David E. Bastian-Møller

HØJLUNDS FAR: HAN FIK ALDRIG CHANCEN I FCK

David E. Bastian-Møller
HØJLUNDS FAR: HAN FIK ALDRIG CHANCEN I FCK

Rasmus Højlund er ikke bare et varmt navn i F.C. København, min i dansk forhold i det hele taget. Den 19-årige angriber har gjort kometkarriere, og efter et succesfuldt halvt år hos østriske Storm Graz, hvor det blev til 12 mål i 21 kampe, spiller den tidligere FCK-spiller nu Serie A for Atalanta. Og torsdag fik han så debut på det danske A-landshold.

Efter et vildt klubår, med to skifter til Sturm Graz og Atalanta fik Rasmus Højlund forleden debut på det danske A-landshold. Foto: Anders Kjærbye/dbufoto.dk.

Rasmus Højlund spillede sig op gennem U-holdene hos F.C. København, hvor han gjorde det fantastisk og var glad for at være, og han blev siden en del af den københavnske superliga-trup.

I førsteholdstruppen fik han dog aldrig chancen. Det siger den tidligere B.93-angriber og far til de tre Højlund-brødre, Anders Højlund, til Kasper Steenbach i Frihedsbrevets fodboldnyhedsbrev Fri Spark.

”Nej, det synes jeg absolut ikke. Det er også Rasmus’ egen opfattelse. Han fik for det meste 15 eller 12 eller 10 minutter, hvor han blev bedt om at jage rundt. De få starter, han reelt fik, var lige, da Thorup var kommet under corona, og intet var normalt. Slet ikke for en 17–18-årig dreng. Jeg synes ikke, at de gav ham en reel chance. Han fik kun seks måneder som fast mand i førsteholdstruppen,” siger faderen til Fri Spark.

Og så kan man måske tænke, at det ikke var svært at sige ja tak, da Sturm Graz henvendte sig i vintervinduet i starten af 2022?

”Jo, det var sindssygt svært. FCK er stadig Rasmus’ største forelskelse. Der var egentlig plads til ham på holdet, men de gav ham aldrig den fulde chance. Det gjorde de bare ikke,” siger Anders Højlund.

Og Rasmus Højlunds far har også et bud på, hvorfor den unge angriber fik den succes i Sturm Graz, han ikke fik i FCK.

”Det handler blandt andet om, at de spiller fodbold i længderetning. Det er en tendens i dansk fodbold, specielt i FC København, synes jeg, at man spiller for meget på tværs og tilbage. Der er for meget boldmassage. I Sturm Graz satte man bolden på spil ved hurtigt at spille den ned på den sidste tredjedel af banen, og enten lykkedes afleveringen, eller også vandt man andenbolden. Det skabte flere målfarlige situationer for de offensive spillere. Rasmus blev ganske enkelt bragt i flere situationer, hvor han kunne score. Noget andet er så, at det efter min mening også er mere publikumsvenlig fodbold,” siger Højlunds far.

”Sturm Graz havde lavet et sindssygt godt forarbejde. De havde sat ham ind i noget videomateriale om den måde, de spillede på. De overbeviste os om, at det var det rigtige for Rasmus. Rasmus havde fået en kæmpe mavepuster i F.C. København, og hvis man kender vores familie rigtigt, så skal man ikke give os en mavepuster… Vi rejser os op og giver igen, og det gjorde Rasmus så i Sturm Graz. Han ville bevise, at FCK havde taget fejl. Jeg må bare sige, at Sturm Graz er virkelig en vanvittig fed klub. Det er en stor familie, der åbnede deres arme og sagde: Kom til os, så skal vi nok tage os af dig,” siger faderen til det tre brødre, hvoraf de to - heldigvis - fortsat er i FCK-systemet til Fri Spark.

Rasmus Højlund med det danske A-landshold, hvor han fik debut i ugens løb. Foto: Anders Kjærbye/dbufoto.dk.

Og alt imens der er sat turbo på Rasmus Højlund karriere kan fans af København glæde sig med den sympatiske unge mand. Og samtidig i den grad ærgre sig over, at der ikke var plads til Højlund på Jess Thorups FCK-hold. Et hold, der som bekendt har lidt voldsomt af angribermangel.

Rasmus Højlund er noteret for 31 kampe for F.C. København. Heraf 10 i Conference League, hvor det blev til fem mål.

I Superligaen blev det til 19 optrædener. To starter og 17 indskiftninger. Og i øvrigt tre udskiftninger. Ingen hele kampe. Ca. 25 minutter i snit.

Foto: Copenhagen Sundays.

Den ældste af de tre Højlund-brødre blev solgt til Sturm Graz for ca. 19 mio. kr., og det forlyder, at F.C. København har modtage til lignende beløb efter Højlunds salg til Atalanta i sommeren ’22.

Frihedsbrevets nyhedsbrev om fodbold Fri Spark udkommer hver lørdag.

Foto: Anders Kjærbye/dbufoto.dk

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!