Oikonomou og Denis Vavro må derfor være selvskrevet til en plads på listen. Og det efterlader så to pladser til fem (5!) nye offensivspillere og Roony.

Sidstnævnte skal have spilletid i bytte for en forlængelse af den kontrakt, der indtil supertalentet om knapt to år fylder 18 år, kun kan have tre års længde. Vi tror derfor på en plads på Europakortet til det svenske lyn.

Det lævner bare én plads til fem nye F.C. København-spillere. Av av av for en hovedpine.

På dette medie bilder vi os ikke ind at kende de nye angrebsesser - ud over Jørgensen - så godt, at vi kan pege på det logiske valg. Det ville dog måske give mening at gribe efter erfaring. Og det kunne betyde, at pilen peger på Nicolai Jørgensen eller Khouma Babacar.

Valget er dog heldigvis ikke vores - god fornøjelse PC og co. Uret tikker, igen…

FCK spiller 1/8-finaler i Conference League den 10. og 17. marts.

Fotos: fck.dk og Copenhagen Sundays (Ronny).

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!