BOILESEN: VI SKAL IKKE PAKKE OS, VI SKAL DOMINERE
Efter tirsdagens træning talte vi med F.C. Københavns hårdtarbejdende venstreback - og til tider midtstopper Nicolai Boilesen.
- Nu er der gået et par dage efter AGF-kampen. Når du skal se tilbage, hvilke ting ser du så tilbage på?
”Det er jo en blanding. Jeg synes egentlig jeg har den samme følelse omkring kampen, som jeg havde lige efter. Vi har skandaløse ti minutter, i midten af første halvleg, som ødelægger rigtig meget for os. Anden halvleg synes jeg egentlig vi dominerer, kontrolleret og skaber også de chancer vi skal, men der havde vi ligesom - løbet var ikke helt kørt, det kan man ikke sige - men i hvert fald, så havde vi gjort det ualmindeligt svært for os selv. Det er i bund og grund ærgerligt, at stå tilbage og føle, at man på både spil og chancer har en del flere end de har. Og så er det vel at stå på at have lavet tre mål på hjemmebane, så er det stadig ikke nok til at få de tre point,” sagde Boilesen.
- Som forsvar og hold, hvordan løser man, at man lukker så mange mål ind?
”Ja men altså, hvis jeg havde recepten på det, så havde man gjort noget ved det, kan man sige… Det handler jo om flere ting i facetter af spillet, vores presspil, først og fremmest, skal være on point. Det starter oppe fra den øverste angriber, til miskommunikation, som skal forbedres, til store personlige fejl, som selvfølgelig ikke skal ske. I sidste ende - til trods for de store personlige fejl - så skulle det gerne være sådan, at der kunne være en anden, der kunne komme og redde den. Lige nu går det lidt imod os, det hele, hvad det angår, det er ikke nogen undskyldning, det er blot en konstatering. Ja, det har bare ikke været godt nok, det skal vi selvfølgelig prøve at forbedre. Vi skal ikke gøre det ved at pakke os ned, vi skal gøre det med at dominere mere på bolden og være endnu bedre i vores presspil,” sagde forsvarsspilleren.
- Går det lidt ud over moralen, at der går så mange mål ind?
”Nej, det ved jeg ikke, om det gør. Det der nok går udover moralen, det er nok, at vi ikke får de tre point. Så havde vi spillet 0-0, så havde det været lige så frustrerende, som at spille 3-3, på en eller anden måde. Du får lige mange point ud af det, men det er klart, jeg tror at det er frustrerende for os alle sammen at føle, at lige nu så flyver målene ind på ørene ad os, og at vi skal op og lave rigtig mange mål, for at få tre point. Det er selvfølgelig frustrerende. Hvis man skal se det med en positiv brille, så ser det også ud til, at vi i den anden ende skaber rigtig mange chancer og ser skarpe ud der. Så kan vi få sat en lille prop i den anden ende, så burde det være en smal sag, at vinde kampene,” sagde den hårdt arbejdende FCK-spiller.
- Hvad har I arbejdet med og forberedt op til Vejle-kampen?
”Jamen altså i går, var det kun dem, der ikke havde spillet, der havde træning. I dag var også helt stille og rolig, så det har mest været noget snakke, videoklip og sådan noget. Rent taktisk var der lige lidt 11 mod 11 her. Det er trods alt, for det første, på anden dagen, og, for det andet, dagen før kamp, så det bliver en helt stille og rolig træning. Så det har mest været en masse snakke og en masse video, som vi har set og snakket igennem,” fortalte Nicolai Boilesen.
- Sidst vi snakkede sammen, i mixed zone, der havde du ”Suarez”-tape på hånden. Ser vi den de næste par kampe?
”Ja, det gør vi nok lige i et par kampe. Det går nok, hvis jeg kan være lige så skarp, som ham foran mål, så lover det godt!” sagde Boilesen, der faldt dumt på hånden under træning i sidste uge.
- Så et par mål fra dig snart?
”Det ved jeg ikke om jeg kan love, men vi kan give det et par skud!” Sluttede Boile.
Tekst og foto: Rasmus Eghøje.
Rasmus er vores rookie. Han skriver, laver video og tager billeder.
Selvom Rasmus bor på landet er han glødende FCK-fan.