FARVEL TIL WILLIAN KVIST

FARVEL TIL WILLIAN KVIST

William Kvist er blevet fyret. Klubikonet “…genopstiller ikke til bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment, når selskabet afholder generalforsamling d. 23. april”. Det meddelte selskabet tirsdag.

William Kvist blev mandag, af virksomhedens ejere, bedt om ikke at genopstille til Parken Sport & Entertainments bestyrelse. Foto: David E. Bastian-Møller/Copenhagen Sundays.

”Vi skylder William stor tak for hans indsats i bestyrelsen. Han tog en stor og vanskelig opgave på sig, da klubben havde brug for det, og han har siden været bindeled mellem den sportslige afdeling og bestyrelsen. Det skylder alle FCK´ere ham respekt for, og han vil altid være velkommen i klubben og i Parken,” siger bestyrelsesformand, Allan L. Agerholm i pressemeddelelsen.

38-årige Kvist indtrådte i 2019 – samme år, som han lagde fodboldstøvlerne på hylden i F.C. Købenavn – i bestyrelsen for Parken Sport & Entertainment. Da Ståle Solbakken i 2020 blev fyret – noget som Kvist af mange blev betragtet, som en af arkitekterne bag – fungerede den tidligere FCK-spiller som sportslig ansvarlig, indtil ansættelsen af Peter Christiansen året efter.

For jeg har ikke været nem at have i be­sty­rel­sen
— William Kvist

Selv lægger William Kvist ikke skjul på, at han er blevet smidt ud af bestyrelsen.

”Fodboldkampe vindes i bestyrelseslokalet” som Don Ø engang sagde. Derfor var det med enorm stolthed, jeg trådte ind i Parken, Sport & Entertainments bestyrelse i 2019 for også her at være klubbens mand. Og derfor gør det ligeså ondt, at jeg i går blev bedt om ikke at genopstille. Ejerkredsen ønsker ikke længere min tilstedeværelse. Jeg forstår deres øns­ke. For jeg har ikke været nem at have i be­sty­rel­sen,” skrev Kvist på sin Facebook, da meddelelsen om han afgang fra bestyrelsen kom ud.

Og så kommer han med et usædvanlig bredside til ejerne af FCK og Parken Sport & Entertainment.

“Jeg har kæmpet mod kun at se FCK som en forretning. Vi skal fx ikke udbetale udbytte, når vi har faciliteter på 10’eren, der træn­ger til en kærlig hånd og tribuner i Parken, vi ikke må hoppe på. Jeg har kæmpet for, at FC Kø­­­­ben­havn først og fremmest skal betragtes og be­hand­les som en fod­bold­klub. Et fod­bold­flag­­skib, der på et stærkt økonomisk fundament dominerer sin liga, spiller i Europa hvert år og for­valter en rig og vigtig kul­tur­arv som byens hold med landets bedste fans og KB-rødder helt tilbage til 1876.”

Og han fortsætter:

“Den kamp har jeg ikke kunne vinde. Uanset, hvor hårdt jeg har tacklet igennem. Nu må andre tage over. Mit officielle bidrag til klubben slutter her. Men min kærlighed har ingen ende. Jeg er og vil altid være FC Københavner. Nu igen som fan. Dér, hvor det hele startede. For mere end tre årtier siden.”

William Kvist startede sin F.C. København-karriere som 8-årig i KB. Han er med sine 425 kampe, 8 DM- og 3 Pokal-titler den mest vindende FCK’er og den København-spiller, der har spillet flest kampe for klubben.

Tak for din indsats WK!

William Kvist er med sine 485 den spiller, der har spillet flest kampe for F.C. København. Foto: Dejan Obretkovic.

Vi har forgæves forsøgt at få Allan L. Agerholm og Lars Seier til at kommentere, hvorfor Kvist ikke længere er ønsket i bestyrelsen. Ligeledes har vi uden held forsøgt at få en kommentar fra William Kvist.

Arkivfotos: Copenhagen Sundays og Dejan obretkovic.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!