ENDELIG OFFICIELT: LUTHER SINGH TIL FCK

ENDELIG OFFICIELT: LUTHER SINGH TIL FCK

“FCK har et fantastisk godt ry ude i Europa og ikke mindst i Sydafrika,” siger den nye København-spiller.

Luther Singh er landet i København. Foto: FCK.

Luther Singh er landet i København. Foto: FCK.

Peter Christiansen og FCK har holdt øje med ham længe og nu kommer han så til København.

F.C. København har købt den sydafrikanske landsholdsspiller, Luther Singh, af S.C. Braga i Portugal. Han tiltræder med øjeblikkelig virkning på en aftale til sommeren 2025 og får trøje nummer 7. Det skriver fck.dk.

Og københavnerne hæver fra starten forventningerne til den 24-årige kantspiller, ved at lade klublegenden Sibusiso Zuma stå for præsentationen af landsmanden i FCKs præsentationsvideo.

Luther Singh, der er kantspiller og angriber, kom som 18-årig til GAIS i Sverige fra Stars of Africa akademiet, inden han i 2017 skiftede til S.C. Braga. Herfra har han været udlejet til GD Chaves, Moreirense FC og altså senest FC Pacos de Ferreira.

Singh var sidste sæson udlejet fra Braga til FC Pacos De Ferreira, der blev nummer fem i den bedste portugisiske række. Denne sommer var han en del af det sydafrikanske OL-hold ved legene i Tokyo.

Og spilleren har et stort offensivt potentiale. Det siger sportsdirektør hos F.C. København, Peter Christiansen, til klubbens hjemmeside.

”Luther er en interessant spiller med et stort offensivt potentiale, hvor han med sin fart og evner en mod en kan være en afgørende spiller. Han kan spille på begge kanter og har en god afslutningsfod,” siger PC.

Han glæder sig til at få Luther Singh til København efter et længere tilløb. Han skulle have været her tidligere, men det trak ud med at få et visum. Noget, som spilleren selv tidligere har afsløret på Instagram.

Senest har Udenrigsministeriet dog bidraget meget til at få papirerne i orden, så Singh endelig kan kalde sig FCK-spiller. Det fortæller fck.dk.

Foto: FCK.

Foto: FCK.

”Talentet har altid været stort, og han har udviklet sig godt, men han er ikke på sit maksimum endnu. Vi mener, at vi kan løfte ham til at blive en profil i Parken, når han har vænnet sig til tingene. Samtidig er det er en fordel, at han kender Skandinavien og også har klaret sig godt i den gode ende af en stærk liga som den portugisiske," siger Peter Christiansen.

Hovedpersonen selv glæder sig til at blive en del af F.C. København. Og til klubbens hjemmeside siger han, at FCK er det rigtige valg.

”FCK har et fantastisk godt ry ude i Europa og ikke mindst i Sydafrika, hvor vi alle kender historien om Zuma, men også Elrio Van Heerden, der gjorde det fantastisk her. Jeg har kun hørt gode ting om klubben, og selv om jeg havde muligheder både i Portugal, England og andre ligaer, så er F.C. København det rigtige valg for mig,” siger Singh.

”Jeg har været i Skandinavien før, så jeg kender mentaliteten, klimaet og den fysiske spillestil, der nogle gange kan præge kampene. Jeg går ydmygt til opgaven og ved, at det kræver hårdt arbejde at slå igennem her, men jeg ved, at jeg får dygtige holdkammerater og trænere omkring mig, så jeg glæder mig bare til at komme i gang,” siger Luther Singh.

Cheftræner Jess Thorup får med tilgangen af Luther Singh en velkommen forstærkning til den offensive del af truppen. Noget Thorup og sportdirektør PC har talt om et stykke tid.

”Vi har brug for fart og evner én mod én i den måde, vi spiller på, og her passer Luther godt ind. Han kan sætte folk af med sin speed og driblinger, og han har også evnerne til at indgå i den relationelle del af spillet og står for en del assists og involvering i chancer for sine holdkammerater. Nu ser vi frem til at få ham på træningsbanen og arbejde med ham, og så må vi se, hvornår han er klar til kamp,” siger Jess Thorup.

Luther Singh er ialt noteret for 67 kampe i den bedste portugisiske række, hvor han har scoret 10 mål. Senest blev det til fem mål og fem assists for FC Pacos de Ferreira, der sidste sæson kvalificerede sig til europæisk fodbold. Han har desuden spillet ni A-landskampe og 14 U-landskampe for Sydafrika.

Fotos: FCK.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!