LARS BO: DET BLEV ALDRIG DEN OPGAVE JEG HAVDE FORESTILLET MIG

LARS BO: DET BLEV ALDRIG DEN OPGAVE JEG HAVDE FORESTILLET MIG

Efter godt et år som direktør og kommercielt ansvarlig for Parken og F.C. København har Lars Bo Jeppesen opsagt sin stilling, og han er dermed fortid i Parken Sport & Entertainment. Det meddeler selskabet mandag.

lars_bo_jeppesen_tomme_sæder_www.jpg

“LB” kom til Parken i maj sidste og startede arbejdet med at udvikle Parken og FCK kommercielt i stærk corona-modvind.

Den nytiltrådte direktør nåede at lufte ambitioner om også at stå i spidsen for den sportslige sektor, da manager Ståle Solbakken blev opsagt, men ytrede samtidig, at han havde det fint med den kommercielle rolle alene, og sådan forblev det, da Peter Christiansen ved årsskiftet blev præsenteret, som ny stærk mand i den sportslige sektor.

Om det er en af grundene, at Lars Bo Jeppeesen nu har opsagt sin stilling vides ikke.

Sikkert er det dog, at direktøren heller ikke under en ny formand, Allan Agerholm, der blev valgt tidligere på foråret, har fundet sig til rette i sin stilling.

”Jeg har været utroligt glad for min tid i PARKEN, men det blev aldrig den opgave, jeg havde forestillet mig, og jeg føler, at det er bedst for alle med sæsonen bag os, at jeg søger nye veje. Det har været hårdt for hele organisationen, men vi er heldigvis ved at være ude på den anden side af stormen nu og jeg føler, at det er tid til at prøve noget andet for mig personligt. Jeg vil se tilbage på et godt samarbejde med bestyrelsen, ejerne og de mange dygtige medarbejdere i koncernen, som jeg kommer til at savne at arbejde sammen med i hverdagen,” siger Lars Bo Jeppesen til fck.dk.

I Parken takker den nytiltrådte bestyrelsesformand den nu forhenværende direktør for indsatsen.

”Vi ønsker at takke Lars Bo for hans hårde arbejde for PARKEN Sport & Entertainment gennem et år med mange uforudsete udfordringer, og hvor nedlukninger har gjort det meget vanskeligt at drive vores forretning, herunder den del Lars Bo har haft ansvaret for. Vi har stor respekt for, at det har været en vanskelig opgave, og vi er nu blevet enige om at gå nye veje hver for sig efter et svært år for alle. Vi ønsker Lars Bo alt det bedste i fremtiden,” siger Allan Linneberg-Agerholm, bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment til FCKs hjemmeside.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Bo Jeppesen eller Allan Agerholm.

Foto: Copenhagen Sundays.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!