David E. Bastian-Møller

F.C. KØBENHAVN FORLÆNGER MED HØJLUND-TVILLINGER

David E. Bastian-Møller
F.C. KØBENHAVN FORLÆNGER MED HØJLUND-TVILLINGER

Storebror Rasmus er allerede i sommer rykket op i førsteholdstruppen og nu kan tvillingebrødrene Emil og Oscar spejde samme vej.

Rasmus (t.v.), Oscar og Emil Højlund. Foto: Privat.

F.C. København har i hvert fald onsdag forlænget kontrakten med de to Højlund-brødre, som kom til FCKs talentafdeling  fra løvernes samarbejdsklub Hørsholm-Usserød Idrætsklub for knapt fire år siden, så parterne nu har papir på hinanden til udgangen af 2024. Det skriver fck.dk.

For Udviklingdirektør i FCK, Sune Smith-Nielsen, er den en stor dag og et vigtigt signal at sende. Det siger han til klubbens hjemmeside.

"Emil og Oscar kommer fra en af vores dygtige samarbejdsklubber ikke langt fra København, som har banet vejen for drengene i en tidlig alder takket være deres fremragende børnemiljø, som vi ser frem til at udvikle endnu mere sammen med Hørsholm-Usserød fremover. Med forlængelserne understreger vi den københavnske forankring i vores arbejde, og det er afgørende for os, at vi lykkes med vores lovende lokale spillere, suppleret af de allerstørste udenlandske talenter - og det er Højlund-tvillingerne endnu et bevis på," siger Sune Smith-Nielsen.

De to tvillingebrødre er godt to år yngre end storebror Rasmus Højlund, der allerede er en etableret del af F.C. Københavns superligatrup.

“Jeg synes vi alle sammen har hver vores kvaliteter,” sagde den ældste Højlund efter københavnernes seneste kamp mod Slovan Bratislava, hvor også Emil Højlund var i truppen.

Sune Smith-Nielsen fortælle lidt mere om tvillingernes kvaliteter.

"Emil er en tæt på komplet angriber, der kan ligge på de to forreste positioner centralt i banen. Han har både fart, teknik og fysik samt gode visioner med bolden, gode afslutningsfærdigheder og et stærkt presspil. Han har mange facetter i sit spil, som vi glæder os til at udvikle endnu mere i de kommende år,” fortæller han og tilføjer:

“Oscar er en energisk og dynamisk central midtbanespiller, der virkelig kan løbe fra felt til felt. Han har en dejlig flabethed i sit spil, som vi sætter stor pris på sammen med hans gode teknik. Han har visioner rent offensivt og en hårdhed rent defensivt. Så han har en samlet pakke, der er stort potentiale i”.

De to hovedpersoner er naturligvis også begejstrede for forlængelserne.

"Det er noget, vi begge har drømt om i hele vores liv, og det betyder meget, at vi kan stå her sammen og forlænge vores aftaler. Det har krævet masser af hårdt arbejde, og det skal vi fortsætte med fremover også," siger Emil Højlund.

Og han suppleres af sin bror til fck.dk.

"Vi har delt vores fodboldoplevelser med hinanden hele livet, så det er stort, at vi også kan dele sådan en dag som i dag. Det er fedt, at FCK er blevet en klub, der udvikler så mange talenter og også giver dem chancen, og nu håber vi selvfølgelig på, at det bliver vores tur en dag," siger Oscar Højlund.

Tillykke drenge!

Foto: Privat.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!