David E. Bastian-Møller

FCK MELDER UD OM AFTALER MED PER WIND OG MIKAEL ANTONSSON

David E. Bastian-Møller
FCK MELDER UD OM AFTALER MED PER WIND OG MIKAEL ANTONSSON

F.C. København melder nu endelig officielt ud om den altdominerende FCK-historie de seneste dage; opsigelsen af Per Wind og Mikael Antonssen. Begge bliver i klubben sæsonen ud.

Per_wind_hyldest_parken_www.jpg

F.C. København melder nu endelig officielt ud om den altdominerende FCK-historie de seneste dage; opsigelsen af Per Wind og Mikael Antonssen.

De to FCK-legender bliver i klubben sæsonen ud. Begge deres stillinger nedlægges fra sommer, som følge af omstruktureringen i den sportslige sektor.

Klubben skriver på sin hjemmeside, at “støtteapparatet rundt omkring førsteholdet bliver justeret. En del af dette betyder desværre, at vi tager afsked med to skattede medarbejdere, Team Manager Per Wind og Mikael Antonsson, der fungerer som Football Operations Manager. Men de bliver begge i resten af sæsonen”.

Sportsdirektør Peter Christiansen er ked af forløbet, men glad for fornuftig løsning, hedder det videre på fck.dk.

”Vi er meget kede af den måde meddelelserne kom ud på, før vi var helt færdige med processen i personalesager som disse. Og vi har beklaget forløbet overfor Per og ’Anton’ selv. Efter beslutningen i sidste uge havde vi alle brug for at sunde os, og i denne uge er vi blevet enige om fornuftige aftaler, som alle parter kan se sig selv i. Denne løsning betyder, at både Per Wind og Mikael Antonsson bliver hos os frem til denne sæson er færdigspillet næste sommer. Og det er vi glade for,” siger PC.

Ændringerne i den sportslig struktur betyder nu, at der skal bygges en anden organisation omkring mesterskabsaspiranterne. Tidligere havde FCK som bekendt en manager i skikkelse af Ståle Solbakken, men nu har F.C. København en cheftræner og en sportsdirektør, “og det betyder, at der vil være andre behov i staben fremadrettet,” skriver klubben.

per_wind_hyldes_parken_2_www.jpg

Per Wind, som har været stærk berørt af opsigelsen og den måde den har været håndteret på, og udtrykt skuffelse over sin arbejdsplads gennem 22 år siger i meddelelsen, at et ordentligt punktum betyder meget for ham.

”Jeg er glad for at klubben er kommet mig i møde på en fair måde. Både med hensyn til det ærgerlige forløb og med løsningen om, at jeg bliver til sæsonen er slut. Det betyder meget for mig, at jeg på den måde kan sætte et ordentligt punktum,” siger Per Wind.

”Det har været nogle hårde dage for min familie og mig, men jeg har været dybt berørt af alle de mange tilkendegivelser i de seneste dage. FCK har og vil altid betyde meget for mig. Nu kigger vi sammen fremad og jeg ser frem til at slutte af på værdig vis,” fortsætter Wind Senior.

For den anden af sagens hovedpersoner, Mikael Antonsson, er det også vigtig at afslutte sin til i københavnerklubben bedst muligt. Det siger han til fck.dk.

”Jeg er selvfølgelig ærgerlig over at skulle sige farvel, men jeg er glad for at kunne afslutte min tid her på bedst mulige måde. F.C. København har altid været noget særligt for mig, det vil klubben fortsat være fremover,” siger Mikael Antonsson.

Noget tyder nu på, at Per Wind, der søndag blev hyldet massivt af 15.000 fans i Parken og “Anton” får endnu en afsked i Parken, for de to fortjener behørig afsked og tak. Det siger PC i udmeldingen.

”Både Per og ’Anton’ har været væsentlige bidragsydere til klubbens sportslige succes gennem mange år. De har både på og udenfor banen været store kapaciteter at have i huset, og de fortjener en behørig afsked og en tak for alt, de har gjort for klubben - og det håber vi på, at vi sammen med vores fans kan give dem i Parken, når den tid kommer,” slutter Peter Christiansen.

Fotos: David E. Bastian-Møller/Copenhagen Sundays.





David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!