FANS – NY BOG OM F.C. KØBENHAVN-FANS








FANS – NY BOG OM F.C. KØBENHAVN-FANS
BOGEN “FANS”: Lavet af fans, om fans, til fans.
FANS er et visuelt festfyrværkeri med flotte billeder, interessante interviews, fede historier og fuld knald på stemningen. Et fan-statement på 392 sider og 2,6 kilo!
Det er en feel-good “coffee table-bog” til alle os, der elsker F.C. København og som kan finde ud af at skabe en fed stemning. Den er baseret på interviews med fans og folk i og omkring klubben, og er lavet af to fans – Steen Bøjstrup og Rasmus Lystrup –fra Nedre C, som har fulgt klubben siden hhv. 1995 og 2006.
Den flotte bog indeholder bl.a.:
• Interviews og historier fra alle tribuner i Parken samt away-ture.
• Hjerneforsker Peter Lund Madsen sætter ord på, hvad sker der i vores hjerne, når vi kan tillade vores følelser for en fodboldklub at have indflydelse på vores humør.
• Et hav af flotte tifo-billeder, der fylder hele opslag.
• Hardcore københavnske fans, der har været med helt fra starten i 1992 og nye fans fra både Jylland og udlandet.
• Parkens historie.
• Sektion 12 og Urban Crew.
• Pyro: hvad er holdningen?
• Niels-Christian Holmstrøm deler ud af historier fra sin tid i klubben som Sportdirektør.
• Don Ø fortæller om sin tid i klubben og følelserne, der stadig er intakte.
• Michael Carøe fortæller om Kvart i bold-sangen og hvad der sker, når man lige skal "pisse et mål".
• Ildsjælen Steen O.G., der har været en ustoppelig drivkraft i udbredelsen af fankulturen op gennem 90'erne og 00’erne.
• Fanklubben FCKFC.
• Capoen for Kvindeholdet.
• Til de små: Hvad laver Leo, når der ikke er kamp i Parken?
• Anders Hemmingsen om at være fan på en anden måde.
• William Kvist om sin tid som spiller og hvad fans betyder for klubben, når man går på banen.
• Lars Seier Christensen: Hvad mener han om ejernes villighed til at bruge penge? Og hvornår får vi blå sæder i Parken?
• Ildsjælene Copenhagen Sundays og Kvart i Bold.
...og meget meget mere
Antal sider: 392
Format: B: 24 cm. x H: 33 cm. x Ryg: 3,5 cm
Vægt: 2,6 kg
Pris: 449,- + fragt.
FORZA FC og god læselyst!
Bogen sendes direkte fra forlaget.
Fansene bag bogen
Rasmus Lystrup
Art Director og tekstforfatter på bogen
Tribune:
Nedre C
Fan siden:
2006
Første minde:
Første gang jeg var på Nedre C tilbage i 2006. Jeg kan ikke huske kampen, men oplevelsen var skelsættende.
Største minde:
3-1 sejren på Hjalte Park i foråret ’24. Vild eufori. Vi troede, vi havde sikret os mesterskabet. Sådan gik det desværre ikke... Hele den dag og de oplevelser, jeg i dag forbinder med den, indrammer, for mig, hele essensen af det at være fan. Forventningens glæde, voldsom nervøsitet, ekstatisk forløsning og så alligevel en gigantisk nedtur på bagkant af kampen.
-------------
F.C. København betyder nok mere for mig end godt er. Mit humør påvirkes en del af klubbens resultater og generelle velbefindende og jeg sover dårligt, hvis holdet har tabt eller der har været ubehagelig læsning om klubben. Omvendt giver den mig så meget indhold i hverdagen. Der er så mange artikler, podcasts og ikke mindst fodboldkampe, som giver en grå og trist vinterdag lidt mere kulør. Og de mange oplevelser i Parken eller på awayture, er nogen man bærer med sig resten af livet.
For mit vedkommende er mit tilhørsforhold til FCK en direkte forlængelse af min kærlighed til byen. De to er uadskillelige. Jeg er født på Frederiksberg og opvokset i Værløse, men jeg har boet i KBH siden 1991 og jeg elsker min by. Når jeg står og synger mine lunger ud i Parken, synger jeg både for holdet, klubben og byen.
Jeg begyndte at kommeregelmæssigt i Parken i 2006 og har haft sæsonkort siden 2012. Først på Sektion 12, nu på Nedre C. Jeg kan med andre ord ikke prale af at have været med helt fra starten af, men jeg har været med på S12 dengang vi ikke fyldte mere end en halv tribune og jeg har oplevet at stå til en kamp med under 8000 tilskuere i Parken. Derfor er det så meget desto federe at opleve i dag, at Sektionen er fyldt hver gang. Ikke kun nederste afsnit, men hele dobbeltdækkeren. Jeg synes vi alle skylder en stor og anerkendende tak til de dedikerede kræfter i fanmiljøet, som lægger så utroligt mange timer i tifo’er, nye sange, fanarrangementer og alle mulige andre ting, som har været med til at videreudvikle og udbrede fankulturen omkring vores klub. Jeg synes den voldsomhed vi kan mønstre vokalt på både hjemme- og udebane, er helt unik og jeg ved, at både spillere og fans fra Europas største klubber, er faldet på røven over trykket i Parken, når de har været på besøg. Det skal vi lige huske at klappe os selv og vores sidemand/kvinde på skulderen over.
Jeg synes fremtiden for klubben ser lovende ud. Vi har Danmarks formentlig bedste talentafdeling, et godt set-up omkring førsteholdet og en god økonomi. Men jeg er skeptisk af natur og tager intet for givet. Vi har set tegn på, at vi ikke er så milevidt foran vores konkurrenter, som nogen godt vil have det til at se ud, men med den fanbase og -kultur vi kan mønstre i Parken og på aways, skal de andre arbejde endnu hårdere for at holde trit med FC.
God læselyst og FORZA FC!
Steen Bøjstrup
Art Director og fotograf på bogen
Tribune:
Nedre C
Fan siden:
1995
Første minde:
Pokalfinale 1995
FCK - AB: 5-0
– og så var jeg hooked
Største minde:
1-0 sejren over Rosenborg BK i 2010, som betød kvalifikation til Champions League.
-------------
“Du gamle, du stolte, du smukke København”. Jeg elsker København, og elsker det privilegium det er, at Skandinaviens bedste hold spiller midt i den by, jeg holder så meget af. Det hele smelter sammen for mig i et smukt billede med byen, fankulturen og fodbolden som farverne.
Store følelser er på spil og næst efter min dejlige familie, er det dét, der vel samlet set har fyldt mest igennem mit liv. Fodbolden.
Fodbolden har fulgt mig hele mit liv, fra jeg startede med at spille i AB som 6-årig. Jeg har selv spillet på divisionsniveau og kan dufte savsmuldet i manegen hver gang, jeg træder ind på stadion. Det tror jeg de fleste fodboldspillere kan genkende, og vi har også et dybt kendskab til alle spillets facetter og forstår, hvad der “sker“ på banen – ikke bare det, man “ser“. Jeg kan huske, hvor meget det betød at have mange tilskuere til kampene, selvom der måske ikke var 25.000 på lægterne, hed Superliga og ikke var den samme hype, der er i dag. Jeg tror rent faktisk på, at den 12. mand er guld værd. Bare tænk på perioden med tomme stadions under Covid eller når dele af tribunerne bliver lukket på grund af pyro og andet, der ikke er tilladt. Det er ikke den samme fodboldfest uden fans. Tænk over dét allesammen.
Findes der noget bedre end kampdag i København med venner og bold? Findes der noget mere hyggeligt? Mere meningsfyldt? Det er en unik måde at holde kontakten til sine venner gennem mange år og dele gode, og nogle gange mindre gode oplevelser med. Det sociale aspekt og de minder, man tager med sig resten af livet, er uvurderlige.
For mig giver F.C. København karakter til byen og løfter hverdagen op over dens trummerum, og spreder glæde, forventninger og drømme. I dag kan man jo slet ikke forestille sig København uden vores F.C. København. Uden F.C. Københavnere. Det er vores by, så fat det!
For at citere en stor københavner, Dan Turell: “Allermest holder jeg af hverdagen ...“ Sådan har jeg det også når vi har vundet, og jeg møder ind på arbejdet mandag morgen med et stort smil på – specielt efter en derby-sejr! If you know, you know.
Livet for mig handler om kærlighed og gode oplevelser – ellers kan det hele sgu være lige meget.
Jeg håber, at vi med denne bog har skabt et værk, man vil tage frem fra reolen igen og igen, og bruge den til at finde ind til følelsen af at være en del af Skandinaviens største og bedste fodboldklub med alt, hvad det indebærer.
FORZA FC!