ROONY-AGENT: INGEN DIALOG MED FCK I ØJEBLIKKET
Da F.C. Københavns Roony Bardghji forleden debuterede på det svenske U21-landshold, var han den yngste nogensinde til at løbe på banen for holdet med de uheldige farver.
16 år og 199 dage var talentet, der til daglig officielt er en del af Københavns U19-hold. Og som i november sidste år - som den yngste nogensinde i superligaen - fik debut for FCK.
Roony har nemlig i flere omgange været tilknyttet FCKs superligamandskab, som han er noteret for 15 kampe og to mål for. Mange københavnere venter da også på nyheden om, at det åbenlyse talent forlænger med Løverne og formelt rykkes op på førsteholdet.
Og selvom sæsonen for den slags nyheder igen er over os er der dog ikke noget der tyder på den melding fra FCK lige med det første. Der er nemlig hos Roony-lejren “ingen dialog med FCK i øjeblikket,” det skriver den unge svenskers agent Ahmed El-Ali i en besked til Copenhagen Sundays.
Da Roony Bardghji er under 18 år kan han kun sætte sit navn på kontrakter med maksimalt tre års varighed og derfor skal der nok snart til at ske noget mellem Al-Ali og sportsdirektør PC, hvis Roony, der har halvandet år tilbage af sin aftale med FCK, skal blive i København.
Netop Peter Christiansen er lidt mere kryptisk, direkte adspurgt om casen Roony.
“Vi har ingen kommentarer til den dialog der pågår,” siger PC kortfattet, da vi onsdag fanger ham på telefonen.
Ifølge vores oplysninger er der en vis interesse fra udlandet for den 16-årige spiller med syriske rødder.
Fortsættelse følger…
Foto: Copenhagen Sundays.
David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!