ALEXANDER HJÆLMHOF LÆGGER FODBOLDEN PÅ HYLDEN
Der var store forventninger til Alexander Hjælmhof, da han i sensommeren 2020 blev rykket fra FCK U19 op i F.C. Købehavns førsteholdstrup. Nu dropper han fodbolden.
Daværende København-træner Ståle Solbakken betegner ham som en “elegant spiller og fin fyr”.
Solbakken havde den unge midtbanespiller med i truppen til den historiske Europa League 1/4-finale mod Manchester United og senere på efteråret fik han FCK-debut mod Boldklubben Avarta i Sydbank Pokalen.
Og for den den gang 18-årige spiller var det en drøm der gik i opfyldelse. Det fortalte han til fck.dk.
”Det er jeg sindssygt glad for og en drøm for mig, for jeg har været FCK-fan hele livet nærmest! Og det er noget, som jeg arbejdet hårdt for længe. Jeg glæder mig til en fast hverdag på Nummer 10, og ser frem til at lære utroligt meget af at træne med så dygtige holdkammerater til daglig,” sagde Hjælmhof.
Nu er det dog slut med fodbold for 20-årige Alexander Hjælmhof, der netop er hjemvendt fra et semester med bøger og universitets-bold på San Diego State University. Det fortæller han til Copenhagen Sundays.
“Jeg tog kun et enkelt semester, hvilket hele tiden var min plan. Jeg har lagt fodbolden på hylden, og har i stedet valgt at læse en vidergående. Så den hedder hverken MLS (Den amerikanske liga Major League Soccer, red.) eller noget andet. Men jeg fortsætter naturligvis som fan,” siger den nu forhenværende fodboldspiller.
Hjælmhof, der kom til KB som 11-årig, fik kun fire-fem måneder med FCKs superligamandskab, for i januar ’21 meddelte klubben, at den talentfulde midtbanespiller skiftede til HIK i 2. division.
”Vi har været rigtigt glade for at have Alexander i klubben, og han har helt sikkert potentiale til at nå langt med sin karriere, men lige nu er han for langt fra spilletid på førsteholdet til at det er optimalt for ham at fortsætte i FCK. Nu får han muligheden for at udvikle sig i et godt setup i HIK, der virkelig har et stærkt miljø for unge spillere som ham. Vi ønsker ham alt det bedste i HIK og vil selvfølgelig følge hans udvikling fremover,” sagde William Kvist den gang til fck.dk.
Men på det tidspunkt var Alexander allerede ved at være færdig med fuldtidsfodbold. Det siger han til Copenhagen Sundays.
“Jeg mistede bare lidt passionen mod slutningen af min tid i FCK. Jeg savnede en akademisk del i min hverdag, som jeg havde i min tid i gymnasiet,” fortæller han.
Han løfter også sløret for, hvad det er der har vundet over fodbolden for den ellers så talentfulde spiller.
“Jeg skal læse i Danmark nærmere bestemt på CBS,” siger Alexander Hjælmhof.
-Kommer du så i det mindste til at spille lidt hyggebold fremover eller er det helt slut?
“Ja, det gør jeg helt sikkert. Men udelukkende hyggebold,” slutter Alexander.
Hjælmhof spillede ud over et utal af kampe for F.C. Købehavns U- og reserveturnerings-hold også 10 U-landskampe, heraf de fem på U-19, hvor det også blev til et enkelt mål.
Held og lykke fremover Alexander!
Fotos: Dejan Obretkovic/Framed by Dejan og Uefa.
David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!