500 MÅ NU OVERVÆRE SUPERLIGAKAMPE

500 MÅ NU OVERVÆRE SUPERLIGAKAMPE
fans_hvidt_nedre_c.jpg

"Det er fra og med i dag tilladt at have 500 personer ialt - inklusive spillere og personale - på stadion til kamp," det siger direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen, til Copenhagen Sundays.

Reglen om de 500 personer er en del af den genåbningsfase der trådte i kraft mandag, men den blev først endelig godkendt i går.

Med de nye regler vil der være tilskuere på stadion, når FC Nordsjælland søndag tager imod F.C. København. Det fortæller pressemedarbejder i FCN, Christian Wolny til os.

"Det bliver vores sæsonkortholdere og partnere, der skal have noget tilbage," siger Wolny.

Det bliver således ikke muligt for FCK-fans at se opgøret live.

Ifølge Lars Bo Jeppesen, direktør i Parken og FCK, vil løverne til de kommende kampe give adgang til "en blanding af sponsorer, fans og tilskuere".

Der arbejdes desuden, fra FCKs side, ihærdigt på at få lov at lukke op til 10.500 tilskuere ind. Evt. som en forsøgsordning.

Allerede i aften vil der være tilskuere på stadion, når Vejle i aften tager imod Skive IK i Nordic Bet Ligaen. Det samme gælder onsdagens Sydbank Pokalkamp mellem AaB og AGF.

Så langt, så godt...

Foto: CS.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!