Frederik K.B. Hansen

KAN VI DRØMME OM OVER 30.000 FANS I SNIT I PARKEN?

Frederik K.B. Hansen
KAN VI DRØMME OM OVER 30.000 FANS I SNIT I PARKEN?

“Kan vi drømme om at komme over 30.000 fans i snit i Parken eller måske på sigt tænde de røde lygter ved hver hjemmekamp på et stadion, hvor kapaciteten til superligakampe lige nu er cirka 36.000? Jeg håber det fandme. Det ville være så smukt”. Det mener K.B.- og F.C. København-fan og tilskuertalnørd Frederik “K.B”. Hansen.

Klummeskribenten drømmer om plads til 40.000 i Parken – og et snit på 30.000. Foto: Copenhagen Sundays.

Af Frederik “K.B”. Hansen.

Nu er vinterpausen i superligaen endelig langt om længe slut. Efter en flot og solid 3-0 sejr i Silkeborg, ser jeg meget frem til den kommende forårssæson, hvor jagten sættes ind på løvernes tredje mesterskab på stribe og endnu en tilskuerrekord i Parken.

Jeg har altid haft en vis interesse i tilskuertal, størrelser på stadions og været en flittig læser af resultatsiderne i aviserne som dreng og siden på nettet. Jeg startede med at følge KB tilbage i 1976 og dengang var klubben den med den største tilhængerskare i København. Jeg fik ret hurtigt en fornemmelse af, hvor mange mennesker der var mødt op til kampene i den gamle Idrætspark. Fra den billige langside kunne jeg som regel gætte dagens tilskuertal med et par hundrede mennesker som min fejlmarginal. Udover at jeg kunne forlade Idrætsparken helt grædefærdig i tilfælde af et nederlag, blev jeg også meget ramt på stoltheden, hvis jeg gættede tilskuertallet helt forkert - altså eksempelvis 5.300 og ikke det rigtige antal på 5.500. Bonusinfo - dengang var det kutyme, at tilskuertallet kun blev offentliggjort i tusinder og hundreder.  Min spirende interesse for tilskuertal og stadions, siden 10 årsalderen, synes måske som det rene galimatias, men ikke desto mindre har jeg holdt fast. Derfor er det for mig fantastisk at være fan af københavnernes klub, der med et eksplosivt løft i tilskuerinteressen de seneste år er blevet den mest sete klub i norden nogensinde.

I sidste sæson 2022/2023 kom der i snit fantastiske 28.860 tilskuere, hver gang løverne spillede een af sine i alt 16 superliga-hjemmekampe i Parken.
— Frederik K.B. Hansen

I sidste sæson 2022/2023 kom der i snit fantastiske 28.860 tilskuere, hver gang løverne spillede een af sine i alt 16 superliga-hjemmekampe i Parken. En enestående opbakning uden sidestykke i dansk fodbold og naturligvis derfor også rekord for superligaen siden dens start tilbage i 1991 og så vidt vides nogensinde i dansk fodbold.  Den hidtidige rekord havde de smukke hvide også med 24.262 næser pr. kamp i sæsonen forinden - nemlig 2021/2022.

FCK trak 301.250 fans i Parken til de 11 hjemmekampe i grundspillet i sidste sæson, hvilket gav et gennemsnit på 27.386. Bedre blev det, da først slutspillet blandt landets på det tidspunkt seks bedste hold skulle spilles. Her steg tilskuertallet til de 5 sidste hjemmekampe til 160.508 eller rettere flotte 32.101 i snit. Kampene blev afviklet fra den 2. april til frem til årets sidste hjemmekamp 4. juni med 35.820 til fejringen af guldet i 1-1 kampen mod Randers FC. De 35.820 glade FC fans tilstede til festen endte også med at være sæsonrekord og vist nok fuldt hus. 

Det var ikke kun i Parken, at en øget interesse for superligaen kunne mærkes.  Med imponerende 10.289 i snit til samtlige kampe blev det til en ny tilskuerrekord for superligaen. Når nu vi elsker FCK og ikke bryder os om gult og blåt, bør det nævnes, at byens hold overgik den svenske storklub Hammarbys hidtidige skandinaviske tilskuerrekord fra 2022 på 26.372 pr. hjemmekamp. Så nu har FCK rekorden i Skandinavien med de 28.860 mennesker gennem tælleapparaterne og igen vist at gult og blåt er en tåbelig kombination. Det samme formåede superligaen under et. 10.289 gik til fodbold i landets bedste række - også her slog vi svensken, der havde 10.017 i snit på lægterne i Allsvenskan. Nordmændene er ikke værd at tale om i denne sammenhæng. Deres største stadion er nationalstadionet Ulleval Stadion beliggende i hovedstaden Oslo og med en kapacitet på blot 25.572. Hold jer til skisport. 

Hvis ikke du allerede er blevet blæst bagover af for mange tal og kedsomhed, så hæng på.
— Frederik K.B. Hansen

Hvis ikke du allerede er blevet blæst bagover af for mange tal og kedsomhed, så hæng på. Med sidste sæsons publikumsrekord for københavnerne og for superligaen generelt kan jeg så håbe på, at vi bliver endnu flere i Parken og på de øvrige stadions rundt om i landet? Ja, jeg tror på, at vi kan slå vores rekord fra sidste år.

Lige nu er vores gennemsnit på 26.222 tilskuere til vores foreløbige ni hjemmekampe i grundspillet. Vi har dog to hjemmekampe tilbage mod hhv. Lyngby og FC Nordsjælland inden slutspillet spilles. To kampe som begge kan trække omkring 30.000 mennesker i Parken. Det vil med al sandsynlighed betyde, at vi nærmer os snittet fra grundspillet i sidste sæson på 27.386 fans. Derefter venter fem hjemmekampe i slutspillet, hvoraf kampene mod de 3 store fra Aarhus, Herning og vestegnen må betyde tilskuertal på et godt stykke over de 30.000. 

Hvis vi som ventet spiller med om mesterskabet til det sidste, i et trekløver med Herning og de gule, vil det ikke være svært at nå op på niveauet fra sidste års slutspil. Her så 32.101 fans i snit løverne spille mod Nordsjælland, Viborg, de gule, AGF og Randers. Det er et tal, vi bør kunne slå, da sidste sæson udelukkende var en duel om mesterskabet mod Nordsjælland. Her i foråret 2024 må det simpelthen blive vildere og mere spændende.

Kan vi drømme om at komme over 30.000 fans i snit i Parken eller måske på sigt tænde de røde lygter ved hver hjemmekamp på et stadion, hvor kapaciteten til superligakampe lige nu er cirka 36.000? Jeg håber det fandme. Det ville være så smukt. 

I 2018 endte vi efter en rædselsfuld sæson på en fjerdeplads 27 point efter mesterholdet fra Herning, hvor kun 13.713 gad se FC spille i Parken.
— Frederik K.B. Hansen

I 2018 endte vi efter en rædselsfuld sæson på en fjerdeplads 27 point efter mesterholdet fra Herning, hvor kun 13.713 gad se FC spille i Parken. I sæsonen efter blev vi så igen mestre og fik hævet gennemsnittet til 17.260. Herefter fulgte 2 sæsoner præget af corona krisen. I 2021/2022 første sæson efter corona løftede snittet sig med 7.000 tilskuere til de 24.262. Igen var det i en mesterskabssæson. I foråret sidste år blev vi som bekendt atter mestre og det gennemsnitlige antal mennesker igennem tælleapparaterne steg yderligere 4.500. Med andre ord kom der mere end 11.600 flere til bold i sidste guldsæson 2024 efter corona end i mesterskabssæsonen 2019 før landet lukkede ned.  Er de voldsomt forøgede tilskuertal blot en midlertidig hype, som også viser sig på de øvrige stadions rundt om i landet efter år med nedlukning og corona? Vil vi se en afmatning eller sågar en nedgang fremadrettet?

Netop i denne uge har fck.dk lagt en video op, hvor man slår på tromme for et initiativ, der skal gøre endnu mere opmærksom på den af og til dårlige udnyttelsesgrad på købte pladser af både kortholdere og abonnenter. Et tiltag som allerede startede i sidste sæson. Direktør, Jacob Lauesen har ved flere lejligheder fortalt, at der for ofte har været flere tusinde solgte billetter som alligevel ikke bliver benyttet. Folk er eventuelt forhindret eller dukker bare ikke op. Tiltaget med at videregive eller frigive sin plads, så andre kan få glæde af den, blev i den forgangne sæson en pæn succes. Ifølge klubben er der dog stadig et stykke vej at gå. Det nytter jo ikke at de ledige pladser ikke fyldes af andre, der kan og vil på kampdagen. Vi har som fans sammen en opgave i at få fyldt vores stadion.

Inden første hjemmekamp i superligaen efter vinterpausen har klubben meldt ud, at der er blevet solgt rekord mange sæsonkort/-abonnementer. Hele 23.000 har sikret sig en plads i Parken. Det er simpelthen imponerende og endnu en nordisk rekord. Samtidigt har klubben besluttet at lukke for yderligere salg af pladser. Ifølge klubben ønsker man, at der skal være mulighed for at give andre fans, der eksempelvis ikke ønsker et fast sæde i Parken, at de kan købe billetter til enkelte kampe i løbet af sæsonen. Fair nok. Meen jeg så nu helst, at vi får endnu flere faste tilhængere i alle aldre, køn og nationaliteter i Parken.

Endnu en tanke kredser om, hvad gør vi med de 1.000 mennesker, der står på venteliste til Sektion 12? Det er da møj frustrerende at vide, de må vente. Hvor længe har de tålmodighed til at vente og ender de med at miste interessen. Skal vores stadion udvides. Jeg er selv i tvivl.
— Frederik K.B. Hansen

Endnu en tanke kredser om, hvad gør vi med de 1.000 mennesker, der står på venteliste til Sektion 12? Det er da møj frustrerende at vide, de må vente. Hvor længe har de tålmodighed til at vente og ender de med at miste interessen. Skal vores stadion udvides. Jeg er selv i tvivl. Jeg bryder mig ikke om tanken om at der bygges et nyt stadion. Et nyt stadion med lounger i lange baner, flotte gulvtæpper, og champagne til sponsorer og en fesen stemning som på visse stadions i England. Etihad og Emirates er større og flottere arenaer, men er de bedre? Kan Parkens nedslidte udseende og manglende modernisering indenfor en årrække ende med at blive et aktiv. Der er vinde derude, som går imod moderne fodbold. Folk der søger hen til noget de mener er autentisk og mere uspoleret af penge og management. De efterhånden mange fodboldturister, der gæster Parken og fascineres af stadion og mest af alt stemningen ser noget helt andet, end vi måske gør. De får en kæmpe oplevelse hos os og lever fint med det kolde vand i hanerne. Er vi sammen ved at skabe noget holdbart på de forskellige tribuner, som vil kunne ødelægges, mens Parken eventuelt ombygges eller et nyt stadion opføres andetsteds i byen. Jeg kan godt frygte det. Jeg ser helst, at Parken nøjes med at blive shinet lidt op. Måske kunne der tilføres yderligere 4.000 sæder, så vi når op på en kapacitet på 40.000. Det er jo et ciffer, jeg drømmer om, at vi her i byen kan samle til hver hjemmekamp i Parken ad åre. En drøm jeg i hvert fald deler med Lars Seier. 

Der er godt nok mange udfald for klubbens og vores hjemmebanes fremtid. Lige nu er det meget aktuelt med historierne om en eventuel renovering af Parken – nyt stadion – hjemfaldspligten – Dansk Boldspil Union - Københavns Kommune - eventuelle nye ejere. Ja, der er meget at forholde sig til som fan. Mange tanker og med sikkerhed et blodtryk i den høje ende må jeg tage med. 

Hvad synes du? Du kan passende give din mening til kende på Copenhagen Sundays debatfora på diverse sociale medier.

Mød op nu på mandag den 26. februar klokken 19.00 imod FC Nordsjælland, støt drengene og lad os sammen sætte ny tilskuerrekord til de resterende kampe. 

Forza FC

Frederik “K.B” Hansen er KB-fan fra barnsben og har – selvom han var skeptisk i starten – de sidste mange år også rettet sin fodboldkærlighed mod F.C. København.
Frederik har to børn, som begge er navngivet “K.B.” til mellemnavn.
Da kun 180 tilskuere var mødt frem til Superliga-kampen mellem B93 og Viborg FF på Østerbro Stadion den 20. maj 1999, og alle 180 fik sit navn med i Politikens artikel “og navnene var…”, var Frederik én af de tilstedeværende.